Cirkulære briller

Tidligere havde vi noget, der kaldte sig Det Økologiske Råd, og som undertegnede især husker for en fanatisk modstand mod brændeovne. Nu har man skiftet navn til Rådet for Grøn Omstilling. Man har netop udsendt en ”publikation” om byggeriets klimabelastning der selvfølgeligt er slem. Vi er jo ellers godt i gang med at nedbringe vore huses energiforbrug ved massiv isolering, tre-lags termoruder osv. Men det er slet ikke godt nok. Publikationen fortæller os at (alle citater i normal skrift):

Hele 11 pct. af den samlede globale CO₂-udledning kommer således i dag fra produktionen af byggematerialer – det, man kalder indlejret CO₂. Kigger man alene på energieffektivt nybyggeri, udgør indlejret CO₂ i dag op mod 80 pct. af klimaaftrykket i bygningens levetid.

Et nyt nøglebegreb for bureaukraterne: ”Indlejret CO₂”. Og det er selvfølgeligt den lige vej til klimakatastrofen:

Byggeriet er i dag en absolut storforbruger af naturressourcer som sand, grus, ler, metaller og træ og anvender 50 pct. af de materialer, vi udvinder på globalt plan. Det er selvsagt ikke holdbart, når vi kigger ind i en fremtid, hvor ressourceknaphed er et vilkår − både globalt og her i Danmark – og hvor reduktioner i ressourceforbrug også er fuldstændig afgørende i forhold til at bremse klimakrisen.

Det er den gamle Rom-klub (”Grænser for vækst”)-filosofi, der hersker her. Der vil være mangel på ressourcer i fremtiden, vores nuværende forbrug er ikke ”bæredygtigt” – og så kan man bruge klimaet som trumf. Her citeres en dansk universitetsprofessor:

”Byggeriet er lige nu på et spor langt over de planetære grænser, og derfor er der brug for handling og indsatser nu. Det vil kræve, at der fra politisk side skabes nye rammebetingelser, og så kræver det forskning og udvikling og et styrket samarbejde på tværs af sektoren.”

”Planetære grænser” er jo netop Rom-klubbens filosofi, men for at få tallene for vores forbrug til at se slemme nok ud, indregner man en fiktiv CO₂-effekt og kan derefter hævde, at f.eks. Danmark har opbrugt årets bæredygtige ration af ressourcer allerede i marts. Hele tankegangen er dybt forvrøvlet; så længe vi har energi nok til rådighed, løber vi ikke tør for de andre ressourcer – og slet ikke byggematerialer. Og der bliver også brug for mange, i følge publikationen:

På grund af en øget urbanisering og global vækst forventes det, at byggearealet på globalt plan vil være fordoblet i 2060 i forhold til 2020. I rene tal betyder det, at der vil blive tilføjet 230 milliarder m² nyt gulvareal til den globale bygningsmasse. Det er det samme som at tilføje et bygningsareal svarende til hele New York City til verden hver måned i 40 år. Det vil øge efterspørgslen på ressourcer og materialer til byggeri og dermed også øge byggeriets pres på klimaet, hvis ikke vi ændrer måden at bygge på.

Publikationen er ikke i tvivl om løsningen:

Der er brug for en langt mere ambitiøs og omfattende politisk indsats fra dansk side, hvis omstillingen til et mere cirkulært byggeri skal realiseres, og hvis aftrykket fra den indlejrede CO₂ i vores byggeri skal reduceres i det tempo og omfang, som vores klimaambitioner tilskriver. Politikere og myndigheder bør derfor gennem regulering og tiltag fremover spille en mere tydelig rolle som katalysator for en cirkulær omstilling.

Publikationen kommer derefter med sine ti bud på tiltag, hvoraf det første lyder som følger:

Indføre en høj og ensartet CO₂-afgift, der inkluderer alle aktører i byggeriet. Den bør ideelt set være 1500 kr./ton, som anbefalet af Klimarådet. Producenter af byggematerialer skal ikke have rabat, som det ellers blev aftalt med den grønne skattereform fra 2022, men skal som minimum betale 1125 kr./ton og ideelt set op til 1500 kr./ton, så afgiften afspejler klimabelastningen.

Hvis f.eks. Aalborg Portland skal betale den afgift for deres cement vil de lukke og slukke omgående. Importeret cement kan jo ikke i følge EU pålægges en tilsvarende straftold. Og ellers vil afgiften generelt bare gøre det dyrere at bygge et hus.

Resten af buddene handler om øget genbrug, mere forskning og udvikling og så selvfølgeligt en masse bureaukrati.

Ved vurderingen af bygninger kigger man på CO₂-udslippet pr. kvadratmeter pr. år (i en eller anden anslået levetid). Moderne bygninger med et lavt løbende energiforbrug til opvarmning, vil primært belastes af den ”indlejrede” CO₂. Nu er der store tanker om, hvad udslippet bør være, lovgivning er på vej, og ambitionerne for fremtiden fejler ikke noget:

[Der er] i dag er sat et loft på CO₂-udledningen for alt nybyggeri over tusind kvadratmeter. For de store nybyggerier må der med de nye regler ikke ske en overskridelse af 12 kg CO₂ pr. m² pr. år. Den grænse vil over de kommende år blive nedsat, og i 2029 vil den, som planen ligger i dag, være på 7,5 kg CO₂ pr. m² pr. år.

Kigger man således på gennemsnittet for en dansk bygnings klimaaftryk er det i dag 9,6 kg CO₂ pr. m² pr. år, baseret på medianen for CO₂-udledning af dansk byggeri over en 50-årig periode. Hvis nyt byggeri i Danmark skal holde sig inden for Parisaftalen, så skal udledningen reduceres til 0,4 kg CO₂ pr. m² pr. år inden 2036 (se fig. 1).

EU er selvfølgeligt hyperaktiv, der er en flodbølge af direktiver og forordninger på vej med ”cirkulært byggeri”, grænser for udledninger, rapportering osv.

Herhjemme er parnasset også opmærksomme på sagen, og igen må de stakkels pensionskunder holde for, rent økonomisk:

Et eksempel er PensionDanmark, som er en af de store finansielle aktører, der de seneste år har sat fokus på investeringer i bæredygtigt byggeri, og som er begyndt at fokusere på indlejret CO₂ og mere cirkularitet. Konkret arbejder PensionDanmark i forhold til investeringer i ejendomme med en ambition om, at deres byggeprojekter i dag skal holde sig inden for 8 kg CO₂ pr. m². Målsætningen hedder dog, at de byggeprojekter, som Pensiondanmark investerer i 2032, skal være nede på 0,4 kg CO₂ pr. m².

Byggeri består i dag primært af beton, stål, glas, aluminium og tegl. Det er materialer, der er energitunge at fremstille og det skal der naturligvis gøres noget ved. Løsningen er mere genbrug:

Når man kigger på indlejret CO₂ og ressourceforbrug i byggeriet, er mere cirkularitet en [sic] af de absolut vigtigste indsatsområder, hvis byggeriet skal opnå store reduktioner i deres klimaaftryk. Branchen skal omstille sig til at tænke og agere cirkulært. Den skal bruge mindst mulige jomfruelige materialer og dermed genbruge langt flere materialer end i dag. På den måde ender færre materialer deres dage på forbrændingen.

Tal fra Miljøstyrelsen viser, at der produceres 5 mio. ton bygge- og anlægsaffald i Danmark om året, men at kun 36 pct. af det genbruges. Resten ender på forbrændingen, deponeres i jorden eller knuses og genanvendes til langt mere lavværdi-materialer som eksempelvis støjvolde eller vejunderlag.

Derefter tager publikationen fat på genbruget af byggematerialer. Her får man en vis mistanke om, at forfatterne vist ikke har den store indsigt i byggeri:

Adskillige analyser og studier har de seneste år dokumenteret, at der er store klimareduktions-potentialer i, at byggeriet bliver mere cirkulært. Blandt andet peger en analyse … på, at alene omstillingen til en mere cirkulær økonomi kan reducere globale CO₂-reduktioner fra byggeriet med hele 38 pct. i 2050 – særligt ved at efterspørgslen på cement, stål, aluminium og plastik reduceres. Her identificeres en lang række CO₂-besparelser ved at recirkulere materialer. Deres beregninger viser store klimareduktionspotentialer for genbrug af en række materialer – herunder eksempelvis tagsten, mursten og aluminiumsplader.

Tager man alene mursten, så er den samlede klimapåvirkning for 1 m² murværk af genbrugsmursten 14,34 kg CO₂. Til sammenligning er den samlede klimapåvirkning for 1 m² konventionelt murværk 64,11 kg CO₂ – altså mere end fire gange højere, end hvis man byggede med genbrugte mursten.

Vi skal så have nogen til at banke mørtel af gamle mursten og tjekke dem for revner og andre defekter. Hvis de skal indgå i bærende konstruktioner, er der tale om betydelige kvalitetskrav.

Mursten er måske til at håndtere, men med andre materialer er det vanskeligere:

Når byggematerialer som eksempelvis aluminium, stål og gips indgår i et cirkulært kredsløb efter at være blevet taget ud af en bygning og skal genanvendes, sker det således ofte gennem en større omarbejdningsproces, som ofte både er energitung og omkostningsfuld.

I en faktaboks kan man læse følgende. Fremtiden tegner lys:

For en række materialer er der en stor (> 50 pct.) gevinst at hente ved cirkularitet. Det omfatter:
• Murværk af genbrugsmursten
• Genbrugt murværkselement
• Genbrugte betonbjælker
• Genbrugte stålprofiler
• Genbrugte bærende træbjælker og -stolper
• Genbrugt trægulv
• Kassevinduer af genbrugte termoruder
• Genbrugstagsten
• Facadebeklædning af genanvendte ventilationsrør
• Genanvendte aluminiumsplader som beklædning af facade eller tag
• Genbrugt indvendig dør
• Genanvendt tagpap

For enkelte materialetyper er der ikke nogen klimagevinst (<10 pct.) eller ligefrem en højere udledning forbundet med det genanvendte/genbrugte scenarie. Det omfatter:
• Genanvendt beton
• Facadebeklædning af glaskeramik

Her løber man ind i publikationens generelle mangel på indsigt i byggeri. Hvis man f.eks. skal genbruge betonbjælker, vil det kræve, at det nye hus ligner det gamle, ellers skal man til at tilpasse bjælkerne i størrelse, og det er selvfølgeligt rasende dyrt. Men grunden til, at man river et gammelt hus ned, er oftest, at det er nedslidt eller utidssvarende, og derfor vil et nyt hus have et andet – og givetvis meget mere optimeret design. Her vil genbrug af gamle bjælker, elementer, vinduer m.v. være en hæmsko og give et dårligere resultat.

Og så er der jo også lige den med sikkerheden i byggeriet:

En anden barriere for udviklingen af et større udbud af cirkulære materialer er, at der mangler afklaring og sikkerhed i forhold til, hvem der tager ansvaret og står inde for kvaliteten af et cirkulært produkt – og således også løber risikoen ved brug af genbrugsmaterialer. Mange nye byggematerialer har i dag en klar kvalitetsmærkning. Det er ikke gældende, når man kigger på eksempelvis gamle tagspær, betonkonstruktioner eller isoleringsmateriale, hvilket gør det sværere at dokumentere sikkerheden. Det kan være svært at vide, hvordan og af hvad de er fremstillet, hvad de tidligere har været anvendt til, og hvilke påvirkninger de tidligere har været udsat for. Derfor er der blandt aktører i branchen en bekymring for, at de med genbrugte materialer kan få problemer på den længere bane i forhold til sikkerhed og holdbarhed. Noget af det, der diskuteres i branchen, er muligheden for en forsikringsordning eller støttepuljer, som kan hjælpe til at sikre aktører, der vælger at bruge genbrugte materialer.

Så man giver tilskud, hvorved huset bliver mere rimeligt i pris, og så dækker forsikringen, når det styrter sammen. Lever vi i den samme Verden?

Men det med prisen er reelt nok:

Det er i dag ofte dyrere at bygge cirkulært. Det skyldes i høj grad, at markedet for cirkulære byggevarer fortsat er relativt umodent, og der derfor ikke er samme udbud af genbrugte byggematerialer. Typisk er det også en mere omkostningsfuld proces at få nedtaget, kvalitetssikret, efterbearbejdet og genbrugt et konkret byggemateriale – sammenlignet med at købe nyproducerede alternativer, eller hvis man vælger at downcycle materialer. Dertil afspejles klima- og ressourcegevinsterne ved genbrug ikke i prisen på genbrugte byggematerialer.

De tre store syndere i byggeriet er ifølge publikationen stål, aluminium og beton:

Men når det kommer til at få skabt højværdi cirkulære materialestrømme inden for alle tre materialer, er man dog langt fra at være i mål. I forhold til beton er produktionen og anvendelsen af genbrugsbeton endnu langt fra at nå noget, der minder om industriel skala, og i forhold til stål og aluminium er der i dag stor grad af genanvendelse, men ikke meget direkte genbrug. Skal potentialerne ved direkte genbrug og højværdigenanvendelse indfries, er der i den grad brug for yderligere produktinnovation, nye værdikæder, attraktive forretningsmodeller og fælles standarder, som kan være med til sikre, at de tre klimatunge materialestrømme i byggeriet recirkuleres igen og igen.

Beton har i dag en lavere materialeværdi, og en stor del af den eksisterende beton fra byggeriet ender på forbrændingen. Det anslås således, at der årligt generes ca. 2 mio. ton betonaffald i Danmark, svarende til ca. 25 pct. af alt bygge- og anlægsaffald. Kun godt 1 mio. ton betonaffald bliver registreret, og af dette genanvendes +90 pct. – men i lavværdikredsløb primært som vejfyld. Her adskiller Danmark sig fra flere andre lande, hvor der er mange eksempler på, at beton bliver genanvendt i ny beton som tilslag, der iblandes ny beton. I Danmark er dette endnu ikke udbredt.

Beton bliver næppe sendt til ”forbrændingen”, det giver ikke mange kaloriers varme. Men det er rigtigt, at man kan nedknuse beton og bruge den i stedet for sten eller grus ved støbning af ny beton. Nedknusningen er imidlertid meget kostbar, og i et land som Danmark, hvor vi har masser af sten og grus, er det ikke økonomisk at bruge knust beton. Til vejfyld behøver den knuste beton ikke at have så høj kvalitet, og derfor er det en fornuftig anvendelse af den.

Men knusning giver ikke alverdens ”klimagevinst”, det er meget bedre at genbruge betondelene direkte:

En forundersøgelse fra SBi af 11 byggematerialers klimabelastning fra 2019 viser, at genbrugte betonelementer og genbrugte betonsøjler/bjælker udleder 13,4 kg CO₂ pr. m³, hvilket svarer til 95,6 pct. mindre end konventionel beton.

En stor del af stål og aluminium er allerede i dag recirkuleret, idet man smelter det om på værkerne og danner nye bjælker, plader eller hvad, der nu er brug for. Klimagevinsten ved direkte genbrug er derfor langt mindre, end for betonens vedkommende. Men alligevel er det direkte genbrug fremtiden, ifølge publikationen. Direkte genbrug af materialer fra gamle huse er desværre bare ikke så nemt:

En af de primære barrierer for mere direkte genbrug af både stål, aluminium og beton i byggeriet, men i øvrigt også for mange andre byggematerialer, er, at mange af de materialer, som kom ind i byggeriet for 20, 30 og 50 år siden, ikke er designet med genanvendelse og nedtagning for øje.

Derfor er der brug for, at der fremadrettet udvikles beton-, stål- og aluminiumsprodukter, som er designet til direkte genbrug. Det skal ske gennem mere enkle produktsammensætninger, mindre brug af kemikalier, modulært design mv.

En ting er dog fremadrettet produktion, noget andet er at sikre, at alle de klimatunge stål-, aluminiums- og betonmaterialer i den eksisterende bygningsmasse også kan blive genbrugt. Det vil kræve, at der udvikles yderligere løsninger og teknologier, som kan være med til at bearbejde, kvalitetssikre og redesigne eksisterende beton, aluminium og stålprodukter til at kunne genbruges i større omfang i byggeriet. Det vil også kræve, at der opbygges et led i værdikæden, som kan analysere, kvalitetssikre og klargøre beton, stål og aluminiumsmaterialer til direkte genbrug – og sideløbende, at der udvikles en kommerciel attraktiv model for dette.

Det hele skal, som det hedder i det ledsagende forskræp, ”ses gennem cirkulære briller”.

Det er meget svært at se, hvordan vi kommer ret langt med genanvendelse af dele fra gamle byggerier, især hvis de indgår i de bærende konstruktioner. Med mindre det nye hus ligner det gamle på en prik, skal bygningsdelene modificeres i størrelse og geometri, og man skal sikre, at de er i tilstrækkelig god stand til stadigvæk at have den påkrævede styrke. For langt de fleste ældre huses vedkommende vil dette slet ikke være nogen farbar vej, se fig. 2 & 3. Og hvis de ældre huse er af høj kvalitet, hvorfor så rive dem ned?

Man kan frygte, at alle disse bestræbelser vil føre til et dyrere og dårligere byggeri, omgærdet af kolossale mængder af bureaukrati og papirnusseri. Igen et eksempel på hvordan klimasagen vil gøre os alle fattigere.