Antarktis taber ikke is

Ligesom i Grønland foregår størstedelen af istabet fra Antarktis ved hjælp af gletsjere, der gradvist skrider ud i havet, hvorefter større eller mindre stykker brækker af og flyder væk fra kysten. Gletsjerne modtager ny is ved snefald længere inde i landet. Disse bevægelser er fælles for alle gletsjere i Verden og udgør i sig selv ikke nødvendigvis nogen kilde til havstigninger.

For Antarktis’ vedkommende frygter man dog, at den generelle opvarmning vil føre til, at gletsjerne skrider hurtigere ud mod havet. Den forreste del af en gletsjer flyder faktisk på havet og kaldes en ishylde. Den fungerer som en ”prop” eller barriere for gletsjerens bevægelse, og så længe den er stabil, ændres havniveauet ikke. Men hvis den hyppigere brækker i stykker (”kælver”), kan den ikke mere holde den bagvedliggende ismasse tilbage, og gletsjerens hastighed stiger. Det betyder, at den bliver tyndere, og netto bliver der tale om et tab af is, snefaldet kan ikke længere følge med, og resultatet er den frygtede (eller ønskede – af nogen) havstigning.

Klimamodellerne spår om stigende temperaturer i Antarktis, både i luften og i havet, og det giver afsmeltning, bl.a. kan gletsjerenderne blive hurtigere undergravet nedefra af det ”varme” havvand. Imidlertid er der ikke rigtigt observeret nogen temperaturstigninger i Antarktis i de seneste snart 80 år, se fig. 1.

Man har også tidligere konstateret, at havet omkring Antarktis har holdt en meget stabil lav temperatur i mange år.

Nu har nogle forskere så sat sig for at studere den faktiske udvikling i Antarktis’ gletsjere ved at se på udbredelsen af deres ishylder. Man har baseret sig på en analyse af satellitmålinger fra perioden 2009 til 2019. Man har målt positionerne på fronten af ishylderne foran 34 gletsjere fordelt over hele Antarktis.

Resultatet var, at arealet af gletsjere på den Antarktiske Halvø er reduceret med 6693 km² og i Vestantarktis er der en reduktion på 5563 km². Disse tab opvejes imidlertid rigeligt af tilvækst dels i Østantarktis, og så de såkaldte Ross & Ronne-Filchner ishylder på ikke mindre end 14.028 km². Så alt i alt er arealet af ishylder vokset med 5305 km² siden 2009, hvor 18 hylder har været i tilbagegang og 16 større hylder i vækst. Der er en årlig tilvækst i perioden på 661 gigatons (eller kubikkilometer) is. Fig. 2 viser situationen.

Klimaforskere har fokuseret meget på Vestantarktis, og klima-aktivister foretrækker at besøge den Antarktiske Halvø, hvor man kan ”se” klimaforandringerne i form af smeltende is. Men som bekendt er der vulkaner under isen i Vestantarktis, det giver noget varme, der ikke har noget med CO₂ at gøre. Halvøen strækker sig langt op i det sydlige Atlanterhav og her er der formentligt tale om ændringer i de havstrømme, der generelt fører varmen fra Ækvator sydpå.

Antarktis er fortsat bitterligt koldt, så man skal nok ikke bestille en badeferie på kontinentet lige i de første år.