Klimasagens to lejre

Terry Etam fra The Boe Report har skrevet en længere artikel om klimakrigen. Han indleder med en meget skarp analyse af situationen. Derefter fremhæver han nogle eksempler på teknologi og metoder, der er under udvikling eller som lanceres i nær fremtid. De vil dog næppe gøre den store forskel, hverken på energiforsyningen eller CO₂-udledningerne, hvis nogen bekymrer sig over dem. Eksemplerne lader vi ligge, men her følger den indledende analyse i oversættelse, den er bestemt værd at læse:

I gamle dage var politik simpel, når vi taler om industrien. Opdelingen i højre/venstre var så dejligt enkel. Folk var opdelt i to forskellige syn på Verden, grænserne gik generelt ved ønskerne om mere eller mindre regeringskontrol, eller mere kollektive versus mere individualistiske visioner.

Her er et letforståeligt eksempel: Forestil jer, at nogen starter en ny virksomhed, den vokser vildt, der ansættes 1000 mennesker, og ejeren bliver fantastisk rig. I gamle dage ville folk dele sig i to lejre. Tilhængerne af fri foretagsomhed ville sige, at ikke bare fortjente ejeren af blive rig, med vedkommende skabte også 1000 nye arbejdspladser ud af den blå luft. Socialisterne/ socialdemokraterne ville sige, at dette var uretfærdigt, fordi ejeren blev rig på de ansattes arbejde, og de ansatte fik ikke del i rigdommen.

Folk er, som de er, og de tror på, hvad de tror på, og vi har haft nogle gode demokratiske forløb, hvor tovtrækkeriet mellem disse to lejre udrettede mirakler.

Nu har vi to uenige fraktioner, der styrer energiområdet, men det forfærdelige ved den situation er, at hver dag skubber os længere og længere væk fra evnen til at samarbejde konstruktivt. De ønskede resultater udelukker helt hinanden. De folk, der forsøger at finde ”fælles interesserer” har slet ikke forstået de kræfter, der er på spil.

To lejre, der er hinandens modstandere. Hver dag bringer nye beviser på, at de hver især har ret, og afgrunden mellem dem bliver dybere og dybere.

Den ene lejr fokuserer på vejret og er skrækslagen ved tanken om, hvad der sker med vejret, så lad os kalde den Torden-lejren. For dem er ethvert tilfælde af vejr bevis på, at CO₂-udledningerne skal stoppes. For hver dag, der går, bliver der udledt flere tons CO₂ til luften, og det betyder mere tørke, regn, hedebølger, tornadoer, orkaner og mere ekstremvejr.

Der forekommer et tilfælde af ekstremvejr hver eneste dag, et eller andet sted på Kloden. Det har altid været sådan, men nu ved vi det, øjeblikkeligt. For hundrede år siden ville en tørke 250 km nordvest for Timbuktu blive bemærket af de fire mennesker, der bor 250 km nordvest for Timbuktu. I dag har de fire mennesker mobiltelefoner og fotos af brede revner i jorden fremkaldt af tørken bliver bragt i nyhederne over hele Verden fire sekunder senere, og bum, bare sådan har vi flere ”beviser” på, at vi skal stoppe med at brænde kul, olie og gas af med det samme.

For de mennesker, der tror på den sammenhæng, er ethvert ton kulstof, der sendes ud i luften, endnu en mursten i væggen, eller endnu en liter vand taget ind af det synkende skib. Øjeblikkelig og drastisk handling er ikke ønskelig, den er tvingende nødvendig. En film med titlen ”Sådan sprænger man en rørledning i luften” bliver rost af anmelderne: (”Her er rørlednings-sabotørerne de gode”).

Pete Kalmus, klimaforsker ved NASA og et af de mere fanatiske medlemmer af klima-nødsituations-lejren, beskrev lyden af jetfly, der passerede henover, som lyden af babyer, der bliver kørt gennem kødkværnen. Han fik også [ved en klimademonstration] jamret: ”Vi kommer til at miste alting, og det er ikke nogen spøg, det er ikke nogen løgn, og vi overdriver ikke.”

Jeg overdriver heller ikke, når jeg siger at Verden hver dag bruger 100 millioner tønder olie, godt 30 milliarder kubikmeter gas og 22 millioner tons kul. Og det bringer os over i den anden lejr.

Den lejr bekymrer sig udelukkende om vores evne til at brødføde, skaffe brændstof og varme til 8 milliarder mennesker. Lad os kalde den Rør-lejren, fordi intet symboliserer nytteeffekt bedre end netop rørledninger.

Rør-lejren er bekymret over at energiomlægningen ikke styres af andet end regeringernes vilje, hvilket er en ildevarslende tanke. Regeringer er ikke kendt for deres evne til at have succes med at planlægge noget som helst. Rør-lejren taler om begreber som omkostninger, tilgængelighed og pålidelighed.

Ethvert tiltag fra regeringens side for at glæde Torden-lejren styrker bare Rør-lejrens påstand om, at vi styrer mod en togulykke, og at det nye tiltag bare lige forøgede det løbske togs hastighed. Rør-lejren påpeger, lidt for stilfærdigt, at der ikke er nok kritiske metaller/mineraler i Verden til at kunne gennemføre de nødvendige tiltag henimod en 100% vedvarende-situation. De prøver at få en dialog i gang om de advarselssignaler, der er derude, og de håber, at det på én eller anden måde vil bryde igennem politikernes tunnelsyn og skabe noget mere fornuft.

Men hvis man føler, at vi alle er fortabt uden øjeblikkelig ”klimahandling”, vil alt, hvad Rør-lejren kommer med, udlægges som ”obstruktion”, ”klimabenægteri” eller ”klimanøl”, eller hvad nu ugens skældsord måtte være. Og fordi hvert gram kulstof i luften gør problemet værre, stiger behovet for handling, til vi når det punkt, hvor vold og sabotage er lige rundt om hjørnet.

Synes I, at jeg overdriver? Nej, det er snarere det modsatte. På det seneste er strategien for klima-aktivisterne at beskadige eller ødelægge energi-infrastruktur, og derefter i retten at forsvare sig med at det er nødvendigt for at redde liv, der ellers vil komme i fare pga. klimaforandringer. ”Det nødvendige forsvar er et juridisk forsvar, der bruges i visse situationer, hvor handlinger, der normalt vil betragtes som ulovlige, er berettigede, fordi de var nødvendige for at forebygge større skader eller trusler. F.eks. hvis en person bryder ind i en bygning for at redde nogen, der er i umiddelbar fare, så kan de bruge det forsvar til at argumentere for, at deres handlinger var berettigede … Da klimaforandringer truer vores planet, er det juridiske nødvendigheds-forsvar blevet mere udbredt blandt miljøaktivister og de advokater, der arbejder med klima-retfærdighed.”

Ovenfor skrev jeg, at de, der søger efter et kompromis, ikke for alvor forstår de kræfter, der er på spil. Den kommentar er ikke en fordømmelse af de alvorligt mente forsøg fra manges side på at finde nye energikilder og se på nye måder at indrette energiforsyningen på i fremtiden. Det er bare en pointe som man er nødt til at erkende, før vi for alvor kan gøre fremskridt. Dommedags-snakken må standses, før vi kan få den mindste sammenhæng i den globale energipolitik (hvis politik overhovedet er det rigtige ord).

Så sandt som det er sagt. Klimasagen er præget af en dogmatisk tro, der er så stærk, at den berettiger alverdens mærkelige handlinger: Tilsvining af modstanderne, benægtelse af selv åbenlyse fakta og en totalt ubegrundet overbevisning om (vedvarende energi) løsningernes realisme. CLINTEL’s nye rapport viser, hvordan fænomenet i den grad gennemsyrer f.eks. IPCC, der i sin seneste rapport – i ”sagens” tjeneste ikke viger tilbage fra manipulation, løgn og det, der er værre.