Her er en let forkortet oversættelse af en artikel skrevet af Linnea Lueken fra hjemmesiden Climate Realism.
En nyligt udkommen artikel i OilPrice.com forklarer, hvorfor vindenergi er tabsgivende. Artiklen giver nogle detaljer vedrørende de økonomiske barrierer, som vindindustrien er løbet ind i. Problemer med leverancer, inflation, formentligt den høje pris på fossile brændstoffer og andre vanskeligheder har resulteret i milliardtab i dollars. På trods af dette er vindmølleselskaberne ikke bekymrede for at gå fallit, primært fordi regeringerne i forbindelse med netto-nul-målene forlanger, at der opstilles flere vindmøller til elforsyningen, og de er klar til at give rundhåndet støtte.
Artiklen i OilPrice.com påpeger, at på trods af massive investeringer og regeringsvedtagne byggeprojekter, der har medført en kraftig vækst i vindindustrien, ”har selskaberne fundet ud af, at det er svært at omsætte vindenergi til økonomisk overskud”.
I juni i fjor blev det meddelt, at nogle af Verdens største vindmølleselskaber kæmpede med store tab. Vestas, General Electric (GE) og Siemens Gamesa stod alle over for ekstremt høje råvare- og logistik-omkostninger efter pandemien, hvor forsyningerne blev forstyrret. Det kom efter et våbenkapløb, hvor man konkurrerede om at bygge de højeste og mest effektfulde vindmøller uanset omkostningen, bare for at komme foran de andre.
Der var tab hele vejen rundt i 2022; 2 mia. dollars for GE’s vedvarende energi-division, 1,68 mia. $ for Vestas og Siemens tabte knap en milliard.
Selskabernes fortsatte optimisme er ikke mindst forårsaget af regeringernes efterspørgsel baseret på løfter om investeringer i stor skala og nye støtteordninger, der holder humøret oppe i vindindustrien. Vi kan forvente endnu flere støtteordninger i forbindelse med vindenergien i hele Verden i takt med, at andre lande og regioner vedtager deres egen klimapolitik.
Vindindustriens tab er imidlertid ikke så overraskende, når man tager produktets egne ustabilitet med i betragtning. Mange gange har vi påpeget vindenergiens manglende evne til at levere det ønskede til kunderne.
Klima-alarmister og fortalere for vedvarende energi gentager ofte påstanden om, at vindmøller, eller vedvarende energi i almindelighed, er billigere end fossile brændstoffer, men realiteten er en anden. Vindenergiens fluktuationer fører til større omkostninger for net-operatørerne. Samtidigt er levetiden for vindmøllerne betydeligt kortere end producenterne hævder. I en af staten Oregons største vindmølleparker, Bigelow Canyon, bryder møllerne sammen så ofte, at de kun overlever i halvdelen af den påståede levetid. Parken producerer 27,6 procent af kapaciteten. Hertil kommer, at når vindmøllerne ikke kører, må strømmen komme fra andre kilder, oftest fra fossilt fyrede kraftværker. Men omkostningerne ved at holde sådanne kraftværker i reserve eller at have dem til at køre på nedsat kapacitet bliver ikke pålagt vindmølleparkerne, som de ellers burde.
Det står klart, at vindmølleparker har enorme investeringsudgifter på forhånd til bygning og installation af møllerne. Disse omkostninger stiger hurtigt p.t. pga. dyrere materialer, energi, levering og generelle handelsproblemer i Verden.
Trods deres enorme tab fortsætter disse virksomheder med at eksistere, helt og holdent pga. indgriben fra det offentliges side, i form af tilladelser, skattenedslag, ejendomsskattefritagelse, subsidier, garanteret dækning af omkostninger fra strømkundernes side og andre former for støtte. Som vi tidligere har nævnt: ”Uden statsstøtte og tilladelser ville vind- og solenergi primært være en luksusvare for de velhavende.”
Offentligheden skylder medier som OilPrice.com taknemmelighed, fordi de fortæller om de høje omkostninger og begrænsede fordele ved vindenergien. Desværre betragter de fleste medier vindenergien gennem ”rosenrøde briller”, hvilket forvrænger vindens virkelige omkostningsniveau. Hvis teknologien virkelig var så fantastisk, så burde den kunne konkurrere i markedet uden fortsat offentlig støtte.
Og herhjemme er det netop i skrivende stund kommet frem, at projektet med energiøen på Bornholm vil kræve 30 milliarder kr. i statsstøtte. Så meget for vindkraftens konkurrencedygtighed i et frit marked.
Danish
Søren du skriver:
“Men omkostningerne ved at holde sådanne kraftværker i reserve eller at have dem til at køre på nedsat kapacitet bliver ikke pålagt vindmølleparkerne, som de ellers burde. ”
Jeg er helt og aldeles enig. På nær nogle få rabiate nulvækst fanatikere er vel alle andre enige om, at der skal være strøm i elkontakterne hele tiden. For at samfundet kan disponere sikkert og økonomisk fornuftigt må det vel være sådan, at der for meget store samfundskritiske elproducenter, der periodevis ikke kan levere el, så bør disse have et ansvar for at sikre et nærmere defineret minimum back up fra anden leverandør. Dette kunne være en form for et energilager drevet af elproducenten, eller som Søren skriver betale et konventionelt kraftværk for de ekstraomkostninger, der er forbundet med at stå stand by.
Organiseres den grønne omstilling på denne måde opnår vi dels en god forsyningssikkerhed og samtidigt får vi styr på hvad de grønne energianlæg egentlig kan og hvad de koster, hvilket vil være en god hjælp for samfundets beslutningstagere og de investorer, som skal finansiere det hele.