Vi hører til stadighed, at Svalbard oppe i Barentshavet nord for Norge er et af de steder, hvor temperaturen er steget mest de sidste 50 år. Det skyldes naturligvis den globale opvarmning og har resulteret i kraftige nedgange i mængden af havis. Manglen på is har så truet isbjørnene, der snart forventes at forsvinde fra Svalbard – dog først efter i desperation at have forsøgt at udplyndre Longyear-byen for spiselige ting og slået et par turister ihjel undervejs.
Men passer påstanden med havisen? Det har Susan Crockford skrevet en interessant artikel om på sin hjemmeside polarbearscience.com.
Den kritiske tid for isbjørnene mht. havis er perioden februar-juni. Det er her, de fanger sæler og bygger fedtdepoterne op igen efter vinteren. Sælerne opholder sig på isen, hvor de får unger og passer dem der. Både unger og de voksne sæler er føde for isbjørnene.
Det viser sig nu, at havisens udbredelse om foråret omkring Svalbard i de seneste år ligger meget tæt på, hvad den var i 1970-erne. Fig. 1 viser isens udbredelse i april den gang, læg mærke til hvordan Grønlands sydøstlige spids er næsten isfri.
Havisen omkring Svalbard i år har siden marts ligget tæt på gennemsnittet for 1991-2020, se fig. 2. Der er således ikke udsigt til mangel på is i resten af forårssæsonen, så isbjørnene lider ingen nød.
En forsker, Degroot har kigget på hvalfangst tilbage i 1600-tallet, hvilket var midt i Den Lille Istid. Alligevel var der allerede i starten af april isfrit omkring flere af Svalbards store øer, se fig. 3. Hvalerne søgte den gang i stort antal ind i Smeerenburgfjorden i den nordlige ende af Spitzbergen.
I skrivende stund i år, 10. maj, er den bugt stadigvæk helt lukket af is, fig. 4.
Susan Crockford konkluderer, at der har været store variationer i dækket af is omkring Svalbard gennem århundrederne, nogle årtier havde kun lidt is, andre meget. Lige nu er der mere is, end der var i mange år i 1600-tallet. Sammenhægtning af Svalbards is med de nuværende ”klimaforandringer” giver dermed ingen mening.
Danish