I alle de store planer for at opnå netto-nul i CO2-udledninger, f.eks. fra IPCC, Klimarådet, IEA osv., spiller opsamling og deponering af CO2 i undergrunden (på engelsk kendt som CCS – Carbon Capture & Storage) en betydelig rolle. IPCC talte således om, at det kunne blive nødvendigt at fjerne 5-10 milliarder tons CO2 pr. år, for at holde de globale temperaturer under de politisk vedtagne grænser på 1,5 eller 2 grader celsius.
Indtil videre er vi ikke kommet så langt. Den totale opsamling af CO2 ligger på ca. 45 millioner tons pr. år, og en stor del kommer fra oprensning af naturgas, der ofte indeholder en del CO2, se fig. 1. CO2-en bruges til levnedsmidler og i den kemiske industri, men den største anvendelse er nedpumpning i oliefelter for at forbedre udbyttet af olie og gas. Det er en økonomisk meget fordelagtig proces, som rigeligt betaler for de høje omkostninger ved CO2-håndteringen.
Men opsamling og deponi genererer som bekendt ingen indtægter, og derfor må der statsstøtte eller statslig tvang til. Den amerikanske miljøstyrelse, EPA, der er meget aktivistisk, har således planer om at indføre regler for udledningerne fra kraftværker, der vil tvinge dem til at installere CO2-opsamling – eller omstille sig til brintfyring, baseret på brint, der ikke findes.
Der er igangsat en række projekter med CO2-opsamling, og der er ambitiøse planer for de kommende år, hvor man taler om op til 300 nye anlæg. se fig. 2. De nuværende anlæg i drift har været plaget af praktiske problemer, de er blevet dyrere end budgetteret og fungerer dårligere end forventet (f.eks. mht. procenten af udledningerne fra en skorsten, der faktisk fanges).
Transporten af CO2 fra opsamling til deponi er et separat problem. Helst vil man gøre det via rørledninger, men de støder på megen lokal modstand, da folk er bange for at rørene springer læk.
Den amerikanske stat Wyomings lokale regering vedtog i 2020 en lov, der forlangte, at de lokale elværker inden 2030 skulle producere 20% af deres elektricitet med brug af CO2-opsamling. Det fik de lokale elselskaber til at protestere. Det ene selskab påpegede således, at tilføjelse af CO2-opsamling på to af kraftværkerne ville koste i alt 980 millioner US$, hvilket er 3 gange den oprindelige investering i værkerne. Et andet selskab konkluderede, at opsamlingen ikke var økonomisk mulig på nuværende tidspunkt.
Man må ikke være blind for, at det drejer sig om kolossale mængder, der skal håndteres. Det engelske kraftværk Drax afbrænder på den skammeligste vis kolossale mængder af biomasse, svarende til 2/3 af det samlede energiforbrug. Værket får hver dag leveret 475 jernbanevogne fyldt med træpiller, 20.000 tons i alt. Hvis nu al CO2-en fra værket skulle opsamles og køres bort, ville det kræve det dobbelte antal jernbanevogne eller næsten 1000 tankvogne. Hver dag!
IEA har som nævnt store planer, der tales om at 9 % af Verdens CO2-udledninger i 2050 skal opsamles og deponeres. Det vil kræve, at der hvert år fra nu af og frem til 2050 bygges og idriftsættes 70-100 store opsamlingsanlæg. Det kommer jo ikke til at ske, uanset hvor mange milliarder den Vestlige Verdens regeringer vil kaste efter det.
CO2-opsamling og deponi giver slet ikke mening og kommer aldrig til at gøre det. Det koster ufatteligt mange ressourcer, og vi når aldrig op i et omfang, hvor det giver synlige resultater på atmosfærens indhold af CO2 – og dermed vil det naturligvis slet ikke få nogen indflydelse på klimaet.
Tak til Masterresource.org
Danish
Jeg sidder og læser din artikel og tænker så, at hvis man fjerner CO2 fra luften frigives der så ikke bare mere fra havet, tænker der er en vis balance selvfølgelig afhængig af havets og luftens temp??
Jo, i sidste ende kunne massiv kulstofopsamling få indflydelse på balancen mellem hav og atmosfære. Men så langt når vi aldrig, CO2-opsamlingen når ikke et niveau, hvor den kan gøre den mindste forskel, hverken på det ene eller det andet.
Omdan ørkener til skove og marker. Fyld smeltevand fra polerne på tankskibe og sejl det rene usaltede vand hen til hjælp.