Den 19. april stillede statsminister Mette Frederiksen sig op og fortalte, at Danmark vil nå klimamålene for 2025. Her skal vi have reduceret CO2-udledningerne med 50-54% i forhold til 1990-tallet. Målopfyldelsen bedømmes ud fra gennemsnittet af årene 2024-26, så allerede om 7 måneder skal vi i gang med at levere. Og lige p.t. ser det lidt sort ud, i 2021 var reduktionen kun på 41% (se fig. 1), og 2022-tallene, der ikke er offentliggjort endnu, ser ikke så lovende ud, specielt ikke da vi fik godt gang i kulkraftværkerne i løbet af vinteren.
Men nu begynder tvivlen også at melde sig officielt. Energistyrelsen var ikke så positiv i sin vurdering, og som ”tak” fik den frataget opgaven med at skrive de årlige evalueringer af målopfyldelsen. Den aktivitet overtages nu af vindmøllelobbyisten Lars Aagaards klimaministerium. Så er den i bedre hænder.
Andre deltagere i debatten er også begyndt at udtrykke deres tvivl. Det er beskrevet i en længere artikel i Berlingske d. 21/5. Her Sebastian Mernild:
Det ser svært ud, og det ser bekymrende ud. Det er der ingen tvivl om. Vi har travlt, og vi er i det røde felt i forhold til mange af de selvforstærkende effekter, tipping points, der er ved at ske, og som forventeligt vil gøre tingene endnu varmere og få udviklingen til at gå endnu hurtigere. Jeg mener, at udviklingen er meget bekymrende.
Tror hr. Mernild virkeligt, at det globale klima kan undgå hans frygtede ”tipping points”, bare vi i lille Danmark når et teoretisk klimamål i 2025? Vi har jo ingen som helst indflydelse på det globale klima, eller hvad?
Og så en politiker fra Enhedslisten, Mai Villadsen:
Regeringen er alt for optimistisk i sine antagelser til gavn for sig selv … men ikke til gavn for klimaet. …samtidigt overser den fuldstændigt, at klimakrisen kræver handling ud over det sædvanlige. Det undrer mig meget, at man fra regeringens side kan stå og fortælle, at man får gåsehud over sin egen indsats, når man samtidigt ikke kan opdrive en ekspert, som mener, at dét, der sker, er tilstrækkeligt.
En anden politiker, Signe Munk fra SF er også utålmodig. Hun kan se, at 2025-målet ikke nås, og 2030-målet er også i fare:
Vi er fem minutter før klimaeksamen, og det frustrerer mig helt vildt, at regeringen endnu ikke har indkaldt til forhandlingerne om yderligere klimatiltag.
Lars Gårn Hansen fra det Miljøøkonomiske Råd er også meget utilfreds, og peger på, at der skal tages hårdt fat i både landbruget og industrien, med f.eks. høje afgifter, før det for alvor batter noget. Det skal for alvor til at gøre ondt på nogen. Mernild:
Det handler ikke længere om at høste de nemme frugter, men om hvordan vi omstiller samfundet væk fra drivhusgasser til grøn energi. … Både i et dansk og et internationalt perspektiv er vi på vej i det røde felt med temperaturstigninger langt over Paris-aftalen, og det vil … gøre kloden varmere i et endnu hastigere tempo med endnu vildere vejr.
Igen er hele klimakrisen Danmarks ansvar og problem.
Tænketanken CONCITO er ligeledes bekymret og anbefaler ”her og nu” en forhøjet dieselafgift og en accelereret indsats i landbruget.
En stor del af problemet er alle de beregnede udledninger, hvor vi ikke bare kan måle, men må sjusse, gætte og bruge modelberegninger. Det er her, man kan pynte på tallene og måske skåne bl.a. landbruget for de mest alvorlige skader. Herom udtaler en professor på DTU, Charlotte Scheutz:
Det er nemt, når vi snakker fossile brændsler som gas og olie, fordi vi nogenlunde ved, hvor meget der bliver brændt af. Men det er rigtigt svært, når vi snakker udledning af metan, lattergas og optagelse af CO2. Når vi ikke kender vores udledninger, er det også svært at vide, hvor meget vi skal reducere, hvad det vil koste, og hvor tæt vi er på målet.
Vi får at vide, at de danske biogasanlæg i mange tilfælde er utætte og lukker en masse metan ud i atmosfæren. Biogas er jo ellers på papiret en klimagevinst, men hvis tabet af metan er stort nok, er anlæggene faktisk en klimabelastning i stedet. Det er ikke nemt at være grøn.
Klimarådet mener generelt, at for mange af regeringens klimatiltag kun findes på papiret, og ikke har nogen effekt på atmosfæren, som ”klimaet ellers har brug for”.
En stor del af udledningerne er stadig kun på papiret, fordi de mangler at blive implementeret … Det er en katastrofe for klimaet og Danmarks position som foregangsland.
Klimarådets formand, Peter Møllgaard bliver spurgt om, hvorvidt Danmark stadigvæk er at betragte som et foregangsland. Han svarer bl.a.:
På nogle områder er Danmark langt fremme. Selvom vi langtfra er færdige, er vi lykkedes med at få en pæn portion vindenergi ind i vores elsystem for at nævne et eksempel på noget godt.
Omvendt er der også ting, vi kunne gøre bedre. Vi bruger for eksempel rigtig meget biomasse, og det forbrug skal sænkes i fremtiden. Det er, fordi vores store forbrug af biomasse ikke er bæredygtigt i global skala.
Mølgaard har ret mht. biomassen, men uden den ville Danmarks reduktioner se helt latterlige ud. Så træpilleimporten er der ikke megen politisk vilje til at gøre noget ved. Til gengæld er den pæne portion vindenergi mere end rigeligt til at skævvride vores elforsyning, og flere vindmøller (og solceller) vil kun gøre det værre.
Mølgaard mener, at vi skal sætte tempoet op på reduktionerne og det af to årsager:
Fordi tidlige reduktioner øger sikkerheden for målopfyldelse, men først og fremmest, fordi klimaet har brug for reduktioner her og nu på den helt korte bane.
Man står tilbage med en fornemmelse af, at disse aktører på den offentlige scene befinder sig i en parallel verden, en boble, hvor Danmarks rolle som foregangsland er altafgørende for klimaets, Jordens og menneskehedens fremtid. Hvis vi ikke når 2025-målet, vil vi brase forbi diverse ”tipping points” og klimaet vil bryde sammen. Det er et stort ansvar, vi har påtaget os, og det er selvfølgeligt det rene nonsens. Klimaet er ikke det mindste afhængigt af, hvad vi gør, og vores rolle som ”foregangsland” kan hurtigt fordufte, hvis resten af Verden kan se lille Danmark forarme sig selv og forringe befolkningens levevis. Hvorfor skulle de følge i det spor, når der reelt ikke er nogen klimakrise, der skal bekæmpes?
Men vi nærmer os stærkt det punkt, hvor boblen formentligt brister, og de toneangivende må se i øjnene, at de ikke har befolkningerne med sig i deres klima-fantasterier. Det er givetvis derfor, at bl.a. den danske regering slæber på fødderne, når det drejer sig om tiltag, der vil ødelægge landbruget eller industrien. Der er stadigvæk ansvarlige folk i regeringens indercirkler, der kan holde hovedet koldt. Vi ser en tilsvarende udvikling i både Tyskland og Frankrig.
Skal vi ikke til sidst give ordet til Enhedslistens Mai Villadsen, som nok lidt ufrivilligt kommer til at give udtryk for visdom:
Man må sige, at den selvudråbte position som foregangsland er et overstået kapitel.
Danish
Det er godt, at regeringen holder igen. Så kan de værste ulykker for samfundsøkonomien måske undgås. For det er forhåbentligt rigtigt, at opbakningen til disse landsskadelige initiativer på klimaområdet er ved at forsvinde.
Hvad der skulle have været en debat om, hvordan vi imødegår fremtidens udfordringer i forhold til at imødekomme de problematikker, der vil opstå med et klima i forandring, har det udviklet sig til en fuld alarmistisk debat, hvor vi kun kan undgå dommedag, hvis vi indfører skrappe krav og restriktioner, mere statslig kontrol og til sidst direkte formynderi.
For mig at se startede trenden under coronapandemien, hvor eksperter fik uanet magt til at forme de politiske beslutninger ud fra den snæver ramme, der hed at undgå smitte.
Nu er missionen for en hver pris at sænke CO2-udslippet i Danmark med 70% uden nogen reel evidens for at det vil have nogen effekt på det samlede udslip på globalt plan. Eller om det vil skabe negative effekter som skubber udledningerne andre steder hen. Selv toneangivende klimaforskere tror ikke på Paris-aftalen mere. Ideen om at være et forgangsland, og at det vil trække alle andre i den samme retning, er utrolig naivt. Alle burde opgive den tankegang.
“Men nu begynder tvivlen også at melde sig officielt. Energistyrelsen var ikke så positiv i sin vurdering, og som ”tak” fik den frataget opgaven med at skrive de årlige evalueringer af målopfyldelsen…”
i Tyskland breder tvivlen/modstanden sig ligeledes:
“Nein til varmepumper – svigter tyskerne klimaet?”, en ganske interessant udsendelse:
https://www.dr.dk/lyd/p1/verden-ifoelge-gram/verden-ifoelge-gram-2023-05-24
I berlingeren i dag kan man læse, at de danske satsninger på grøn brint (elektrolyse) og produktion af grønne brændstoffer er stærkt forsinket med flere år. Årsagen menes at være usikkerhed om økonomien og specielt hvor meget statsstøtte, man kan regne med. Her spiller EU en afgørende rolle – og de har ikke ligefrem travlt med at få sat regler for hvordan og hvor meget statsstøtte de grønne projekter skal have. EU er også i tvivl om, hvad grøn brint er, så det skal også lige sættes på plads.
Dette har nu forårsaget at villige investorer har vendt blikket mod USA, hvor præsident Biden har sat fuld speed på det grønne. De Europæiske projekter er derfor for investorerne blevet mindre interessante i forhold til de amerikanske, hvor der f.eks. åbenbart påtænkes at støtte med 3 US dollar pr. kg grøn brint produceret.
Risikoen for at Danmark mister retten til at kalde sig grønt foregangsland er afgjort stor. Den massive ikke-bæredygtige afbrænding af importeret træ trækker også ned, hvilket Klimarådet heldigvis er klar i mælet om. Hvis EU ændrer reglerne for biomasse, således at den CO2 der udledes fra biomassefyrede kraftværker også skal tælles med, vil gennemførelsen af klimaloven blive helt umulig. Sker dette vil et betydeligt internationalt prestigetab for danske topklimaforskere være svært at undgå.
Set i det lys er det ikke så underligt, at Danmarks rolle i at undgå tipping points og medfølgende klimakatastrofer tales op af klimaforskere og deres politiske støtter til et absurd niveau.
Tak for dit indlæg Søren. Du kan godt tage Holland og flere med. I Holland mest fordi de er ved at nedlægge landbruget.