I 2022 var Danmarks elforbrug i gennemsnit 3919 MW. Vind + sol ydede i gennemsnit 2407 MW. Så vi behøver bare at multiplicere vind og solkapaciteten med en faktor 1,6 for at være 100% forsynede med grøn strøm.
Tallene er baserede på Energinet.dk’s timeangivelser for produktion og forbrug af elektricitet, så de burde være rigtige nok. Men de repræsenterer bare ikke hele sandheden.
Følger man Djævelen ned i detaljen finder man at der var 7244 timer, hvor der var vind og sol i underskud, og 1516 timer, hvor der var vind + sol i overskud.
Underskuddet var i gennemsnit 1632 MW, men dette varierede stærkt. Da det var størst, var elforbruget 5385 MW større end ydelsen fra vind og sol.
Og da overskuddet af vind + sol var størst, var det på 2609 MW.
Hvad så hvis vi forøger vind og sol med en faktor 4?
Så vil der på basis af tallene fra 2022 være 6981 timer, hvor der er vind og sol i overskud. Et kraftigt varierende overskud. Gennemsnittet vil være 6032 MW, og når det er størst 22.436 MW. Til sammenligning er Tysklands gennemsnitlige elforbrug omkring 55.000 MW. Så det bliver nok ikke lige så let at afsætte dette overskud.
Og selvom vi skulle gennemføre den tænkte forøgelse i vind og solkapacitet, vil der stadigvæk være timer med underskud. Og ikke ganske få, som Klimarådet skriver men 1779 timer per år. Hver femte time, hvor strømmen må komme andetsteds fra.
Tallene ovenfor er naturligvis hypotetiske. For det første er der ikke to år, der er ens. Desuden burde det være utænkeligt at begynde at producere i gennemsnit ca. 10.000 MW, hvor det nuværende strømforbrug er ca. 4000 MW, uden at vi forøger forbruget af elektricitet. Og her vil Nissen flytte med og garantere, at der vil blive flere timer, hvor vind og sol ikke producerer tilstrækkeligt.
Figur 1- 3 ovenfor viser time for time eloverskuddet i 2022, hvis man havde haft fire gange så meget vindenergi og 4 gange så meget solenergi.
Man erindrer, at Danmarks elforbrug i 2022 i gennemsnit var omtrent 4000 MW. Og Tysklands ca. 55.000 MW.
Man kan vel konkludere, at det ville være sjovt at handle med elektricitet med en sådan elforsyning. Men ikke ret sjovt at være produktionschef i en hvilken som helst virksomhed, når elforsyningen varierede som vist i figur 1-3.
Figur 4- 6 ovenfor viser, hvor meget elunderskuddet ville have været i 2022, hvis man havde haft fire gange så meget vindenergi og 4 gange så meget solenergi.
Klimarådet skriver i sin rapport fra Maj 2023, at man ved den planlagte udbygning af vind og solenergi kun vil mangle elektricitet i ganske få timer om året. Vi finder, igen på basis af tal fra 2022, at disse ganske få timer ville være 1779. En femtedel af årets timer.
Vi er ikke kraftværksteknikere. Man hører ofte, at atomkraft ikke vil egne sig til at spille sammen med dansk vindkraft. Det skal nok være rigtigt. Til gengæld vil man kunne indvende, at vindkraft ikke egner sig ret godt til at spille sammen med elforbruget.
Den eneste hidtil kendte elforsyning, der kan spille sammen med vindkraft er vandkraft. Desværre er vandkraft ikke en ubegrænset ressource.
Kommentarer
- Man vil måske hævde, at man med moderne havvindmøller vil få en meget mere stabil elforsyning. Denne påstand forekommer helt utroværdig. Jvf. figur 7 ovenfor.
- Fremtidens elforbrug vil se anderledes ud.
I det mindste må det forventes at blive højere. Dette vil nødvendigvis forøge antallet af timer, hvor vind og sol ikke rækker. - Man kan fremstille brint ved overskud af elektricitet. Javist, men gasturbiner der kan køre på brint alene eksisterer ikke. General Electric annoncerer at man vil have en gasturbine til brint klar i 2030!
- Under alle omstændigheder vil energitabet ved proceduren iflg. foranstående være betragteligt. Lageromkostningerne for brint vil være helt uoverskuelige.
Nu er det jo ikke sådan, at der er nogen, der påstår, at sol og vind skal kunne dække Danmarks elforbrug 100% 24 timer i døgnet 365 dage om året, så jeg forstår ikke rigtigt, hvor du vil hen med dit indlæg. Vores elsystem er jo bygget op omkring meget stor mulighed for udveksling med f.eks. Norge og Sverige (primært hydro)
Det vi ved er:
1) Når der er masser af sol og vind, har vi ekstremt lave elpriser i DK.
2) Danmark har – trods den høje VE-penetration – en af de største forsyningssikkerheder for strøm.
En firdobling af sol/vind vil derfor både medføre gennemsnitligt lavere priser på strøm og færre timer, hvor vi er nødt til at importere på sælgers vilkår.
Problemet er netop, at ved en firedobling kan import/eksport ikke mere fungere som udjævning af vores elforsyning. Vi har alt for meget til eksport, når solen skinner og det blæser godt – og vi kan ikke få dækket vores importbehov, når det for alvor kniber. Det er jo ikke min påstand, men Klimarådets – og derfor taler de om 3-7 GW gaskraft (gys!) som backup.
Meget fint overblik og gennemgang af skævheder mellem produktion og behov. Jeg har nappet en del af artiklen og brugt den i en kommentar til den netop afholdte debat om atomkraft i Folketinget.
SUPER hr Koster
Det er godt og nødvendigt, at der er nogle, der gør noget.
Tak for det.