Potsdam Institut für Klimafolgenforschung, PIK (Potsdam Instituttet for Klimafølge-forskning) er altid god for en alarmistisk fanfare eller ti. Nu har PIK udgivet en artikel om afsmeltningen i Grønland. Arbejdet er naturligvis baseret på klimamodeller og kæder afsmeltningen sammen med vore totale udledninger af CO2 i atmosfæren gennem tiderne.
Lige nu er vores samlede udledninger godt 500 milliarder tons (Gt). Når vi passerer 1000 Gt vil vi nå det første tipping point (væltepunkt), hvor afsmeltningen tager fart. I den situation vil en del af Sydgrønlands indlandsis smelte og det vil føre til havstigninger på op til 1,8 m. Afsmeltningen vil dog foregå over flere 100 år.
Endnu værre går det, hvis vi i alt får lukket 2500 Gt CO2 ud, så vil hele Grønlands indlandsis ende ud i verdenshavene, der vil stige med 6,9 meter. Den afsmeltning kan ske, bare temperaturen stiger 1-3 grader over den nuværende. Processen kan tage flere tusinde år, men forskerne advarer om, at den ikke er til at standse, når først den er gået i gang. Så selvom vi bygger ufatteligt mange vindmøller og opsuger en masse CO2, kan vi ikke få Grønland til at fryse til is igen. En genfrysning vil kræve et CO2-indhold, der er lavere end det førindustrielle, dvs. 280 ppm.
Artiklen maler situationen op i meget dystre farver. Man har fået computeren til at beregne, hvor meget is der vil være, hvis den er i ligevægt med temperaturen og dermed CO2-indholdet. Ud af computeren kom så svaret, at allerede ved 320 ppm CO2 og en temperatur på 0,6 grader over ”førindustrielt niveau”, det var tilstanden omkring 1950, vil ligevægtsmængden af is være mindre, end den er aktuelt, se fig. 1. På nuværende tidspunkt, med 420 ppm i atmosfæren skulle to tredjedele af isen være smeltet, hvis der var ligevægt. Det er der jo så heldigvis ikke, men det er kun en stakket frist, må vi forstå.
Heldigvis vil det tage flere tusinde år at nå disse ligevægtstilstande, og i mellemtiden vil havet have opsuget noget af CO2-en hvilket vil hjælpe os. Det er her, vores redning ligger. Hvis vi bare kan reducere vores yderligere udledninger af CO2 hurtigt nok, vil dette havets udtræk fra atmosfæren foregå hurtigere end afsmeltningen i Grønland, og de to vil mødes på et ligevægtspunkt, der er mindre slemt, end hvis al vores CO2 blev i atmosfæren til evig tid.
Som læseren nok kan se, er vi ude i noget ekstremt teoretisk skoleridt, med computersimuleringer, der rækker mange tusinde år frem i tiden. Inden da er den næste istid jo nok kommet, og så kan det hele være lidt lige meget.
Men der er også nogle praktiske ting, som åbenbart ikke forstyrrer tænkningen i PIK. Temperaturen i Grønland var højere omkring år 1000, i Den Middelalderlige Varmeperiode, det var den gang nordboerne slog sig ned der oppe og kunne dyrke korn. Havniveauet var omtrent som i dag, og der skete ikke nogen større afsmeltning fra indlandsisen. Siden blev det bitterligt koldt igen deroppe, og nordboerne bukkede under, på den ene eller den anden måde. I dag kan man ikke dyrke korn i Grønland.
PIK-folkene glemmer vist også, at for at sne og is skal smelte, skal temperaturerne være over nul grader. Ikke bare under en kortvarig varmebølge, men i gennem længere tid. Det er ikke tilfældet oppe på indlandsisen, her er der altid minusgrader, og selvom temperaturen måske er steget en grad eller to, er der stadigvæk minusgrader og så er der ikke meget, der smelter.
Hertil kommer, at ved de let forhøjede temperaturer kan man forvente et større snefald, og dermed bliver der lagt til indlandsisen hvert år. Det er ikke små mængder, vi taler om her. Under Anden Verdenskrig nødlandede et amerikansk fly på indlandsisen. Det forsvandt, men er for nyligt blevet genfundet, dækket af mere end 80 meter sne og is, se fig. 2.
Grønlands massebalance har vist en opbremsning i netto-tabet af is, som det fremgår af tal fra Polar Portal og DMI, se fig. 3. Der er intet, der tyder på en accelererende afsmeltning, og det passer jo meget godt med havstigningerne, der heller ikke viser tegn på at accelerere og ikke har gjort det de seneste 100 år.
Men når man kun kigger på computerskærmen i stedet for ud i Verden, er det ikke sikkert at man fanger den slags praktiske detaljer.
Tak til Dave Burton, WUWT
Danish
Selv hvis denne tilsyneladende dystre tyske prognose skulle holde. Hvad siger grønlænderne så til, at deres land i løbet af de næste 1000 år bliver grønnere, varmere, rigere og beboeligt for mange flere mennesker i et uafhængigt, demokratisk land? De vil vel blive glade?
Hvorfor laver det tyske institut ikke i stedet for politiske klimaprognoser for deres eget Land eller Europa?
Ham Schellhuber (PIK) er vist helt uden nogen “stopklodser” og høvler bare deruda. En rendyrket “målet helliger midlet” mand og smider dermed al anstændighed over bord hvad angår viden om det der massetab af is fra Grønland. Den grønne kurve er det dynamiske massetab og har intet med lufttemperaturen at gøre, men en hel masse at gøre med den øgede vægt af is længere inde på den store gletsjer, som den det begravede fly vidner om.
Michael Thau: Præcis; men det er nok ikke kun PIK, der er i underskud med god forskning. Det gælder hele vejen rundt om IPPC-relateret forskning, der foregår i en computersimuleret osteklokke, der ingen forbindelse har til den målbare virkelighed uden for osteklokken.
“men det er nok ikke kun PIK, der er i underskud med god forskning”
– PIK kan altid give anledning til ‘gode’ overskrifter!:
https://ing.dk/artikel/klima-forsker-til-danskerne-jeres-13-millioner-svin-er-alt-mange
Her kan man læse om PIK – i noget bredere perspektiv:
“President Putin, PIK och berättelsen om klimatkrisen”
https://klimatupplysningen.se/president-putin-pik-och-berattelsen-om-klimatkrisen/
Som forsker er man udfordret af et krav om produktion af artikler til udgivelse i et eller andet fagtidsskift. Sker dette ikke, vil det institut man er ansat i ikke få tilført de nødvendige bevillinger til f.eks. forskerens løn.
PIK er måske pt. i underskud for god forskning og må så ty til reservestoffet?