Nyt om den globale temperatur

Fra Financial Post – 12. April 2023

Her følger en genfortælling af en artikel skrevet af Ross McKitrick, med underrubrikken: Et vigtigt klimastudie man ikke kommer til at høre om, da det udfordrer klimamodellernes beregnede temperaturstigninger.

En vigtig ny undersøgelse om klimaforandringer blev offentliggjort for nyligt. Jeg taler ikke om IPCC’s netop udsendte Sammendrag af deres 6. Vurderingsrapport, med dets meningsløse overskrift: ”Hurtig klimahandling kan sikre alle en fremtid, hvor de kan overleve”. Nej, det er bare meningsløs propaganda, der igen viser, hvor langt IPCC er gået væk fra sin oprindelige mission om at give objektive videnskabelige vurderinger.

Her henvises i stedet til en ny artikel i Journal of Geophysical Research-Atmospheres af en gruppe forskere hos den amerikanske Nationale Ocean- og Atmosfære-Administration (NOAA) ledet af Cheng-Zhi Zou, som præsenterer en ny satellitbaseret temperaturserie for den globale troposfære (målt i atmosfærelaget fra 1 kilometer op til cirka 10 km’s højde).

Troposfærens temperaturserie er blevet kraftigt debatteret af to årsager. For det første er det her, klimamodellerne siger, at effekten af opvarmning på grund af drivhusgasser vil være stærkest, især i midt-troposfæren. Og da det lag ikke påvirkes af byvarme eller andre ændringer af landoverfladen, er det et godt sted at observere et klart signal om drivhusgassernes virkning.

Siden 1990’erne har data fra både vejr-satellitter og vejrballoner vist, at klimamodellerne forudsiger for meget opvarmning. I en artikel fra 2020 undersøgte John Christy fra University of Alabama-Huntsville (UAH) og jeg outputtet af de 38 nyeste klimamodeller og sammenlignede deres globale troposfæriske opvarmningshastigheder over 1979 til 2014 med observationer fra satellitter og vejrballoner. Alle 38 viste for meget opvarmning, og i de fleste tilfælde var forskellene statistisk signifikante. Vi argumenterede for, at dette peger på en strukturel fejl i klimamodeller, hvor de reagerer for stærkt på drivhusgasser.

Men, og dette er det andet kontroversielle punkt, der har også været udfordringer for den observerede temperaturserie. Christy og hans medforfatter, Roy Spencer, opfandt den oprindelige metode til at udlede temperaturer fra mikrobølge-stråling målt af NOAA-satellitter i kredsløb siden 1979. For deres præstation modtog de megen ros, men den førte også til kontroverser, fordi deres satellitdata ikke viste nogen opvarmning. For omkring 20 år siden fandt forskere hos Remote Sensing Systems i Californien en lille fejl i deres algoritme, som, når den blev rettet, gav en opvarmningstendens.

Christy og Spencer indregnede RSS’s korrektion, men de to hold var efterfølgende uenige om andre spørgsmål, som f.eks. hvordan man skulle korrigere for satellitternes gradvise positionelle skift, som ændrer tidspunktet på dagen, hvor instrumenterne tager deres aflæsninger over de enkelte steder på jordoverfladen. RSS-holdet brugte en klimamodel til at udvikle korrektionen, mens UAH-holdet brugte en empirisk metode, hvilket førte til lidt forskellige resultater. Et andet spørgsmål var, hvordan man skulle sammensætte temperaturserierne, når en satellit tages ud af drift og erstattes af en anden. En forkert sammensætning kan indføre fejlagtig opvarmning eller nedkøling.

Til sidst var de to serier ens, bortset fra at RSS konsekvent har vist mere opvarmning end UAH. For lidt mere end et årti siden producerede gruppen ved NOAA, ledet af Zou, et nyt sæt data kaldet STAR (Satellite Applications and Research). De brugte de samme installerede mikrobølgesensorer, men nåede frem til en temperaturserie, der viste meget mere opvarmning end både UAH og RSS, såvel som alle de vejrballon-baserede temperaturserier. I forbindelse med en validering af klimamodellerne i et studie af McKitrick og Christy, hvor de også inkluderede STAR-temperaturserierne i den gennemsnitlige satellitbaserede temperaturserie, beregnede modellerne stadig en for høj opvarmning. Ikke desto mindre var det muligt at pege på den køligste af modellerne og sammenligne den med STAR-dataene og finde et match, hvilket var en livline for dem, der argumenterede for, at klimamodeller er inden for usikkerhedsintervallet for dataene.

Først nu – i det sidste nye studie – genberegner Zou og hans medforfattere STAR-serien baseret på en ny empirisk metode til fjernelse af tidsforskydninger og en mere stabil metode til sammenfletning af satellitoptegnelser. Nu er STAR meget tæt på UAH-serien – faktisk har den en lidt mindre opvarmningstrend. Den gamle STAR-serie havde en midt-troposfærisk opvarmning på 0,16 grader celsius pr. årti, men den er nu 0,09 grader pr. årti, sammenlignet med 0,1 i UAH og 0,14 i RSS. For hele troposfæren anslår de en opvarmning på 0,14 °C/årti.

Zous hold bemærker, at deres resultater “har stærke implikationer for tendenser i klimamodelsimuleringer og andre observationer”, fordi atmosfærens opvarmning dermed kun er halvdelen af den gennemsnitlige værdi, der forudsiges af klimamodellerne for samme periode. De påpeger også, at deres resultater er “konsistente med konklusionerne i McKitrick og Christy (2020), nemlig at klimamodeller generelt viser en for høj global opvarmning.”

I et andet forskningsstudie har Christy og matematikeren Richard McNider vist, at troposfærens opvarmningshastighed antyder, at klimasystemet kun kan være halvt så følsomt over for drivhusgasser, som gennemsnittet af de klimamodeller, der anvendes af IPCC til at forudsige fremtidig global opvarmning.