Energipolitik, Klimarealisme i medierne

Tysk harakiri

Tyskland har en vicekansler og energiminister fra Det Grønne Parti ved navn Robert Habeck. Alt tyder på, at hr. Habeck vil gå over i historien som en af de personer, der har gjort størst skade på den tyske nation. Det lyder voldsomt, men her skal refereres nogle hovedpunkter fra en artikel af Fritz Vahrenholt, som jo er kendt her på siden i forvejen, bl.a. for sin bog Unerwünschte Wahrheiten. Efter endt læsning vil de fleste nok være enige i ovenstående udsagn.

Lørdag d. 15. april (det er jo i dag!) bliver en stor dag i Robert Habecks liv. Her skal Tysklands tre tilbageværende kernekraftværker endegyldigt lukkes. Dermed er det slut med kernekraft – og dermed opfyldes en af De Grønnes hedeste drømme i gennem mange år.

Umiddelbart forekommer den beslutning lidt underlig i lyset af de seneste måneders begivenheder, hvor en stribe europæiske lande, heriblandt Sverige, har sadlet om, og nu vil satse kraftigt på kernekraften. Men ikke Tyskland.

Habeck har netop besøgt Ukraine, og hans værter fortalte ham, at de også satsede kraftigt på at drive deres kernekraftværker videre. Det syntes Habeck sjovt nok var ok, så længe værkerne kunne drives fornuftigt. Så Ukraine og alle andre steder er teknologien ok, men ikke i Tyskland. Det bør vække eftertanke hos de øvrige politikere.

Ellers er Tyskland i gang med den grønne omstilling på fuld kraft. Allerede 1/1 2024 bliver det forbudt at installere olie- eller gasfyr i nye huse. De skal alle have elektriske varmepumper i stedet. Ved salg af eksisterende huse med gasfyr, skal den nye ejer forpligte sig til at skifte til varmepumpe inden for 2 år.

Røster har været fremme om, at Tyskland næppe kan skaffe så mange varmepumper på så kort tid, og at der vil være en alvorlig mangel på kvalificerede montører til at sætte dem op. Et svar fra en af Habecks meningsfæller gik så på, at man måske i Tyskland så måtte lægge nogle færre fliser i en periode for at frigøre den nødvendige arbejdskraft. Som om at anlægsgartnere umiddelbart vil være kvalificeret til montage af varmeanlæg…

Men det er meget typisk for niveauet i klimakredsene, hvor den grønne omstillings nødvendighed overtrumfer alle praktiske hensyn.

Tyskernes elforsyning har i denne vinter været baseret på kul i kolossalt omfang, og CO2-udslippet pr. kWh produceret har ligget over 0,5 kg/kWh. Vahrenholt regner så ud, at et hus med naturgasfyr faktisk ikke vil give anledning til et større udslip, end et med varmepumpe, også selvom man tager i betragtning at sidstnævnte har en effektivitetsfaktor på 2,5-3.

Så ud over et skidt CO2-regnskab bliver hele omlægningen naturligvis rasende dyr, da mange ældre huse kun med besvær vil kunne opvarmes med varmepumpe, hvis de er dårligt isoleret og ikke har gulvvarme (det har de ikke). Dyrt for borgerne og dyrt for samfundet.

I den forgangne vinter havde Tyskland enorm glæde af sine kulkraftværker, som man kan se på figuren her. I første halvdel af december 2022 havde man en såkaldt dunkelflaute af 14 dages varighed, hvor sol og vind ikke leverede noget som helst.

Tysklands elforsyning i december 2022. Grå er vind, gul er sol. Brune er stenkul, brunkul og naturgas. Forbruget er den sorte kurve foroven. Kernekraftens bidrag er det røde felt i bunden. Kilde: Energy-Charts

Alligevel vil hr. Habecks næste skridt være at lukke 12 kulkraftværker i april 2024. Derefter vil risikoen for det store blackout i Tyskland være væsentligt forhøjet. Løsningen er så installation af ikke færre end 20 gigawatt nye gaskraftværker, men de vil først stå klar omkring 2030. Det vil nok lette lidt på situationen, men deres gasforbrug vil ligge i samme størrelsesorden som Tysklands nuværende forbrug til opvarmning. Den strøm, de vil levere, kommer til at svare meget godt til forbruget af alle de nye varmepumper. Så Tyskland vil hverken spare gas eller CO2-udledninger på den manøvre.

Der mumles så i krogene om, at man snart efter vil kunne erstatte gassen med ”grøn” brint, men ingen tror på, at man her når op i en produktion i 2030, der vil gøre den mindste forskel. Og i øvrigt forventes brinten at være ca. 4 gange så dyr som naturgas. Så der ville være endnu en regning klar til de hårdt plagede tyskere.

Forstemmende!

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Bent Sørensen

    Ja og samme dag, 15/4, udtaler adm. direktør i OK (til JP), at det fremover ikke kan lade sig gøre at købe el ved en fastprisaftale. Så de selskaber, der sælger os el, har indset at prissætningen i fremtiden er en umulighed. Produktion og priser på el vil fremover være kaotisk. Så køb et husbatteri og/eller en generator, hvis du vil sikre dig strøm i fremtiden.

    • Hans Henrik Hansen

      “…samme dag, 15/4, udtaler adm. direktør i OK (til JP), at det fremover ikke kan lade sig gøre at købe el ved en fastprisaftale”

      Jeg har hidtil (stædigt?) fastholdt en fastprisaftale, da jeg ikke ønsker at blive tvunget til at sidde med næsen i el-handlerens app for at se, hvornår vi kan koge kartofler, bage boller eller vaske tøj etc.!

      Det bliver jeg så åbenbart nu tvunget (‘nudget’) til at gøre! 🙁

      Og så skal vi jo forresten lige have in mente, at også transportprisen (‘nettarif’) varierer gennem døgnet, så det bliver fremover ganske kompliceret og belastende at holde styr på sin elregning!

  2. JENS JAKOB KJÆR

    Glimrende indlæg. Vi kan allerede nu begynde at skrive bogen “The Fall of the European Empire”.

  3. Mikael Thau

    Et par enkelte kommentarer trænger sig på.

    1. Habeck vil være en af de personer som har skadet Tyskland mest !
    Det er måske lige i overkanten når man tager i betragtning hvilket selskab Habeck vil konkurrere med.

    2. Det virker altså underligt at Tyskland overhovedet ikke vil anvende kernekraft. Det virker en smule fanatisk.

    3. Varmepumper i ældre huse kan blive dyrt og problematisk for de stakkels beboere. I min bekendtskabskreds har jeg flere eksempler på, at der på kolde dage køres med elpatronen fordi opvarmningen ikke kan gennemføres tilfredsstillende med den lave fremløbstemperatur. Skruer man op for temperaturen fordufter økonomien i den blå luft. Alternativt må man nøjes med en 17 – 18 grader i stuen.

    4. At nedlukke kulkraftværker flere år før nye kraftværker sættes i drift er direkte uansvarligt. Det er virkelig underligt hvis sådan procedure igangsættes specielt set i lyset af, at det kun er et halvt år siden at Tyskland måtte kæmpe med det russiske gaskollaps !!!?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*