Dommedagsforkyndere

I rollen som klimavidenskabens største hovedpine er dommedagsforkynderne ved at overtage fra klimabenægterne. Det er budskabet i en artikel offentliggjort i The Washington Post, hvor emnet er hvordan FN-rapporter og forvirrende overskrifter skaber en generation af folk, der ikke mere tror, at klimaforandringerne kan stoppes.

Det kan de jo heller ikke, men det kommer der ikke nogen katastrofe ud af, som vi så ofte har set her på siden. Washington Post’s artikel rummer imidlertid nogle ganske interessante elementer, og her følger et resumé af de mere relevante dele:

Under indflydelse af en flodbølge af ildevarslende rapporter, som f.eks. IPCC’s seneste, og tilhørende overskrifter i medierne, er der en voksende flok mennesker, der tror, at klimaproblemet ikke kan – eller ikke vil – blive løst i tide for at undgå det totale sammenbrud af samfundet. Disse mennesker kendes som ”dommedagsforkyndere” (eng. doomers). Nogle klimaforskere frygter nu, at disse menneskers kapitulation kunne underminere bestræbelserne på at gennemføre en grøn omstilling, og derved er den lige så farlig som klimabenægteri.

Det er fair at sige, at på det seneste har mange af os klimaforskere brugt mere tid på at diskutere med dommedagsforkynderne end med benægterne, siger Zeke Hausfather, klimaforsker kendt fra tidligere artikler her på siden.

Der findes flere varianter af dommedagsforkynderne. Nogle er ældre som f.eks. en Guy McPherson, der mener, at menneskehedens udryddelse, eller i hvert fald civilisationens sammenbrud, er lige om hjørnet. Jeg kan ikke forestille mig, at der er et menneske tilbage på Jorden om 10 år, har McPherson udtalt. Dommedagsforkynderne driver i retning af konspirationsteorier og hævder endda, at selv IPCC nedtoner risikoen ved klimaforandringerne.

Selv tror McPherson ikke på, at den grønne omstilling vil redde os fra den nuværende klima-katastrofe. Han udtaler:

Den mest vanskelige tænkning, som jeg står overfor som dommedagsforkynder, er at erkende det totalt meningsløse ved alt, der ikke er fokuseret på forebyggelse eller begrænsning.

En klimaforsker Jacquelyn Gill fortæller, at fra 2018 begyndte hun at få forskellige spørgsmål i retning af:

Jeg er et ungt menneske. Er der nogen grund til at få en uddannelse? Vil jeg nogen sinde vokse op og få børn?

I 2018 var der en engelsk professor i bæredygtighed, der skrev en artikel, hvor han indtrængende rådede folk til at forberede sig på det snarlige sammenbrud af civilisationen pga. klimaforandringer.

Og så kom IPCC’s berygtede 1,5 graders rapport, som fik mange menneskers klima-angst til at bryde ud i lys lue. Denne rapport sammenligner en temperaturstigning på 1,5 grader med én på 2 grader og inkluderer ildevarslende forudsigelser om døden for Verdens koralrev og isfrie forhold i Arktis om sommeren. Men det centrale budskab, som mange tog til sig – at vi kun har 12 år til at redde planeten – står slet ikke i rapporten, det var en avisoverskrift.

De 12 år kom fra nogle af de scenarier som rapporten gengav, og som skulle holde temperaturstigningen nede på de 1,5 grader. De indebærer, at CO₂-udslippet skal være reduceret med 40 – 60 % når vi når 2030. Dette budskab blev så til de 12 år, som aktivisterne kunne samles om. Herom siger Hausfather:

“12 år til at redde planeten” var i virkeligheden: Vi har 12 år til at halvere de globale udledninger for at forblive under de 1,5 graders opvarmning. Men nu bliver de 12 år udlagt i offentligheden som om, at hvis vi ikke stopper klimaforandringerne i løbet af 12 år, så sker der noget katastrofalt. 

I følge Hausfather er en del af problemet, at de klimamål – f.eks. at opvarmningen skal begrænses til 1,5 grader – bliver fortolket i offentligheden som grænser, der hvis de overskrides vil føre til en “drivhus”-tilstand. Men i virkeligheden er der ingen klimaforskere, der tror, at den temperatur er noget specielt og vil føre til væltepunkter (tipping points) umiddelbart efter. IPCC’s rapport konkluderer bare, at de negative konsekvenser forventes at være højere ved 2 grader fremfor 1,5 grader. Hausfather:

Det er ikke sådan, at 1,9 grader er harmløst, og 2,1 grader vil føre til en katastrofe. Det er snarere således, at jo højere temperaturen når, desto større bliver risikoen for negative følger.

Men stadigvæk oplever forskere, der forsøger at fremhæve den slags nuancer, megen fjendskab, især på nettet. Gill:

Hvis du prøver at gøre modstand her på nogen måde, bliver du anklaget for at bagatellisere klimakrisen. Jeg er blevet anklaget for at være lakaj for olieindustrien.

– – – – –

Så vidt Washington Post, der jo bestemt ikke er nogen klimarealistisk udgivelse. Men problemet er jo i virkeligheden ganske interessant. Af hensyn til forretningen og de fortsatte bevillinger til klimaforskningen, IPCC, COP-møder – for ikke at tale om hele vedvarende-energi-industrien – er det ønskeligt at male situationen op i mørke farver. Situationen er alvorlig, vi skal have flere penge til forskningen og der skal bygges vindmøller og opsættes solceller i lange baner.

Men netop situationens alvor kan så blive grebet af ubefæstede sjæle, der går skridtet videre og begynder at tro på den forestående katastrofe. Og så slippes jordforbindelsen totalt. Det sætter klimaforskerne i et dilemma, skal de fokusere på forretningen eller forsøge at bibringe offentligheden et mere ærligt billede af virkeligheden?

Stakkels forskere, men det er i høj grad et selvskabt problem. Hele illusionen om, at vi står over for en ”klimakrise” som vi så kan ”styre” os ud af, er jo grebet ud af den blå luft. Der er ikke nogen klimakatastrofe under opsejling, og selvom der var, kunne vi ikke gøre alverdens forskel ved at lukke vores industri og landbrug og ødelægge vores energiforsyning.

Men hvor galt mon det når at gå, inden tingenes virkelige tilstand går op for medierne og politikerne?