Henrik Svensmark har i snart 30 år forsket i sammenhængen mellem kosmisk stråling og klimaet her på Jorden. Han er ikke velset f.eks. i IPCC-kredse, fordi hans forskning strider imod troen på CO2, som den altoverskyggende kontrolknap for det globale klima. Men gennem årene har han afdækket flere og flere forbindelser mellem skydannelsen og variationer i den kosmiske stråling. Skydannelsen spiller en stor rolle for mængden af sollys der bortreflekteres fra Jorden og derved ikke medvirker til opvarmning. Der er således en klar sammenhæng mellem skydannelsen og den globale temperatur.
Går man tilbage i Jordens historie, dukker der yderligere interessante sammenhænge op, og dem har Svensmark også kigget på, bl.a. i den artikel, der skal omtales her.
Den kosmiske stråling kommer primært fra supernovaer, dvs. stjerner, der ved enden af deres levetid eksploderer. En sådan eksplosion frigør ufatteligt meget energi og meget af den i form af højenergisk stråling. Der er så mange supernovaer i Mælkevejen omkring os, at Jorden konstant bombarderes med denne stråling. De fleste af eksplosionerne er dog sket meget langt væk og har ikke været synlige på nattehimlen.
Vores sol og planeterne omkring den er på en lang vandring rundt om Mælkevejens centrum. Undervejs passerer vi områder med mange stjerner og dermed mange supernovaer, og til andre tider befinder vi os i mere rolige omgivelser.
Når der er mange supernovaer, er der megen kosmisk stråling og derved en kraftig skydannelse. Den har til tider kunnet køle Jorden så meget ned, at man mener, at størstedelen har været dækket af is og sne (”snebold-jord”). Sidste gang det skete, var for 600-700 millioner år siden, før den store udvikling af livet i kambrium-perioden for 530 mio. år siden og fremefter.
Siden har Jorden haft varmere perioder, hvor f.eks. polerne var isfri, men de er igen blevet afløst af køligere tidsaldre, som den vi befinder os i nu. De seneste 2 millioner år har jo været domineret af istider, hvor store dele af den nordlige halvkugle har været dækket af is. Lige nu befinder vi os i en mellemistid, af kort varighed, og vi skal være glade for den smule varme, vi har p.t.
Svensmark har nu kigget på, om der skulle være en sammenhæng mellem livet på Jorden og variationerne i den kosmiske stråling fra supernovaer. Noget tyder på, at perioder med mange supernovaer også har en større rigdom af arter og slægter i dyreverdenen her hos os. Det satte Svensmark sig for at undersøge nærmere.
Teorien er, at supernova-aktiviteten har indflydelse på klimaet og derved cirkulationen mellem atmosfæren og havene. Denne cirkulation er afgørende for udbredelsen af næringsstoffer til dyr og planter, og jo mere næring, desto mere liv vil der være. Så i sidste ende er tesen, at supernova-aktiviteten har en klar sammenhæng med antallet af arter på kloden, den såkaldte biodiversitet.
Havniveauet spiller her en betydelig indirekte rolle, fordi et øget niveau vil forøge arealet af havområder med lav vandstand, og netop her finder man hovedparten af livet i havet. Der er således to veje at gå. Man kan bedømme antallet af dyrearter ud fra det skønnede areal af lavvandet hav gennem tiderne, større areal, flere dyr. Men man kan også ud fra de funde fossiler prøve at vurdere artsrigdommen ved direkte optælling. Fig. 1 viser udviklingen i artsrigdommen bedømt ved optællinger, på tre forskellige grupper af dyr. Man ser, at de følges pænt ad gennem de seneste 500 mio. år.
Bedømmelsen ud fra arealet af lavvandet hav er mere kompliceret, men Svensmark mener, at kunne få nogle brugbare kurver her også.
Næste skridt er optællingen af supernovaer, der har været forholdsvis tæt på solsystemet på dets lange rejse. Fig. 2 viser 3 forskellige bud på forløbet de seneste 500 mio år. Der er vidtstrakt enighed mellem kurverne, og man ser den store variation, der har været i aktiviteten gennem tiderne.
Fig. 3 viser så resultatet, hvor kurverne er sammensat på én figur. Man ser en tydelig sammenhæng mellem udviklingen i supernovaaktiviteten og så de forskellige kurver for biodiversiteten. Øget antal supernovaer giver en større biodiversitet.
Det er et interessant resultat, der igen understreger, at forholdene på Jorden – klimaet og den naturlige udvikling – er komplekse og styret af mange faktorer – helt uden for menneskelig indflydelse. Troen på, at vi kan ”styre” det hele med besparelser på brugen af kul, olie og gas – eller opsamling og deponering af små mængder CO2 – er i det perspektiv helt meningsløs.
Danish
Interessant forskning. Det er bemærkelsesværdigt, at figur 1 i artiklen viser, at biodiversiteten aldrig har været større end i dag, – hvor der angiveligt skal investeres store beløb i at afhjælpe den påståede biodiversitetskrise. I Svensmarks artikel savner jeg en bemærkning om, at pladedtedktonikken i høj grad påvirker havstrømme og klima på jorden. Pladetektonikken er, så vidt jeg ved, helt uafhængig af supernovaer. Den bør derfor inddrages i diskussionen.
Megainteressant. Hvem kan man få til at holde foredrag om dette emne ?
Man kan da henvende sig til Henrik Svensmark direkte. Ellers holder bl.a. undertegnede mere generelle fordrag om klimaet og grøn omstilling. Skriv til klimarealismedk@gmail.com, hvis du er interesseret, eller vil høre nærmere.
Bestemt interessant forskning som skal meget mere frem i lyset, men IPCC er desværre blevet et politisk organ som dyrker CO2-teorien som religion!
Jeg har fulgt Henrik Svensmarks arbejde de seneste 15 år.
Jeg tænker, at han har meget vigtige kommentarer til vores klimadebat.
Henrik S forsøger at inddrage rummets historie gennem millioner af år.
Det er interessant.
For en hel del år siden, forestod Atomforsøgsstationen Risø et projekt, med at analyse af den grønlandske indlandsis, forestået af en dansk kvinde og forskere fra flere lande.
Man borede hele vejen ned til grundfjeldet, ca 3100 meter!I is-prøver, der var faldet som sne for 3000, fandt man, at co2 indholdet var 11 gange højere end det nuværende!
Den menneskelige aktivitet daværende, er intet at regne for nuværende! Hvorfor er det “glemt” , eller er resultatet for besværligt at håndtere for “klima-tosserne”?
Uden at tage stilling til, hvorvidt Svensmarks teorier i dette tilfælde er for kompliceredet eller ej – som der gives udtryk for længere nede – så er det et oplagt problem for klimavidenskaben, at IPCC og en stor del af videnskaben kan løbe med fortællingen om CO2 som den altoverskyggende årsag til klimaforandringer. Det er nemt at forstå, at CO2 medfører opvarmning af atmosfæren og havet, og at vi mennesker er årsag til forøgelsen af CO2 i atmosfæren, hvad vi jo helt indiskutabelt er. Det er et simpelt budskab, som alle kan forstå. I det lys er det jo rigtigt, at naturvidenskabelig forskning virker langhåret og uegnet til bedømmelse af lægfolk – at forklare Svensmarks teori om sammenhængen mellem kosmisk stråling og øget skydannelse er vanskeligt for at forklare for de fleste, selvom de har et oprigtigt ønske om at selv at forstå det. Det er lettere at acceptere CO2 som en altoverskyggende skurk.
CO2 som årsagen til temperaturstigninger spiller på grundlæggende menneskelige karaktertræk som skyld og skam. Ja, vi er mennesker er nogle slemme nogen. Det budskab er altid en sællert. Det har kristendommen opdaget for 2000 år siden. Det bedste vi kan håbe på er, at videnskaben kan pege på nogle andre forklaringer på, at temperaturen har ændret sig adskillige grader celsius over tusinder år uden ændringer af CO2 indholdet i atmosfæren. Og at der bliver en generel accept af temperaturudviklingen siden sidste istid og navnlig de sidste 2000 – 4000 år. Så kan vi måske håbe, at det perspektiverer den temperaturstigning vores CO2 emissioner medfører, så vi kan undgå de tosserier, vi ser tilløb til i disse år med ødelæggelse af miljø og landskabelige værdier som følge af ukritiske skatteyderbetalte investeringer i meningsløse teknologi som vindmøller og solpaneler. Kunne vi bare blive enige om, at ja vel stiger og falder temperaturen, mennesket har en vis indflydelsen på det, men i det store og hele er vores indflydelse til at håndtere og måske ikke så dårlig for livet på Jorden. Så var meget vundet. Måske er historiske data og temperaturværdier fra fortiden vores eneste middel til at opnå dette. Megen naturvidenskabelig forskning er for kompliceret at forstå for politikere – og svær at forklare til meningmand.
Det er hverken for langt eller uinteressant.
Det er for langt og uinteressant for de fleste, ikke mange gider læse det
Vi har at gøre med forskning på nobelprisniveau. Hvis du ikke fatter en brik, skulle du hellere blande dig udenom. I stedet for at blande dig i hvad vi andre “gider”