Roger Pielke Jr. har på hjemmesiden substack.com en meget interessant artikel om, hvordan 1,5-graders målet for den globale opvarmning opstod. Det er jo det mål, der f.eks. optræder prominent i IPCC’s rapporter og som anses for grænsen for, hvornår klimaforandringerne bliver ”farlige”. Da vi allerede har rundet ca. 1,1 grad, er der kun 0,4 grader tilbage at løbe på – så situationen er højdramatisk. Eller er den? Her følger en let forkortet oversættelse af Pielkes artikel:
I 2007 kontaktede miljøaktivisten Bill McKibben den berømte James Hansen for at få råd om, hvad McKibben skulle kalde sin nye klima-organisation. James Hansen:
”I 2007 begyndte Bill McKibben at plage mig, meget høfligt, om enten at bekræfte 450 ppm CO2 i atmosfæren som et passende mål, eller at definere et bedre. Han var ved at udvikle en hjemmeside og tænkte på at kalde den 450.org.”
På det tidspunkt arbejdede Hansen på en artikel, hvor han sammen med sine kollegaer argumenterede for et lavere tal:
”Vi foreslår et indledende mål om at reducere CO2-indholdet til 350 ppm, hvor målet senere kan finjusteres i takt med, at vi får mere viden om klimaet og dets effekter.”
Hansen betragtede ikke 350 ppm som et mål, der ikke måtte overskrides, idet Verden allerede var et godt stykke over, da han skrev sin artikel, men et politisk mål, som man kunne nå tilbage til ved århundredets udgang.
McKibben tog imod Hansens råd og etablerede sin hjemmeside 350.org i 2007. Han var klar over, at målet allerede var overskredet, men det skulle fungere som inspiration til fremtidig handling:
”Vi har allerede nået 383 ppm, og det er ved at slå planeten ud på betydningsfulde måder. Så hvad betyder det? … Betyder det, at vi er fordømt? Ikke helt. Det betyder jo ikke, at spillet er ude, hvis din læge fortæller dig, at dit kolesteroltal er alt for højt. Ligesom dit blod bliver tyndere, hvis du lægger pommes fritterne på hylden, så kan Jorden også skille sig af med noget af CO2-en hvert år. Vi skal bare lade være med at tilføje mere, og over tid vil tallet falde igen, måske hurtigt nok til at undgå de værste skader.”
Sammen med nogle partnere begyndte McKibben at agitere for de 350 ppm. Bl.a. lykkedes det at få FN med på vognen. Formålet var at øve indflydelse på det kommende COP-møde i København.
Det nørdede koncept med 350 ppm CO2 i atmosfæren var blevet globalt accepteret på trods af, at der ikke var nogen videnskab bag det, kun Hansens kladde til en artikel, som endnu ikke havde været igennem fagfællebedømmelsen + en annonce i en avis med nogle underskrifter. Godt gået!
I 2009, før København-konferencen, arbejdede FN stadigvæk på et mål om 450 ppm CO2, hvilket man mente svarede til en opvarmning på 2,0-2,4 grader celsius i år 2100, og ville kræve reduktioner i udledningerne på 50% i 2050. Men på København-mødet i december, som endte ret skidt, agiterede nogle af de små østater for 350 ppm som en måde at presse forsamlingen på.
Ønsket om at holde sammen på en global koalition ansigt til ansigt med modstand i København hjalp til med at give de 1,5 grader politisk fodfæste, med det formål at holde mange lande engageret i forhandlingerne. Som et resumé fra København udtrykte det:
”Mange lande støttede et mål om at holde temperaturstigningen under 2 grader, hvor de små østater slog på 1,5 grader og Bolivia ville have 1 grad.”
Accepten af de 1,5 grader var ikke videnskab men realpolitik.
Fordi klimapolitikkens mål ændrede sig fra indhold af CO2 til globale temperaturer, måtte man, for at kunne følge med, ændre fortællingen tilsvarende. Så 450 ppm blev omdøbt til 2 grader celsius og 350 ppm blev 1,5 grader, selvom ingen havde studeret de 1,5 grader, og den foregående IPCC Vurderingsrapport forbandt 450 ppm med temperaturstigninger på 1,4oC til 3,1oC
Slutteksten i København lagde sig fast på de 2 grader:
”For at nå målet med konventionen om at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, der vil forhindre farlig menneskeskabt indblanding i klimaet, vil vi, idet vi anerkender det videnskabelige synspunkt, at stigningen i den globale temperatur bør være lavere end 2 grader celsius … styrke vores langsigtede samarbejde om kampen mod klimaforandringer.”
De små østaters synspunkter vedr. 1,5 grader blev også nævnt i teksten, hvor man erklærede at ville overveje at stramme temperatumålet i 2015.
Bemærk, hvad der skete her – vi havde for længst passeret de 350 ppm og de blev betragtet som et 2100-mål, hvorimod Verden slet ikke havde nået temperaturstigningen på 1,5 grader endnu, men den blev nu betragtet som et midlertidigt rækværk. Sproget ændrede sig og dermed meningen bag det.
Hegnspælene blev flyttet.
FN var altid klar over, at målet med 1,5 grader var meget mere udtryk for politiske ambitioner, end det var videnskab, og bemærkede f.eks. i 2015, i forbindelse med en genovervejelse af målet:
”Mens videnskaben bag 1,5-graders målet er mindre robust, bør der gøres en indsats for at sætte forsvarslinjen så lavt som muligt.”
Den politiske motivation er forståelig (og synes at have været værdsat af IPCC), men den skal ikke forveksles med politik baseret på fakta.
Der fulgte en masse agitation, lobbyisme og diplomatiske forhandlinger. 1.5-graders målet blev vedtaget som et ønske i Paris-aftalen, men i meget af, hvad der fulgte, tales der nu om det som et faktisk politisk mål, som mange tager alvorligt (f.eks. Joe Biden). Men den gang, det blev taget med i Paris-aftalen, betragtede mange eksperter målet som en umulighed.
Men videnskaben – i stedet for højlydt at erklære at målene var udtryk for ambitioner og i praksis umulige at nå – sprang med på vognen og begyndte at fabrikere videnskabelige argumenter på bagkant for at legitimere det umulige mål som et brugbart grundlag for politisk handling.
En nylig analyse konkluderede, at politikken trak videnskaben afsted:
”Før Paris-aftalen var 1,5-graders målet udenfor de undersøgte scenarier. Det blev betragtet som urealistisk og således irrelevant. Efter Paris-aftalen blev 1,5-graders scenarier meget udbredt i litteraturen.
De store klimamodeller blev sat til pligtskyldigt at producere fantasifulde scenarier, der opfyldte målet om 1,5 grader og de fleste af folkene bag (i hvert fald i starten) udtrykte ingen betænkeligheder ved det, de foretog sig (selvom kritik dog blev mere almindelig senere hen).
Klimamodel-forskerne udviklede scenarier, der passede til 1,5 grader for at opfylde efterspørgslen, idet man baserede sig på midlertidigt at skyde over målet og derefter have negative udledninger, men også ved at udvide sortimentet af forebyggelsesmetoder i overvejelserne. I 2017 forklarede en modelbygger, at da han startede, var 2 grader umuligt for ham: ”Men da jeg blev ved med at se på det, er det blevet noget meget normalt. Det samme er ved at ske for 1,5 grader, selvom der er mange argumenter imod det.”
Centralt i den videnskabelige retfærdiggørelse af 1,5-graders målet var skabelsen af hypotetiske negative udlednings-teknologier i modellerne. FN anmodede om, at IPCC fremstillede en særrapport om de 1,5 grader. IPCC’s positive og helt ukritiske reaktion hjalp yderligere til med at gøre 1,5-graders målet politisk legitimt, selvom mange forskere fortsatte med at tvivle på, om det kunne gennemføres. Åbenlyst begyndte IPCC at agitere for 1,5 grader i sin rapport, med spørgsmål og svar som f.eks. ”Hvorfor er det nødvendigt og endda afgørende at holde den globale temperatur under 1,5 grader frem for højere niveauer?”
En forsker har skrevet om denne dynamik:
”Denne [skræddersyning af videnskab til at opfylde politiske krav] afslører et empirisk eksempel på ’kalibrering’ af modelanalyserne i lyset af relevansen: Trods forskernes personlige overbevisning angående realiteterne, blev modelarbejdet flyttet fra 2-graders scenarier til nogle, hvor opvarmningen var begrænset til 1,5 grader. Alternativet ville have været at sige, at 1,5 graders målet var umuligt ifølge modellernes resultater. Imidlertid ville det ignorere de små ø-stater. Ja, hvis IPCC havde konkluderet, at 1,5 grader var urealistisk, skulle Paris-deltagerne formentligt være vendt tilbage til forhandlingsbordet. På den anden side betød ændringen fra 2 til 1,5 grader en hurtigere reduktion af udledningerne, hvilket krævede ny teknologi med negative udledninger. Som en model-forsker udtrykte det: ’Jeg er ikke mere sikker på, at vi kan nå det, men jeg er mere sikker på at vi kan få klimamodellerne til at simulere det. […] vi bliver aldrig nødt til at sige, at det ikke kunne opnås, vi lægger bare flere negative udledninger ind.’”
Så i stedet for at viderebringe ubehagelig viden til politikerne .. besluttede IPCC-folkene (eller i hvert fald en del af dem) at spille med på komedien om, at de 1,5 grader faktisk var et mål, der gav mening, frem for en luftig politisk ambition.
Resultatet nu er, at Verden befinder sig i en penibel situation. De 1,5 grader kan ikke opfyldes. Genforhandlingen af Paris-aftalen, som man har undgået i det seneste årti, vil man ikke slippe for i al evighed – selvom det er muligt at en tilbagevenden til 2-graders målet kan udskyde denne overvejelse i endnu et årti. (1,5 grader? Skidt med det!).
I 2023 ser vi nu videnskabelige artikler, der stiller spørgsmål som det følgende:
”Hvordan blev et næsten umuligt mål hele omdrejningspunktet for klimahandlinger? Hvordan bevarer det sin legitimitet på trods af uoverensstemmelsen mellem ambitioner og handlinger, som ellers gør det åbenlyst?”
Vi får se, om klima-forkæmpere vil beslutte, at den opmærksomhed, der har været om 1,5-graders målet i de sidste 14 år, bare var en ineffektiv afvigelse fra mere produktive veje til dekarbonisering, eller om den vidt udbredte nedlukning af skepsis i håb om politiske gevinster viste sig at få situationen bragt videre. Mine trofaste læsere kender mit synspunkt: Rådgivende institutioner som IPCC skal altid være ærlige og modstå fristelsen til at forelægge eller fremme politisk baseret dokumentation, også selvom alternativet ikke ser så rart ud.
At fortælle politikerne, hvad de ikke har lyst til at høre, er nok ikke altid, hvad de ønsker, men for at få et effektivt resultat er det præcist, hvad de har brug for.
Så vidt Roger Pielke. Det er interessant at se, hvordan målet hele tiden helligere midlet, og hvordan den såkaldte ”klimavidenskab” som oftest er ren politik.
Danish
Tiden arbejder imod alarmisterne, da fraværet af dommedag taler for sig selv.
Den egentlige katastrofe er de politisk skabte pengespild, og bange mennesker, ikke at Tesla m.fl. brokker sig.
I og med at IPCC og klimamodellerne kun ser på menneskehedens bidrag til klimaforandringer, kan der jo ske en udvikling mod en lavere gennemsnitstemperatur end både 2,0 og 1,5 graders celsius, hvis naturlige variationer trækker den anden vej end den opvarmning, der sker som følge af CO2. Det er jo sket tidligere i historien både med temperaturfald og pauser i opvarmningen.
Ved dog ikke om man skal håbe på alt for voldsomme udsving mod et temperaturfald, da det jo kan medføre problemer med verdens fødevareproduktion – og sikkert meget andet. Men et generelt temperaturfald kan jo være med til at sætte spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget er muligt og videnskabeligt funderet at lave en én-til-én relation mellem CO2 og en middeltemperatur for hele verden, som IPCC forsøger. Eller blot tilpasse den generelle opfattelsen af, hvor meget middeltemperaturen påvirkes af CO2 emissionerne og dermed afbalancere de mange vanvittige projekter, der søsættes i klimaets navn i disse år.
Der er for lidt gang i kommentarskriverne, så jeg griber lige fat i tastaturet.
Jeg kan ikke forstå at vi i Danmark bliver ved at tale om 1,5. Selveste Sebastian Mernild har flere gange for åben skærm udtalt, at dette mål ikke er muligt og at vi også kommer til at skyde over 2 C.
Der er penge og politisk magt i klimasagen. Hvis den brede befolkning skal bakke op om eksorbitant store investeringer, som kunne være brugt til andre ting f.eks. sundhed, er det nødvendigt med et klart og enkelt mål med tilhørende skrækfortælling for manglende opfyldelse. Gælder også villigheden til skatteyder-finansiering af en hær af klimaforskere.
Det ligger derfor klimasagens fortalere meget på sinde at pege på et mål – og (dette er meget vigtigt) at det stadigt er muligt at indfri målet, hvis vi anstrenger os og gør en ekstra indsats.
Jeg tænker at hr. Mernild har fået hvisket i øret, at han skal holde op med at sige at vi kommer til at skyde over målet.
Anyway – Hvis de 1,5 ikke kan opnås, så gælder det målet på 2 C – og så fremdeles. Det er et spørgsmål om menneskelig psykologi.
Du stiller spørgsmålet:
”Hvordan blev et næsten umuligt mål hele omdrejningspunktet for klimahandlinger? Hvordan bevarer det sin legitimitet på trods af uoverensstemmelsen mellem ambitioner og handlinger, som ellers gør det åbenlyst?”
Det har jeg ikke noget bud på. Men på et tidspunkt vil uoverensstemmelsen mellem ambitioner, handlinger og de opnåede resultater blive åbenlys for de fleste. Hvornår det sker er så det helt store spørgsmål.