Boganmeldelse “The Unpopular Truth”

To tyske energiøkonomer, Lars Schernikau og William Hayden Smith har udgivet en lille bog ved navn The Unpopular Truth about Electricity and the Future of Energy, ”Den upopulære sandhed om elektricitet og fremtidens energi”. Det er en gennemgang af en moderne elforsyning og specielt de økonomiske aspekter.

Forfatterne viser, hvordan en stor andel af sol- og vindenergi gør elforsyningen meget mere kompliceret og meget dyrere. Normalt tales der om LCOE, Levelized Cost of Energy, og her kan man ofte læse, at nu har både vind og sol den billigste LCOE. Det er ikke korrekt, påpeger bogen her, fordi der er en lang række omkostninger, som man ikke tager med i LCOE-beregningerne.

Forfatterne lancerer et nyt begreb, FCOE, Full Cost of Energy, hvor alle elementerne i hele billedet er medregnet. Da sol og vind ikke kan stå alene, men kræver backup fra andre kilder, typisk en form for kraftværker baseret på fossile brændstoffer eller evt. biomasse, skal udgifterne til denne backup medregnes. De er høje, fordi backup-værkerne ofte kun kører en mindre del af tiden, men er fuldt belastet af investeringsudgifterne samt omkostningerne til drift og vedligehold.

Helt galt går det, hvis man kigger på den energimæssige tilbagebetaling på investeringerne, også kaldet eROI, Energy return on energy invested. Normalt kigger man her på den samlede energimængde, der er medgået til opstilling af f.eks. en vindmølle. Al energien, der er brugt på cement, stål, fremstilling af delene, transport og montage af delene på stedet. En mølle vil efter gængs teori have en energimæssig tilbagebetalingstid på under et år. Det ligger tungere med solcellerne, der er meget energikrævende at fremstille.

Men bogen her medtager mange flere aspekter i forbindelse med vindmøllerne. Igen er der den energimæssige investering i backup-kraftværkerne og deres værdikæde. Til sol og vind kunne man forestille sig backup i form af batterier, og her viser det sig, at solceller kun kan tilføjes 1,3 døgns batteri-backup før eROI går i nul, hvilket vil sige, at systemet ikke kommer til at levere mere energi i dets levetid, end der blev brugt på fremstillingen.

Ofte vil man også have stillet mange flere vindmøller op, end der teoretisk er behov for, for bedre at dække perioder med lav vind. Derved bliver det gennemsnitlige udbytte pr. mølle mindre og eROI tilsvarende lavere. Har man som nævnt valgt backup i form af batterier ser regnskabet endnu værre ud. Et komplet vedvarende energisystem med vindmøller, solceller, brint eller Power to X evt. kombineret med batterier vil have en eROI, der er så lav, at man faktisk havde bedre tal i romertiden. Når eROI er så lav, får man reelt ikke noget udbytte ud af at opstille endnu flere møller eller andet udstyr. Den energi, de kan ende med at fremstille, vil ikke overstige den energi, der medgik til deres produktion.

Bogen har mange andre interessante oplysninger og pointer. F.eks. er det velkendt, at brugen af naturgas giver anledning til betydelige tab af metan. Metanen er en meget kraftigere drivhusgas end CO₂, og hvis man tæller tabene sammen med CO₂-en fra afbrændingen af gassen, ender man på et udslip af drivhusgasser på niveau med det fra brugen af kul! Der er således ikke umiddelbart nogen ”klimagevinst” ved at udskifte kul med gas f.eks. i elforsyningen.

Desværre er bogen skæmmet af at være tungt og lidt utilgængeligt skrevet. Der er mange figurer og diagrammer undervejs, men de er karakteriseret ved at være meget gnidrede og tæt på ulæselige, da de rummer meget store mængder af oplysninger, sat op med minimale skrifttyper.

En figur var dog ganske interessant, den viser hvor langt, man kan transportere forskellige typer af brændstoffer på tankbil, før man har brugt mere dieselbrændstof end energiindholdet i lasten, se fig. 1. Et læs benzin kan man køre meget langt, hvorimod brint i en tryktank, der jo er tung og fylder meget, reelt kun kan køres ca. 500 km, før den tilsvarende mængde energi i form af diesel er brugt.