Man taler om rotter på loftet, og her er en beslægtet idé fra Berlin. I mange byer har man lokalpolitikere, der drømmer om, at netop deres by skal være ”klimaneutral”. København prøver på det ved at brænde importeret biomasse af i store mængder og i øvrigt at betale for vindmøller, der stilles op ude i landet – langt væk fra Rådhuspladsen. Man skulle jo nødigt have spoleret udsigten.
Nu er det Berlins tur, og det må jo siges at være en væsentligt større mundfuld. Man er i modsætning til København imidlertid ikke bange for at skulle kigge på vindmøller, faktisk går det seneste påhit ud på at bygge møllerne på tagene af højhuse. Det giver noget gratis højde, så rotorbladene kan komme op, hvor vinden forhåbentligt er lidt stærkere end nede ved jorden.
Et nyopført hus, 64 m højt, i bydelen Lichtenberg skulle efter planerne have 4 vindmøller stående på taget. Der skal også være solceller, og i alt skulle anlægget kunne producere 120.000 kWh pr. år og derved forsyne ca. 100 lejligheder med strøm.
Klodserne, som vindmøllerne skal stå på, er allerede indbygget i konstruktionen, men det lokale råd i bydelen har nu fået lidt kolde fødder. Møllerne bliver 20 m høje, med en rotordiameter på 10 m. Så det er ganske små møller, men alligevel er man bange for, at de vil støje eller kaste skygger, eller reflektere lyset, hvilket kunne genere de omkringboende. Taget på højhuset var også udset til ophold for beboerne, f.eks. solbadning, og det bliver måske mindre charmerende med snurrende vindmøller.
Berlin har planer om at være klimaneutral allerede i 2045, og i Tyskland tilstræber man, at hver landsdel giver sit bidrag til udbygningen med vindmøller. Derfor skal der opføres en masse vindmøller i det område, hvor Berlin ligger. Her kom man så på ideen med møllerne monteret på hustagene.
Berlin er ellers ikke særligt vindmølle-egnet, den gennemsnitlige vindhastighed er nede på ca. 3,8 m/s, hvilket ikke er meget over møllernes nedre grænse. En vindmølle yder først sin fulde kapacitet når vindhastigheden når op over 12 m/s. Det sker sjældent i Berlin-området.
Ideen med at bygge vindmøller på hustagene er muligvis besnærende, men nok ikke helt gennemtænkt. Når vinden blæser godt, er det store kræfter, vindmølletårnet skal modstå. Derfor er moderne landvindmøller stillet op på enorme fundamenter af beton. De samme muligheder har man naturligvis ikke på taget af nye højhuse, her kan vægten meget hurtigt blive kritisk for konstruktionen. Endnu værre er det med de eksisterende huse, hvor man aldrig tænkte på andet, end at de skulle kunne bære deres eget tag.
Derfor er det kun ganske små møller, man i praksis kan sætte op på tagene, og små møller leverer meget lidt strøm, så der er lang vej til den forjættede klimaneutrale tilstand, hvis man vil gå den vej. Og så har vi slet ikke talt om larm, skygger og lysrefleksioner.
En bedre løsning for Berlin ville nok være som vist på illustrationen her. Hvorfor ikke gå fuldt og helt ind for ideen, og stille nogle af de nyeste monstermøller op i byens parker og gadekryds? Måske ville det dog have en vis negativ indflydelse på ejendomspriserne…
Tja – det går jo stærkt i Berlin lige for tiden.
Idag er nyheden denne, at et forslag er dukket op, som siger at Berlin skal være klimaneutral i 2030 stedet for i 2045. Afstemningen om dette forslag vil ske den 26 marts, så det bliver interessant at følge.
Hvis det (mod forventning) bliver vedtaget kan man måske – og med en pessimistisk synsvinkel – antage, at København hurtigt vil følge efter og at et lignende forslag vil dukke op i den nærmeste fremtid – man vil jo så gerne være med på forkanten!
Så i forlængelse med ovenstående artikel og ‘Fremtidens klimaneutrale storby’ kan opførelse af vindmøller i København jo (hypotetisk set) godt blive en realitet. Rådhuspladsen og Christiansborg slotsplads vil helt klart være oplagte kandidater – der er jo plads til et par stykker af slagsen.