Orkaner, flere eller færre?

Klimasagen kræver, at alt bliver værre i takt med atmosfærens stigende indhold af CO₂. Det kniber dog lidt, f.eks. når vi taler om orkaner. Her er der ikke nogen klar tendens i opadgående retning, hverken mht. antal eller voldsomhed. Det snakker man så uden om efter bedste evne. Her er et par smagsprøver fra Climate Feedback:

… der er også masser af dokumentation for stigende intensitet af hændelser som tørke, naturbrande og orkaner (især i specifikke områder). Faktisk er der nu et helt forskningsområde inden for klimavidenskaben, der er kendt som ”sammenkædning med ekstremvejr”, som har til formål at øge forståelsen af, hvordan klimaforandringer har indflydelse på antallet og styrken af ekstreme vejrbegivenheder.

Fra et strengt meteorologisk perspektiv viser den seneste konsensus-artikel fra 2019, en stærk konsensus om, at orkaner vil blive mere intense (men ikke nødvendigvis mere hyppige), og en artikel fra 2020 viser, at andelen af kraftige orkaner har været stigende, se fig. 1.

Der er også en énstemmig konsensus om, at orkanerne vil medføre mere regn, og på steder hvor man har kunnet måle regnmængderne tilstrækkeligt præcist, er der stærk dokumentation for at regnen er kraftigere.

Der snakkes uden om og henvises til ”konsensus” og modeller med beregninger af fremtiden. Der henvises også til den skammelige ”sammenkædning”, som vi har omtalt tidligere. Endeligt er der fig. 1, som simpelthen dækker over det faktum, at i den nævnte periode er antallet af kraftige orkaner faldet, mens der er blevet færre af de svagere af slagsen. Det betyder jo så, at forholdet mellem de to ændrer sig.

Nu har Roger Pielke Jr. sammen med en atmosfæreforsker sat sig for at undersøge sagen vedr. orkanerne. Pielke er på ingen måde klimaskeptiker, han tror på den globale opvarmning fremkaldt af vores CO₂-udledninger. Men han er også en ærlig mand, og fremlægger tingene som de er, og ikke som f.eks. IPCC gerne vil have det. Pielke lægger ud på følgende måde:

Flere orkaner? Færre, men kraftigere? Flere, der går i land? Nej, Nej og Nej.

Artiklen fokuserer på orkaner, der går i land globalt, i perioden 1970-2022. I nogle tilfælde kigger man længere tilbage i tiden. Fig. 2 viser perioden 1970-2022, opdelt i kraftige og mindre kraftige orkaner. Man ser klart, at der ikke er nogen tendens over perioden, hverken i den ene eller den anden retning.

I 2022 var der 18 orkaner der gik i land over hele Jorden, hvoraf 5 var betegnet som kraftige. Siden 1970 er gennemsnittet 16 orkaner i alt, med 5 kraftige. Så 2022-resultatet ligger meget tæt på gennemsnittet for de seneste godt 50 år.

Hvis vi tæller alle orkanerne med, dvs. inklusive dem, der ikke går i land, men forbliver ude over havet, ser billedet ud som på fig. 3. Fra 1980 til nu er det årlige gennemsnit 87 orkaner, mens man i 2022 registrerede 86. Gennemsnittet af kraftige orkaner er 24, hvor 2022 kun havde 17. Der er ikke nogen langtids-tendens at se i kurverne her.

Mht. orkaner, der går i land, findes der data længere tilbage i tiden, til 1959. Fig. 4 viser kurverne for hhv. kraftige og alle orkaner. Igen er der ingen tendens at se over årene. Imidlertid var der et forbigående dyk i antallet omkring 1980, og derfor skal man være forsigtig med at præsentere kurver, der starter netop i den periode. De vil give indtryk af en stigning, der imidlertid blot er resultatet af et midlertidigt udsving.

Som mål for orkanernes styrke tæller man den samlede årlige energi, de har afsat, sammen og dividerer med antallet. Resultatet er vist i fig. 5. Der er stadigvæk ikke noget tegn på, at den globale opvarmning har medført mere energi til orkanerne, omend Pielke forventer, at det vil ske senere i århundredet, som klimaforskningen jo spår.

Pielke skriver, at han ikke er overrasket over, at vi ikke ser nogen udvikling i orkanerne ind til nu. Hvis man kan stole på klimamodellernes fremskrivninger, skulle der slet ikke være nogen synlige effekter i endnu adskillige årtier frem i tiden. Pielke påpeger, at medierne har travlt med allerede nu af fremhæve tendenser i forbindelse med enkelte begivenheder. De tendenser er dog i virkeligheden slet ikke synlige endnu.

Her kan man så tilføje, at netop klimaforskningens uvederhæftige ”sammenkædning” er en væsentlig årsag til mediernes adfærd, men Pielke ønsker åbenbart ikke at stille klimaforskerne i et dårligt lys. 

Pielke slutter med at citere NOAA, den amerikanske styrelse for oceaner og atmosfæren:

Sammenfattende er det for tidligt at konkludere med høj troværdighed, at menneskeskabte forøgelser af drivhusgasser indtil nu har bevirket nogen ændring i orkan-aktiviteten i Atlanterhavet, der er uden for de naturlige udsving, omend drivhusgasserne hænger stærkt sammen med den globale opvarmning.

Sagt mere ligefremt: Orkanerne er ikke blevet værre på nogen måde, trods ”klimaforandringerne” og sammenkædnings-videnskaben er noget nonsens.