Byvarmen

Dr Roy Spencer har lagt adskillige opslag på sin hjemmeside i de seneste måneder om byvarmen, og hvordan den kan få de globale temperaturkurver til at udvise for høje stigninger. Vi har tidligere refereret et af hans opslag og her kommer et mere i samme boldgade.

Denne gang har Spencer igen kigget på udviklingen af områder i retning af bymæssig bebyggelse. Fig. 1 viser et eksempel fra det østlige USA, hvor man ser, hvor mange % områderne er blevet mere udbygget og dermed ”bymæssige” i perioden 1975-2014. Resultaterne er fremkommet ved målinger fra satellitter. Der er masser af udbygning, hvilket ikke er mærkeligt, da USA’s folketal er vokset kraftigt i perioden.

Spencer tager derefter fat i 19.885 officielle målestationer på den nordlige halvkugle. På fig. 2 ser man, hvor meget procenten af bymæssig bebyggelse i gennemsnit (for alle 19.885 stationer) har været år for år omkring hver målestation. Der er kigget på arealer af fem forskellige størrelser omkring stationen fra 1×1 km til 45×45 km. Procenten er størst umiddelbart omkring målestationen, men ved større arealer er der områder, hvor der slet ikke er nogen bebyggelse. I parentes er vist, for hvert areal, stigningen i procent fra 1975 til 2015.

Spencer bemærker, at INGEN af de mange stationer har oplevet en negativ vækst i procenten af bebyggelse, hvilket ikke er så mærkeligt, fordi så skulle man ligefrem have revet bygninger ned i områderne. Spencer vælger nu at arbejde videre med arealerne 21×21 km.

At byområder er varmere end ude på landet, er ikke noget nyt. Spørgsmålet er derfor, om den ekstra opvarmning fra udbygningen omkring målestationerne – i perioden 1975-2014 – er blevet modregnet i forbindelse med udregningen af ændringen i de globale temperaturer? Forskerne bag temperaturkurverne foretager som bekendt talrige korrektioner, eller såkaldte homogeniseringer, af deres data, netop med det formål at rette måleresultater, der er skæve i forhold til den reelle temperatur. Det er jo en stor opgave.

Der er en generel opfattelse af, at byvarmen er noget, der generer vores målinger, hvis vejrstationerne står midt inde i byen eller i en travl lufthavn. Det er imidlertid ikke her, man finder de største kilder til ændringer over tid i målingerne mod højere temperaturer. I virkeligheden sker der en meget større ændring i måleresultatet på en landlig station, der blot bliver udsat for en beskeden udbygning omkring sig. Det er jo for så vidt logisk nok. Hvis målestationen tidligere stod isoleret på en græsmark, og nu får flisebelægning under sig, eller en ny nærliggende bygning, så vil dens målinger ændre sig til højere værdier.

Derfor kan undersøgelser, hvor man prøver at fokusere på de ”landlige” stationer, let få misvisende resultater, bare der har været nogle få procent udbygning i området. Fig. 3 viser, hvor følsomme temperaturerne er overfor en stigning i procenten af bebyggelse. De største stigninger fås med de første få procent bebyggelse, og hvis man ikke er forsigtig, vil man måske overse en sådan beskeden udbygning og derved fejllæse resultaterne med op til en halv grad bare efter 5 % udbygning. Tallene her er fremkommet ved sammenligninger af vejrstationer parvis, der er foretaget mere end en million af sådanne sammenligninger. I alle parrene var afstanden maks. 150 km.

Temperaturerne måles som summen af dagens maksimum og nattens minimum divideret med 2. Kigger man nøjere efter, finder man, at der ved udbygningen sker meget lidt med dagtemperaturen, hvorimod nattens minimum bliver væsentligt varmere.

NOAA er en af de institutioner, der udgiver temperaturkurver, og her foretages der den ovennævnte homogenisering af stationernes måledata. Efter hvad vi har set her, burde disse justeringer generelt føre til at temperaturerne blev reduceret i forhold til de målte.

Det er imidlertid ikke tilfældet.

Fig. 4 viser justeringerne foretaget af NOAA, som funktion af graden af bebyggelse. Der er i alt 881 stationer, hvor der slet ikke har været nogen udbygning. De burde i princippet vise nul i justering, men står alligevel til en forøgelse på 0,011 grader pr. årti. Det er ikke nødvendigvis forkert, fordi der kan være andre grunde til justeringer, f.eks. hvis man har flyttet nogle stationer eller ændret aflæsningstidspunktet på dagen (det sker ind i mellem). Men derefter ville et passende hensyn til varmen fra udbygning kræve at alle de følgende punkter lå under denne værdi.

Det gør de så ikke, som det fremgår af fig. 4. Tværtimod, med en meget lille grad af udbygning springer NOAA’s korrektion helt op til 0,04 graders stigning pr. årti! Først ved højere udbygninger falder den igen ned til udgangspunktet. Det betyder jo, at NOAA i stedet for at kompenserer for byvarmen faktisk kun gør resultatet værre, med endnu større kunstig opvarmning. Spencer har ikke nogen god forklaring på, hvorfor det forholder sig således. 

Men hvad betyder nu alt dette for resultaterne for den globale temperatur? Det vil Spencer vende tilbage til i et opfølgende indlæg, men foreløbige beregninger viser, at effekten, der er beskrevet her, kan føre til en global temperaturstigning, der kunstigt er forhøjet med 10-20%. Det er jo også en del.