Gode nyheder om klimaet

Mindre udledning af metan end frygtet hvis permafrosten forsvinder

En ny undersøgelse viser, at  stadig flere mennesker herhjemme fravælger nyhederne i medierne, fordi de (nyhederne) er så deprimerende.  Det gælder ikke mindst nyheder om klima-udviklingen,  hvor den globale opvarmning  jævnligt  beskrives som vejen mod klodens undergang.

Nyheder, som ikke passer ind i den klima-alarmistiske fortælling, bliver ikke bragt i de store medier.

Det gælder f.eks. en nyhed om, at metan-udslippet  fra en optøet permafrost bliver langt mindre end frygtet.  Denne nyhed blev offentliggjort af en forskergruppe med deltagelse fra Københavns Universitet, den 23. maj 2022. Universitetet skrev selv en udførlig pressemeddelelse om det forskningsprojekt, der medførte den beroligende konklusion, men en Google-søgning viser, at sagen ikke blev omtalt af den presse, som normalt beskriver klimaændringerne og deres følger. Kun fagmediet kemifokus.dk har omtalt undersøgelsen.

Undersøgelsens baggrund er den generelle frygt for, at en optøning af de store permafrost-områder, som befinder sig nord for polarcirklen, ville medføre meget store udladninger af metangas. Og metangas er som drivhusgas mindst 25 gange værre end CO₂.

En forskergruppe har lavet en empirisk undersøgelse af to områder i Nordsverige, hvor permafrosten er forsvundet. I det ene område forsvandt permafrosten i 1980’erne – i det andet område forsvandt permafrosten 10-15 år senere.

Det omfattende studie er lavet i et samarbejde mellem Göteborg Universitet, École Polytechnique i Frankrig, og Center for Permafrost (CENPERM) ved Københavns Universitet.

Forskellen på de to områder viser, hvad der kan ske, når et landskab langsomt tilpasser sig forhold uden permafrost. Resultatet viser, at den lokalitet, som først mistede permafrosten, i dag udleder 10 gange mindre metan end den anden lokalitet.

I pressemeddelelsen fra KU forklarer professor Bo Elberling fra CENPREM, hvad der sker, og hvad der er årsagen til den mindre metan-udledning:

Permafrosten fungerer nærmest som bunden i et badekar, og når den smelter, er det som at trække proppen ud af badekarret så vandet kan sive ned. Det dræner jorden og giver plads til nye plantearter, som er bedre tilpasset mere tørre forhold, og det er præcis det vi ser på de svenske lokaliteter.

De græsser, som typisk kan vokse i meget våde områder med sporadisk permafrost, har via deres stængel og rødder udviklet en slags sugerør, som bruges til at transportere ilt fra overfladen ned til deres rødder. Men disse sugerør virker også som transportvej den anden vej, så metan fra jorden hurtigt kan finde vej op til overfladen og dermed blive udledt til atmosfæren.

Men når vandet forsvinder – fordi jorden ikke længere en permafrosset – forsvinder disse planter også, og de bliver erstattet af nye arter, som på grund af den tørre jord ikke behøver at transportere ilt fra overfladen ned til deres rødder. Dermed er der heller ingen kanal til at transportere metanen op til overfladen.

Fordi metanen nu ikke længere kan undslippe gennem “sugerørene”, får bakterierne i jorden også længere tid til at nedbryde metanen og omdanne den til CO₂, siger professor Bo Elberling i KU’s pressemeddelelse.

Og han fortsætter:

Græsserne udkonkurreres af nye plantearter som dværgbuske, pil og birk og dermed forsvinder det transportsystem, som tillader, at metanen hurtigt undslipper jordmiljøet og ender i atmosfæren.