Den grønne omstilling lægger regningen i børneværelset

Der holdes blandt politikere skåltaler om den store betydning af, at Danmark går forrest i den grønne omstilling og endog om, at vi har en historisk og moralsk forpligtelse hertil. Ydermere stilles befolkningen i udsigt, at der ligger et enormt erhvervsmæssigt potentiale heri, og – må man forstå – at landet vil kunne komme på den “grønne gren” (undskyld) og ikke blot fastholde, men sågar øge velstand og velfærd ved at udnytte dette enorme grønne potentiale.

Men realiteten er, at den grønne omstilling gør os alle fattigere og at denne udvikling vil accelerere. Eksemplerne er legio, men lad mig blot nævne det brede politiske forlig, der blev indgået ved årsskiftet 2021/22 om brug af 16 milliarder kroner (Storebæltsbroen kostede 21 mia. og et supersygehus koster 5 mia.) på etablering af det såkaldte CCS (Carbon Capture and Storage, “kulstof-opsamling og deponering”). En teknologi, der går ud på at indfange og derefter lagre CO₂ i undergrunden, men som er penge ud af vinduet.

Projektet er nemlig – som så mange andre grønne tiltag – på ingen måde en investering, der giver nogen form for afkast for samfundet (bortset fra mulige, luftige (undskyld!), betragtninger om importindtægter), men en direkte udgift for skatteyderne og det ikke blot for de 16 mia. kr. i anlægsudgifter, men yderligere med meget store fremtidige løbende driftsomkostninger.

Regeringens egne beregninger viser, at CO₂-udledningen ved projektets gennemførelse vil blive reduceret med 400.000 ton i 2025 og 900.000 ton i 2030 svarende til hhv. 0,7% og 1,6% af Danmarks samlede udledning. Når hertil føjes, at Danmark udleder blot 1 promille af klodens samlede udledning, og at klimaet som bekendt er grænseløst, vil udkommet af udgiften på 16 milliarder kroner og de store fremtidige driftsudgifter være en reduktion af det globale udslip af CO₂ på 0,0007% og 0,0016% hhv. i 2025 og i 2030.

Det er således en ubestridelig kendsgerning, at det meget store projekt vil være uden målbar effekt på klimaet, men udløse enorme regninger, der skal betales i fremtiden. Helen Thompson, der er professor i politisk økonomi ved universitetet i Cambridge bekræftede i en udtalelse for nylig til Weekendavisen, at den grønne omstilling efter hendes vurdering generelt vil føre til en lavere kollektiv levestandard i Vesten. At forestille sig, at den grønne omstilling bliver et guldæg eller blot gratis for samfundet og skatteborgerne, og at de lavthængende frugter kun venter på at blive plukket, er således i bedste fald naivt.

Men – vil de bekymrede hævde – vi er jo nødt til at yde vores bidrag (og gå forrest!) for at redde kloden. Alternativet, at fastholde indvinding og afbrænding af olie og naturgas, hvorved eksempelvis Danmark meget hurtigt igen kunne blive nettoeksportør af energi, eller at bruge kul, hævdes derfor ikke at være en reel eller anstændig mulighed. Men det er en falsk problemstilling, idet det ikke handler om klodens overlevelse, men om valget mellem en håbløs kamp mod klimaforandringer (som kommer, hvad enten vi piber eller hyler) eller om en løbende fornuftig tilpasning hertil.

En sådan tilpasning koster, men er i småtingsafdelingen i forhold til en kolossalt dyr grøn omstilling, som vil betyde, at kuren bliver meget værre end “sygdommen”, hvortil kommer, at den velstandsstigning på hele kloden, som bl.a. FN forudser, langt overstiger de udgifter, der er forbundet med at håndtere konsekvenserne af klimaforandringerne. Fortsætter vi derimod ud ad det grønne spor, efterlader vi en endog meget stor regning i børneværelset. Vi skylder vores efterkommere at skifte til et andet spor, inden denne fattiggørelse af de kommende generationer er uafvendelig.