Grøn omstilling og nykolonialisme

Danmarks grønne missionsvirksomhed koster menneskeliv i Afrika og skaber flygtningestrømme.

Siden spaniernes erobring af Mexico er kolonisering og missionsgerning gået hånd i hånd. I dag er ingen undtagelse. Bortset fra at det kristne budskab er erstattet af et grønt budskab.

De grønne missionærer har FN’s klimamodeller som udgangspunkt. Syndefaldet starter med afbrændingen af fossile brændstoffer for at skaffe energi og daterer sig til industrialiserings start i 1880.

Klimamodellerne bygger på, at stigende udledning af CO₂ fører til stigende global temperatur. Det er rigtigt, at udledningen af CO₂ er steget og fortsat stiger, men klimamodellerne overvurderer den globale opvarmning, og kløften imellem den målte temperatur og modellernes forudsigelser bliver større og større. I det netop forgangne 2022 er forskellen blevet endnu større.

Danske klimajournalisters omtale af grøn omstilling er navlebeskuende og uden globalt udsyn.

Med klima som udgangspunkt, kan verdens lande deles i 3 grupper:

1. gruppe består af de gamle vestlige industrilande inklusive Japan. Her er klima højt på dagsordenen, og landene yder store ofre for at reducere udledningen af CO₂.

2. gruppe består af de nye industrilande i Fjernøsten, som buldrer frem. På papiret ser landene positivt på grøn omstilling. Det er også nødvendigt, for et land som Kina er storeksportør af råvarer, halv- og helfabrikata til den grønne omstilling. EU-kommissionen har netop fremsat forslag til, at man nu skal yde statstilskud til den grønne industri i Europa. Det er på grund af konkurrencen fra Kina. I praksis udleder de nye industrilande bunker af CO₂. Det er nævnte lande, som er ansvarlige for de stigende udledninger af CO₂. For at mætte det stigende energibehov bygger landene i dette øjeblik mange nye kulkraftværker, så udviklingen vil fortsætte mange år endnu.

3. gruppe er stor og består af udviklingslandene. I danske medier hører man meget lidt om udviklingslandene og grøn omstilling. I forbindelse med COP-møderne omtales dog, at landene ønsker klimakompensation fra de gamle industrilande til dækning af omkostninger i forbindelse med klimarelaterede skader. Desuden omtaler medierne naturkatastrofer, når de rammer et eller flere udviklingslande. Medierne fortæller, at det er på grund af klimaforandringer og udledning af CO₂. Det er imidlertid ikke den rigtige forklaring, som er La Niña. La Niña er et naturfænomen i Stillehavet og optræder især samtidigt med lav solaktivitet. Det har vi i øjeblikket, og det udløser mange naturkatastrofer. Nuværende La Niña har været meget langvarig og er gået ind i sin 3. periode, hvilket er meget sjældent.

I FP News har jeg fundet en artikel, som viser, hvordan udviklingslandene ser på grøn omstilling. FP News er et amerikansk magasin med speciale i udenrigspolitik. Artiklen er fra november 2021 og skrevet af Vijaya Ramachandran. Det følgende er et koncentrat af artiklen.

Rige landes klimapolitik er grøn kolonialisme.

Norge er efter Rusland den største producent af naturgas i Europa. Norge tjener mange penge på sin gaseksport på grund af stigende priser og en mangelsituation i Europa. Norge vil øge sin gasproduktion. Til trods herfor arbejder Norge på at forhindre, at nogle af verdens fattige lande selv udvikler en produktion af naturgas. Sammen med 7 andre Baltiske og Nordiske lande lægger man pres på Verdensbanken, så lån kun ydes til projekter med ren energi.

3,8 millioner mennesker dør årligt for tidligt på grund af luftforurening. Det er fordi træ, trækul, kul og husdyrgødning anvendes til opvarmning i forbindelse med madlavning. Det kunne man undgå ved at bruge naturgas.

Et forbud mod at udvikle gasprojekter sætter udviklingen i stå. Gas er nødvendigt for at producere el til husholdningerne og til produktion af cement, stål og kunstgødning. Gas kan også anvendes til flaskegas.

Vedvarende energi som sol og vind er ikke et alternativ, fordi det kræver et traditionelt backup-system.

Afrika har store gasreserver syd for Sahara, men Norge (og Danmark) spænder ben for, at de bliver udnyttet.

Til slut vil jeg for egen regning tilføje, at Danmarks og andres lobbyisme lykkedes. Verdensbanken yder ikke længere lån til fossile projekter. Man forstår godt, at unge afrikanere flygter til Europa. Danmarks grønne missionsvirksomhed tvinger dem til det.

Afrikanerne er også på andre måder ofre for den grønne omstilling, som behøver sjældne metaller og kobber. Det skaffer man fra Afrika, hvor minedrift forgår under forfærdelige arbejdsforhold og uden hensyntagen til det lokale miljø. Ved det nyligt afholdte verdensmesterskab i fodbold blev forholdene i forbindelse med bygning af stadioner et stort tema for medierne. Når det gælder om at skaffe metaller og kobber til den grønne omstilling, så er mediernes interesse i arbejdsforhold og miljø i Afrika stort set fraværende.