Isbjørne, Pingviner og andre dyr, Klimarealisme i medierne

“Fakta” om isbjørne

Bjørn Lomborg kom for skade at lægge et opslag på Facebook, hvor han gør opmærksom på, at isbjørnene trives i Arktis, deres antal har været stigende siden 1960-erne. Stigningen skyldes primært, at man ophørte med at jage dem fra 1970 og fremefter. Ændringerne i havisens udbredelse har til gengæld ikke haft nogen (negativ) effekt, som vi jo også har set Susan Crockford fremføre mange gange.

Bjørn Lomborgs opslag. Krydset er tilføjet af AFP

Lomborg fik dog ikke lov til at dø i synden, et fransk foretagende: Agent France-Presse underkastede opslaget et ”fakta-tjek” og resultatet var, at opslaget fik påsat etiketten: Misleading, ”vildledende”.

Her følger Lomborgs kommentar til situationen, oprindeligt skrevet til Wall Street Journal, men siden gengivet på hjemmesiden Climate Depot:

Partiske ”fakta-tjekkere” spreder fejlagtig information om klimaforandringer

”Fakta-tjek” underminerer en åben diskussion vedrørende vigtige emner, inkl. klimaforandringer.

Tidligere på måneden skrev jeg et sandfærdigt opslag på Facebook om den voksende bestand af isbjørne. Opslaget undergravede alarmistiske klimafortællinger, så det blev helt forkert påsat etiketten ”falsk”.

Aktivister har brugt isbjørnene som et symbol på klimakatastrofen i årtier, men de mest pålidelige data viser, at i stedet for at være ved at uddø, er der faktisk et stigende antal isbjørne. De officielle optællinger fra de førende videnskabsfolk, der forsker i disse dyr – Isbjørne-Specialist-Gruppen (eng. Polar Bear Specialist Group) – PBSG … fastsætter bestanden i dag til at være mellem 22.000 og 31.000. Det er højere, end de 5.000 til 19.000 isbjørne, som forskerne anslog, at bestanden var tilbage i 1960-erne.

Hovedårsagen har intet at gøre med klimaet. En international aftale, der trådte i kraft i 1976, begrænser jagten på isbjørne, hvilket ellers altid var den største trussel mod deres antal. Isbjørnene overlevede den seneste mellemistid, for 130.000-115.000 år siden, hvor det var betydeligt varmere, end det er nu.

Alt det her betyder ikke, at klimaforandringerne ikke finder sted, eller at de ikke har konsekvenser for menneskene eller planeten. Men hvis vi skal håndtere de problemer effektivt, skal vi bruge pålidelige data i stedet for bare bevidstløst at falde tilbage på de ideologisk inspirerede historier. Det er meget bedre for isbjørnene, og os andre, hvis de personer, der prøver at hjælpe dem, bruger præcise fakta.

Agence France-Presse, Verdens ældste nyhedstjeneste, har fundet en ny berettigelse ved at sælge sig selv som en online ”digital verifikations-tjeneste”. De stemplede ”VILDLEDENDE” foroven på mit opslag og hævdede, at jeg havde brugt ”upålidelige data”. Andre medier fulgte hurtigt op, hvor Facebook satte etiketter med ”delvist ukorrekt” og ”kunne føre på vildspor” på mange opslag og avisartikler, hvor jeg fremførte disse synspunkter.

Men AFP tager bevisligt fejl. De baserer deres konklusion næsten udelukkende på et interview med en pensioneret forsker, Dag Vongraven. Han accepterer, at jeg brugte de korrekte resultater, men hævder, at 1960-tallene er ”gætværk”, man ikke kan stole på, pga. forskernes begrænsede muligheder for at optælle dyr den gang. Så deraf følger, at stigningen i den anslåede bestand skyldes bedre observationsmuligheder frem for en virkelig forøgelse af antallet.

Det er et politisk bekvemt røgslør. Data fra 1960-erne kommer fra det første internationale videnskabelige møde om isbjørnene i 1965, og er baseret på tre fagfællebedømte estimater, der udregner deres totale antal ud fra veldokumenterede regionale bestande af isbjørne. Sammenhængen blev understøttet af andre data, inkl. et resultat fra 1970 fra den Internationale Union for Naturbeskyttelse og fem andre kilder, som jeg refererede til. Alle viser, at antallet af isbjørne er steget. AFP og hr. Vongraven kommer aldrig med en alternativ vurdering, de forkaster simpelthen bare de bedste tilgængelige data, fordi de ikke passer ind i den politiske fortælling.

Selv hvis man kasserer alle data fra 1900-tallet, så har PBSG i sin seneste (2021) rapport påvist, at antallet af isbjørne er steget i de to seneste årtier. AFP ignorerer simpelthen bare det hele og understreger i stedet, at vurderinger af antal er svære.

Og dog, AFP taber hurtigt sin sans for forsigtighed mht. data, lige så snart det er politisk bekvemt.

Halvvejs gennem artiklen indlægger AFP en stor grafik, der erklærer, at isbjørne ”kunne uddø ved århundredets afslutning”. AFP kommer ikke med nogen kilde til denne påstand, men den kommer sandsynligvis fra en artikel i Nature fra 2020, som blev bredt omtalt, fordi den påviste den mulige uddøen af isbjørnene.

Grafik fra AFP. Forklaringen i boksen øverst th. er lidt uforståelig [red.]

Her går AFP igen for vidt med deres data. Selv i sit værste scenarie giver Nature-artiklen ikke udtryk for at isbjørnene ville uddø.

Der plejede ikke at være problemer med at bruge de data, jeg refererede til. Da en CNN-journalist i 2008 foretog en undersøgelse svarende til AFP’s, talte han med mange forskere, og de var enige om, ”at isbjørne-bestandene højst sandsynligt var vokset i de seneste årtier.” Da isbjørnene i 2008 blev sat på listen over Truede Dyr, stod der i afgørelsen, at bestanden ”er vokset fra et lavpunkt på under 12.000 i de sene 1960-ere til det nuværende anslåede tal på 20.000-25.000”. Data her har ikke ændret sig, det eneste nye er mediernes vilje til at se bort fra forstyrrende fakta.

Resultatet er, at offentligheden nægtes adgang til præcise data og en åben debat om disse meget vigtige emner. Latterlige påstande fra den ene side får lov til at blive stående, mens såkaldt fakta-tjek censurerer ubekvemme sandheder. Hvis vi skal have en fornuftig klimapolitik, må vælgerne have det komplette billede af situationen.

Og i øvrigt, der er stadigvæk ca. 700 isbjørne, der årligt dræbes af jægere. Hvis vi gerne vil hjælpe isbjørnene, hvorfor stopper vi så ikke med at skyde dem?

Bjørn Lomborg har som sædvanligt ret. Det er beskæmmende at se, hvordan klimatroen kræver, at alt relateret til sagen skal være negativt. Og menneskets skyld skal understreges hver gang. Således skriver AFP følgende i sit ”Fakta-tjek”. Det har ikke noget med isbjørne at gøre, men er åbenbart vigtigt at få med hver gang:

”FN har påvist at havisen smelter, og den seneste rapport om klimaforandringerne beskriver, hvordan menneskene bidrager til den globale opvarmning ved at forbruge fossile brændstoffer.”

Susan Crockford har mange gange understreget, at den vigende havis om sommeren i Arktis kun betyder meget lidt for isbjørnenes muligheder for at skaffe føde, fordi de reelt ikke spiser ret meget om sommeren. Hertil kommer, at nedgangen i havisens udbredelse om sommeren er stoppet, og har været det i de seneste ca. 15 år. Men det må vi naturligvis heller ikke høre noget om.

Del på de sociale medier

7 Comments

  1. Der er ingen dokumentation for at isbjørnene overlevede sidste mellemistid. Ingen.

  2. Svend Stouge

    ca. 5000 i tredserne–
    ca. 30.000 – eller derover – i 2020’erne og alt dette efter den ‘globale opvarmning’
    hvad gik galt?

  3. Erik G. Østergaard

    Hver gang jeg deler noget fra Bjørn Lomborg får jeg en advarsel om at min konto kan blive lukket, hvis jeg bliver ved at sprede misinformation. Så jeg deler ikke noget fra ham mere, uanset hvor enig jeg er med ham. Censur virker.

    • Søren Hansen

      Indtil videre kan man godt dele artikler her fra Klimarealisme, selvom de omtaler Lomborg. Vi er ikke rigtigt i søgelyset – endnu…

  4. Peter Meilhede

    Hej Søren
    Jeg blev blokeret fra Facebook da jeg henviste til, at deres fact checks kun er en mening.

    https://nypost.com/2021/12/14/facebook-admits-the-truth-fact-checks-are-really-just-lefty-opinion/

    /P

    • Hans Henrik Hansen

      “Jeg blev blokeret fra Facebook da jeg henviste til, at deres fact checks kun er en mening”
      – for lidt over to år siden slettede jeg min konto fra ‘fæces-bogen’: Dét løste mit ‘problem’.

      PS Brugte den kun sparsomt og har siden aldrig savnet den! 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*