Klimarealisme i medierne, Vind og Sol

Energiske drømmerier

Et amerikansk energiforskningsinstitut har udsendt en diger rapport, der beskriver, hvordan USA kan omstille hele sin elforsyning inden 2035, hvor den efter de politiske planer skal være CO2-neutral. I forbindelse med rapporten blev der udsendt en pressemeddelelse og den har vores gamle bekendte Francis Menton nu taget under kærligt behandling. Det er som sædvanligt ganske underholdende. Her er en let forkortet oversættelse:

Tag ikke fejl, rapporten er et stort stykke arbejde, Den omtaler 5 ”ledende forfattere”, 6 ”supplerende forfattere” og 56 redaktører, bidragydere, kommentatorer osv. Der er sikkert brugt millioner af jeres skatte-dollars på at fremstille denne rapport og de underliggende computermodel-kørsler. Slutresultatet er en smuk illustration af, hvorfor central planlægning ikke virker og aldrig kommer til at virke. 

Så nu, hvor vores Præsident lader som om, at landet skal opnå denne ”100% ren elektricitets”-ting inden 2035, så må genierne bag rapporten da fortælle os nøjagtigt, hvordan det skal gøres, og hvor meget det vil koste. Held og lykke med at finde de ting i rapporten. Fra pressemeddelelsen:

”Studiet er … en indledende udforskning af overgangen til et 100% rent elektricitets-system frem mod 2035 – og bidrager til forståelsen af både mulighederne og udfordringerne ved at nå dette ambitiøse mål. Alt i alt identificeres flere forskellige veje til at nå 100% ren elektricitet i 2035, de vil hver især give betydelige fordele, men det præcise mix af teknologi og omkostningerne vil blive afklaret gennem Forskning og Udvikling (FoU), og beslutninger vedrørende fremstilling og udbygning af infrastrukturen over de næste 10 år.”

Så det er en ”indledende udforskning”. Med landet allerede forpligtet til billion-dollar-projektet som er afgørende for vores alle sammens liv, så er de først begyndt at tænke over, hvordan det skal gøres. ”Det præcise mix og omkostninger” – med andre ord alt, hvad der er vigtigt – ”vil blive afklaret gennem FoU” – dvs. det skal først opfindes. Men I skal ikke være bekymrede, det bliver alt sammen gjort i løbet af de næste 10 år, og derefter er der masser af tid til at få alting sat op i løbet af de 3 år fra den tid og til 2035.

Det er nok ikke nogen overraskelse, at der skal være en masse vindmøller og solceller i denne fremtid. Hvor mange?

”For at nå dette niveau skal der i henhold til vores modeller gennemføres en udbygning på 40-90 gigawatt solenergi pr. år og 70-150 gigawatt vind pr. år frem mod 2030. Det er mere end fire gange den nuværende udbygningstakt for hver teknologi.

Så vi skal med det samme firedoble udbygningen med sol og vind pr. år. Det er ikke noget problem! Men hvad hvis nogen derude klager over at få dækket 10.000-vis af kvadratkilometer med disse ting?

”Hvis der er udfordringer med placeringen og anvendelse af arealerne i forbindelse med opstilling af den nye kapacitet, vil kernekraft hjælpe til med at dække den manglende kapacitet, kernekraften vil i 2035 være mere end fordoblet i forhold til vores nuværende kapacitet.”

Oh, vi vil fordoble kapaciteten af kernekraft frem mod 2035. Er der nogen, der har fortalt de mennesker, at det tager mere end 13 år at bygge et kernekraftværk? Lige nu er der nøjagtigt to kernekraftværker under opførelse i USA, de ligger begge to på det samme sted i Georgia. For det enes vedkommende påbegyndtes opførelsen i 2009, og det forventes idriftsat til næste år. Det er 14 år fra det første spadestik, og der er ingen andre projekter, der bare er i nærheden af at kunne stikke spaden i jorden.

Men lad os komme ind til kernen, nemlig problemet med energilagring. Fra side xii i rapporten:

”Den største usikkerhed ved at nå 100 % ren elektricitet er [at udpege] kombinationen af teknologier, der opnår dette mål til den lavest mulige omkostning – især når man kigger på behovet for at levere i spidslastperioder, og når der kun er ringe produktion fra sol og vind. Analysen dokumenterer den potentielt vigtige rolle for adskillige teknologier, som endnu ikke er afprøvet i fuld skala, inkl. sæsonlagring af strømmen og flere fremgangsmåder til opsamling og lagring af CO2. Kombinationen af disse teknologier varierer i betydelig grad fra scenarie til scenarie, afhængigt af teknologiernes omkostninger og antagelser om deres funktion.” 

Aha! Det kræver alt sammen noget ”sæsonlagrings”-teknologi, som har til gode at blive ”afprøvet i fuld skala”. (Det er mildt sagt!). Har de overhovedet nogen idé om, hvordan det skal kunne lade sig gøre?

”Sæsonlagring er i modelarbejdet repræsenteret ved rene brint-fyrede forbrændingsturbiner, men kunne også indebære et udvalg af teknologier, der er på forskellige udviklingstrin, under forudsætning af at de realiseres til samme omkostninger og effektivitet. Der er megen usikkerhed om sæsonlagrings-brændstof-muligheder, hvilke kunne inkludere syntetisk naturgas og ammoniak, og brugen af alternative konverteringsteknologier som f.eks. brændselsceller. Andre teknologiske veje bliver også diskuteret i rapporten. Uanset valget af teknologi, vil en realisering af sæsonlagring i den skala, som modellerne forudser, kræve en betydelig opbygning af infrastruktur, inkl. brændstoflagre, transport og rørledninger, og ekstra el-kapacitet til at fremstille disse rene brændstoffer.”

Med andre ord, de har ingen anelse om hvordan. De kaster om sig med ideer om ting, der aldrig er blevet afprøvet eller eftervist, for slet ikke at tale om prissat – og efter planen skal vi have hele vores energiforsyning omstillet til dette på 13 år. Det er ikke nogen overraskelse, at deres bedste idé er brint, hvilket er en forfærdelig tanke. Og al den infrastruktur for brint, som de taler om – intet af den eksisterer i dag, intet er under opbygning eller sågar i en planlægningsfase.

Tilbage til pressemeddelelsen:

”En stigende mængde forskning har påvist, at omkostningseffektive vedvarende elsystemer er mulige, men omkostningerne stiger i takt med, at systemerne nærmer sig 100% CO2-fri elektricitet, også kendt som ”udfordringen med de sidste 10%”. Forøgelsen af omkostningerne kommer primært fra den sæsonrelaterede uoverensstemmelsen mellem produktionen af vedvarende energi og elforbruget.”

Jeg har nyheder til dem: De kommer til at ramme muren længe før de når 90% vedvarende energi. Se bare på Tyskland eller El Hierro-øen for at konstatere, hvordan det sker. Men lad os antage, at de har ret, og muren ikke kommer før, vi når de 90% vedvarende. De indrømmer blankt, at de ikke har noget svar på det spørgsmål. Igen fra pressemeddelelsen:

”Stadigvæk kunne overgangen fra et 90% rent elnet til 100% CO2-fjernelse blive accelereret ved at udvikle løsninger i stor skala, og som er kommercielt levedygtige for ren brint og andre lav-CO2-brændstoffer, avanceret kernekraft, intelligent forbrug, opsamling og deponi af CO2, eventuelt direkte fra luften, og avanceret styring af netværket. Disse områder er modne til fortsat forskning og udvikling.” 

Bemærk hvordan ”intelligent forbrug” pludseligt bliver smuttet ind her, ganske diskret, uden nogen definition på, hvad det indebærer. Her er hvad det indebærer: Hvis det system, de har opbygget, ikke fungerer, så reserverer de sig retten til at slukke for din strøm når som helst, de har lyst. eller til at hæve prisen så meget, at du ikke har råd til at bruge strømmen.

Rapporten har et langt afsnit om cost/benefit-analyser, hvor det selvsikkert konkluderes, at fordelene langt overstiger omkostningerne ved hvert eneste scenarie. Det er uden, at lagringsproblemet er løst, eller at en løsning er påvist, og omkostningerne hertil er helt ukendte.

Hvis I har tid og lyst, kan I finde hele rapporten via linket foroven. Jeg ville ikke rigtigt anbefale, at I spilder jeres værdifulde tid på det, men hvis I vil finde flere kritisable punkter, så er lejligheden der.

Jeres skattepenge i arbejde.

Så vidt Francis Menton. I Danmark kan vi jo også være med, med flyvske rapporter fra Energistyrelsen, universiteter eller som f.eks. IDA’s 2045-vision. Også her bruges modeller til arbejdet, og de er jo taknemmelige, man kan altid finde et resultat, der ser tilforladeligt ud – og så er den grønne omstilling reddet.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Michael Johansen

    Kan igen kun referere til det finske geologiske studie om hvor meget metal vi skal bruge til bare 1 generation “vedvarende energiproduktion”. Tallene er astronomiske:
    https://countercurrents.org/2022/08/is-there-enough-metal-to-replace-oil/

    • Mikael Thau

      Yeps
      Det viser bare hvor lidt gennemtænkt det hele er.

      For øvrigt aktiekursen i FLS er på vej op – så nogen har nok set at noget er på vej

  2. Erling Petersen

    Mikael Thau: Interessant vinkel. Jeg tror, at det i USA er som i Danmark. Politikerne missionerer. Og det tavse flertal tænker “Hvad rager det mig”.

  3. Mikael Thau

    Jeg kan ikke se at Biden har lovet 100% ren elektrificering i 2035. Ved COP 27 fandt jeg følgende fra Bidens tale:

    “Jeg kan stå her som præsident for USA og sige med overbevisning, at USA vil nå vores klimamål inden 2030, lover Biden i sin tale.

    Han tilføjer, at USA er ”på vej” til at nå målet om at reducere sin udledning af klimaskadelige gasser inden 2030 med 50-52 procent i forhold til niveauet i 2005.”

    Det er vist meget langt fra den ovenævnte rapport.

    Jeg har boet i USA og mit indtryk af den almindelige amerikaner er, at de i klimaets navn har en meget meget lang vej at gå. At der kastes penge ind i forskningsprogrammer afsluttende med digre og flotte rapporter, som alligevel aldrig bliver til noget er ganske normalt i USA. Det skal man ikke lægge for meget i.

    Jeg beundrer amerikanernes energi og parathed til at udføre forskning, som har bibragt verden rigtig meget godt. Men det er altså ikke alt sammen som er lige seriøst eller brugbart. I det aktuelle eksempel siger den nævnte i tidsplan i 2035 sådan set det hele.

    Rapportens forfattere overser vist også det faktum at det politiske miljø i USA har det med at skifte. Men det er nok upassende at komme ind på.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*