Havstigninger, Klimarealisme i medierne, Original Temperatures

Havniveauet

Lord Christopher Monckton er kendt som en frygtløs klimarealist, der ikke er bange for at tale alarmismen midt imod ved enhver given lejlighed. Berømt er hans tale efter COP26-mødet i Glasgow i fjor, hvor han grundigt fik irettesat den daværende kronprins Charles (nu kong Charles d. 3.), hvor budskabet var, at enten skulle Charles tie stille eller også gå af.  Monckton har nu en månedlig artikel i Climate Depot, hvor han gør status over klimaets tilstand og fremhæver, at reelt er den globale temperatur på nuværende tidspunkt ikke steget de seneste 8 år og 2 måneder, se fig. 1.

Fig. 1: De seneste 8 år fra UAH’s temperaturkurve, med en tendenslinje indlagt.

Figuren er baseret på UAH’s temperaturkurve, som jo også er den, vi andre har mest tillid til, da de rå måledata ikke bliver redigeret på nogen måde. Efter varmepausen 1998-2014 fik temperaturen et nøk opad i forbindelse med den første El Niño i 2015, men har nu igen lagt sig fast – på niveauet i bunden af de to El Niño’er. Siden 2018 har vi været i La Niña-tilstanden og den forventes ikke at ændre sig før en gang til foråret.

Lord Monckton

Monckton kommer langt omkring i sin artikel, men der var specielt et punkt, der er af interesse. Der gengives et diagram, som vist på fig. 2. Her bliver havniveauet de seneste 1000 år siden sat sammen med den globale temperatur. Der er tale om to rekonstruktioner, der blev udført uafhængigt af hinanden. Det er interessant at se havniveauet, som ikke lige nu stiger ”uden fortilfælde”. Tværtimod var det højere i Vikingetiden, hvilket passer meget godt med, at man rundt omkring i Danmark finder rester af havnebyer, der nu befinder sig et godt stykke inde i landet. Og fænomenet kan ikke i alle tilfælde forklares med landhævninger.

Fig. 2: Sammenstilling af to uafhængige arbejder, øverst havniveauet de seneste 1000 år, nederst temperaturkurven i samme tidsrum, som gengivet af IPCC i 1990.

Den nuværende stigning passer fint ind i billedet, når man kigger på rekonstruktionen af temperaturen, her er det ikke en hockeystav, men derimod ser man tydeligt både Middelaldervarmen og Den Lille Istid. Det hele passer faktisk ret godt sammen. En højere temperatur fører til, at vandet i havet udvider sig, det i sig selv giver en målelig stigning. Hertil kommer den øgede afsmeltning af gletsjere og indlandsis ved højere temperaturer. Under Den Lille Istid gik det åbenlyst i den modsatte retning.

I sin tale i forbindelse med COP26 stiller Monckton et yderst relevant spørgsmål. Til hverdag ser vi kun temperaturanomalier, baseret på forskellige udgangspunkter. Men hvis vi nu i stedet tænkte på de faktiske temperaturer, hvad ville så være den ideelle varmegrad for Jorden? Der er almindelig enighed om, at kloden på nuværende tidspunkt befinder sig i en kold tid, i en stor del af de seneste 500 millioner år har Jorden haft en global temperatur, der måske lå 6-8 grader højere, end den nuværende, se fig. 3. Livet har trivedes hele vejen igennem. Så er den nuværende relativt lave temperatur virkeligt den ideelle?

Fig. 3: Indholdet af CO2 i atmosfæren (sort kurve) og den globale temperatur (blå kurve) over de seneste 550 millioner år. Kilde: S. Sivaramanan
Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Hans Henrik Hansen

    “Figuren er baseret på UAH’s temperaturkurve, som jo også er den, vi andre har mest tillid til, da de rå måledata ikke bliver redigeret på nogen måde”

    – her en ret interessant artikel om UAH vs. RSS:

    “Some seem to believe that RSS is more accurate than UAH, when radiosonde data shows the reverse is true. So, this is a short post to briefly cover the issue…”

    https://wattsupwiththat.com/2022/03/25/uah-vs-rss/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*