Thomas Martin Nielsen var en overgang en aktiv deltager på Klimarealismes Facebook-gruppe og nåede også en enkelt gang at skrive en artikel til hjemmesiden her. Han har nu skrevet en bog med den maleriske titel: ”Kampen mod den hvide mand”, udsendt af Manderådets Forlag. Man kan spørge sig selv om, hvorfor en klima-hjemmeside vil anmelde den slags, men årsagen er, at en af bogens grundpiller netop er klimaet og energiforsyningen.
Forfatterens budskab er grundlæggende venstrefløjens destruktive adfærd over for det frie, kapitalistiske samfund, som ellers har givet rekordmange mennesker en velstand helt uden historisk fortilfælde. Socialister af enhver observans har gennem tiden grebet ud efter alle muligheder for at undergrave netop denne tingenes tilstand. Vores samfund er i vid udstrækning opbygget af hvide, ældre, heteroseksuelle mænd og derfor fokuseres modviljen især mod denne befolkningsgruppe.
I kampen mod den hvide mand og den tilhørende samfundsorden benytter venstrefløjen ifølge bogen sig af to typer aktører: Marionetter og dukkeførere. Førstnævnte er de – ofte naive – folk i front, der fremfører alle de rigtige meninger, protesterer på alle de rigtige tidspunkter og arbejder for sager, som de næppe har forstået til bunds – eller forstået overhovedet. Dukkeførerne er det næste led i kæden, det er dem, der trækker i marionetternes tråde og styrer kampen for omstyrtelsen af samfundet, som vi kender det.
Bogen beskriver nu nærmere en stribe eksempler på venstrefløjens destruktive fremfærd. Der lægges ud med de røde, der er grønne, f.eks. i forbindelse med naturfredning. Derefter behandles klimaet og den grønne omstilling. Det næste store afsnit handler om de begreber, der p.t. er meget i vælten: MeToo – om seksuelle krænkelser, LGBT+ og Pride, hvor der hersker enorm forvirring om køn og identitet og endeligt Black Lives Matters’ tågede budskaber om race og diskrimination. Vi skal ikke her komme så meget ind på de sidstnævnte områder, men vil da gerne rose forfatteren for nogle skarpe og ualmindeligt velskrevne gennemgange, ikke mindst af hele MeToo sagen, hvor det mandefjendske perspektiv skriger til himlen i mangel på logik og konsekvens. Hvis en virksomhed med en mandlig ledelse afsløres som havende en sexistisk kultur, ryger hele ledelsen for et godt ord, hvis der er den mindste mistanke om, at den vidste noget om tingenes tilstand. Sker det samme i en virksomhed med en ledelse bestående af kvinder, vil der, uanset deres viden eller grad af delagtighed, absolut intet ske med dem.
Men tilbage til natur og klima. Thomas Martin Nielsen beskriver lysende klart dobbeltmoralen f.eks. i Danmarks Naturfredningsforening (DN) og andre stærkt venstreorienterede organisationer eller politiske partier. På den ene side går man ind for grøn omstilling og vindmøller, på den anden side yder man indædt modstand mod alle planer om f.eks. opførelse af vindmøller i et givent område. Man ønsker brændende flere billige boliger, som almindelige mennesker kan betale, men er igen imod de konkrete projekter. Et af de mere groteske eksempler på denne virksomhed var den forhenværende giftgrund blottet for naturværdier i Valby ved København, hvor man ønskede at bygge en solcellepark. Der blev modstand fra DN’s side, grunden blev døbt ”Valby Enge”, og projektet blev i hvert fald midlertidigt udskudt.
Forfatteren mener nu, at det er et tydeligt eksempel på venstrefløjens ”dukkeføreres” ønske om at undergrave hele samfundet, man skal i et væk påpege problemer og konsekvent undergrave forsøg på at løse dem.
Der bruges en del sider på en udmærket gennemgang af hele situationen med klimaet og den grønne omstilling. Bogens holdning er absolut klimarealistisk, det er meget svært at se noget som helst alarmerende ved den beherskede temperaturstigning, vi har haft siden udgangen af den miserabelt kolde Lille Istid for 200 år siden. Der er ikke udsigt til nogen yderligere opvarmning af betydning, og slet ikke nogen, der kan føre til noget katastrofalt.
Vi har ikke nogen klimakrise men derimod en råstofkrise, fordi en omfattende grøn omstilling vil lægge beslag på enorme mængder af metaller som litium, kobber, kobolt osv., mængder, der langt overstiger hvad der kan udvindes på kortere sigt. Vi har også en energikrise pga. nedlukning af fossilt fyret produktion, uden at man har kunnet stille noget pålideligt alternativ op.
Hele ideen med en ”klimakrise” er igen noget, der er opfundet til lejligheden og grebet med kyshånd af venstrefløjen, fordi der her igen er en mulighed for at undergrave det frie og velhavende kapitalistiske samfund. Et eksempel fra bogen er en udtalelse fra partiet ”Frie Grønne”, som markerer deres modstand mod at lade indenrigsfly drives af Power to X:
Vores udmelding ville være at afvikle al indenrigsflyvning inden 2030 og til gengæld indføre højhastighedstog mellem de fire største byer: Aalborg, Aarhus, Odense og København.
Dernæst erklære Danmark i klima-nødstilstand. Hvilket blandt andet ville betyde, at vi med øjeblikkelig virkning indstillede alle motorvejsudvidelser. Til gengæld skulle den kollektive trafik i de fire største byer være gratis, og selv i landkommunerne skulle bussen komme minimum hver halve time.
Man ser det for sig, alle de store dieselbusser, der kører tomme rundt på landevejene uden for storbyerne. Forslaget er inderligt urealistisk, men det er ifølge Thomas Martin Nielsen helt ligegyldigt, formålet er at skyde alle praktiske forslag ned, fordi de kunne medvirke til at bevare den nuværende samfundsorden.
Om elbiler, der jo ellers betragtes som et ubetinget gode, er der en interessant historie fra København, hvor de venstreorienterede partier ønsker at begrænse parkeringsmulighederne for alle biler, dvs. også de politisk korrekte elektriske af slagsen. Hadet til biler overgår kærligheden til grøn omstilling.
Spørgsmålet om kernekraft tages også op, og igen ser forfatteren venstrefløjens selvmodsigelse. Her er den mest oplagte ”grønne” løsning, der kan redde klimaet, men alligevel siger man over en bred kam nej. Er det igen fordi den stabile elforsyning fra kernekraften kunne medvirke til at forlænge det forhadte kapitalistiske system?
Til sidst i bogen tages der fat i den Vestlige Verdens magelighed. Vi har lullet os selv i søvn, glemt at tænke over vores egen sikkerhed, politisk, militært og forsyningsmæssigt. Alt var jo bare i den skønneste orden, og derfor kunne vi fokusere på obskure rettigheder og antallet af køn. Ukrainekrigen blev en brutal opvågning, pludseligt var vi ikke så sikre mere, rent militært, og vores selvpåførte afhængighed af russisk gas gav nu et grusomt bagslag.
Man kan jo erklære sig enig eller uenig i teorien om dukkeførere og marionetter. Sidstnævntes eksistens kan der ikke være megen tvivl om, der er alt for mange mennesker, der ikke orker eller ønsker at sætte sig ind i sagerne selvstændigt, og derfor bare flyder med. Men efter et langt liv i stadig konfrontation med socialister af enhver afskygning er denne anmelder ikke så sikker på, at de er fuldt bevidste dukkeførere med et bestemt formål med deres aktiviteter. Tværtimod lider de også af åndelig dovenskab, og kræver ikke nogen sammenhæng i det, de foregiver at kæmpe for. Det er jo smukt og rigtigt at ønske sig ”grøn omstilling” med opførelse af en masse vindmøller. Men det er lige så smukt og rigtigt at sige nej til opstilling af vindmøller på et område, der bare har den mindste naturværdi, og vis mig et område, der ikke har det? Så en del af forklaringen på de fænomener, som bogen beskriver så levende, er nok slet og ret tankeløshed.
– – – – –
Det skal her til sidst nævnes, at bogen er ualmindeligt velskrevet og en fornøjelse at læse, med sit friske og varierede sprog og mange citater, der er lige på kornet.
Ofte plejer vi i en anmeldelse at kommentere på bogens udseende, layout osv., men det er ikke rigtigt muligt her, da vi ikke har set et eksemplar af den færdige bog, der vist i øvrigt kun udsendes elektronisk. I stedet er anmeldelsen baseret på et sent manuskript tilsendt som PDF. Så der må tages forbehold for evt. yderligere redigering eller ændringer i teksten.
Men vi tør godt anbefale bogen alligevel til dem, der er interesseret i, hvor vores samfund er på vej hen.
https://www.saxo.com/dk/kampen-mod-den-hvide-mand_ebog_9788771962468
Danish
EU`s energisvaghed er måske en af drivkræfterne bag Putins ageren. Svage, dårligt beskyttede samfund og værdier udsættes for angreb, det er ganske normalt gennem hele menneskets historie. Det er naturligt, det er sådan naturen udvikler. Svage elementer fortrænges, både socialt og i naturen.
Jeg er lige blevet færdig med at læse bogen. Bogen er rigtig god, måske den bedste bog jeg har læst i flere år. Giver en god og plausibel forklaring på mange fænomener i verden idag. Jeg har haft svært ved at forstå, at medierne er så ukritiske omkring klimaet, men med Thomas´ forklaring begynder jeg bedre at kunne forstå det.
Bogen forklarer klimarealismen rigtig godt.
Omkring venstrefløjens andel i hele miseren er jeg nok enig – men det er nok mere komplekst end som så.
Men læs selv bogen – den er god at blive klog på – og den er let læst, bl.a. pga. alle de gode links.
Meget spændende tema. Må bogen blive læst af mange. Jeg tror den igangværende energikrise vil tvinge befolkningen til at tænke rationelt. Og derved vil mange af de gamle dyder blive støvet af igen.
Vedrørende venstreorienteredes magelighed. Det er min opfattelse, at meget venstreorientering også har med bagstræb at gøre. Man ønsker at leve i et mangelsamfund, hvor de fleste har det elendigt, medens en lille overklasse vælter sig i overflod. Det er i alt fald sådan det var i Østblokken, og sådan det fortsat er i de få tilbageværende kommunistiske lande. Det går helt tilbage til Karl Marx, der foretrak feudalismen for kapitalismen.
God anmeldelse.
Jeg forstår egentlig godt at klimarealister historisk har valgt at se på klima-alarmismen isoleret.
Dels pga den ‘poison pill’ der ville tvinge dem til at feje for egen dør mht. politisk ideologi og dels for ikke at blive sat i bås som ‘politiske ekstremister’ fra den mere normkonformative front.
Men nu ser det ud til at have fanget dem i et lokalt maximum, og for at bryde ud er man nødt til at anskue klima-alarmismen i et større perspektiv der inkluderer nogle større sammenhænge.
Sammenhænge der er så svære at forholde sig til, at det er lettere at blive i det komfortable lokale maximum.
Sikken fin og velargumenteret anmeldelse. Køb den før den bliver brændt!
Jeg læste i går en kronik af Elsie Yius Legal for Asien og bestyrelsesmedlem, ISS A/S.
Hun havde nogle betragtninger om Diversitet og inklusion, som jo ikke har noget med klima eller ældre hvide mænd at gøre. Men hun indledte kronikken med de to nedenstående afsnit, som jeg fandt særdeles rammene på menneskers positionering til rigtig mange samfundsrelaterede problemstillinger, hvorfor jeg gerne vil vise dem her.
“Diversitet og inklusion (D&I) er på alles læber i disse tider. I medierne, i den offentlige sektor og ikke mindst i erhvervslivet. Som oftest bakkes støtteerklæringer op med beviser for, at mere mangfoldige teams træffer bedre beslutninger og skaber en bedre forretning.
Alligevel synes mangfoldighedsdiskussionen i høj grad at grave grøft mellem to grupper – én bestående af mennesker, der primært taler med sig selv, og en anden, der ikke skal have noget klinket, og derfor tier stille.”
Hvordan kan du mene, at “inklusion og diversitet ikke har noget med klima eller ældre, hvide mænd at gøre”?!
For det første er selve formålet med “inklusion og diversitet” jo at fortrænge de hvide mænd fra samfundets magtpositioner og erstatte så mange af dem som muligt med kvinder, brune og sorte, homo- og transseksuelle – og dermed undergrave det meritokratiske system, efter hvilket mennesker forfremmes til ledende stillinger i kraft af deres kvalifikationer og evner, og ikke efter deres køn, hudfarve eller seksuelle orientering, altså helt irrelevante parametre.
For det andet er hele klima-alarmismen jo båret af patos, altså det emotionelle, mens den hvide mand typisk står for en rationel tilgang: “Ja, vi oplever klimaforandringer. Det er der ikke noget nyt i. Lad os stille og roligt løse disse udfordringer med den teknisk-videnskabelige tilgang., med hvilken vi har løst alle de andre udfordringer, der stod i vejen for det moderne samfund – verdenshistoriens suverænt mest rige, lige og frie.”
Det står jo i skærende kontrast til klima-alarmismens poster girl, skolepigen Greta Thunberg, og hendes berømte udtalelese til FN: “I want you to panic!” og de netop panikagtige lukninger af velfungerende A-kraftværker og fossile værker, endnu inden et stabilt alternativ var på plads. En panik, som Putin udnyttede til at starte den første krig i Europa i næsten 80 år, og kaste hele verden ud i en massiv krise.
Jeg ved godt hvilken tilgang jeg foretrækker – som hvid, midaldrende mand. Og omvendt, hvilken tilgang jeg ville vælge, hvis jeg ønskede at undergrave de vestlige demokratier …