Grøn omstilling i Korea

Gapado-øen tilhører Sydkorea. Den er ganske lille, kun 0,85 km², og har knap 180 indbyggere. Den ligger lige syd for øen Jeju i det Gule Hav, syd for den koreanske halvø. Vi befinder os således i farvandet nordøst for Shanghai, se fig. 1.

Gapado-øen har lidt landbrug, og ellers lever befolkningen af fiskeri. Der går en færge over til Jeju flere gange om dagen. Et luftfoto af øen er vist på fig. 2.

Gapado kom i mediernes søgelys, fordi man her for ca. 10 år siden besluttede at etablere en helt CO₂-fri elektricitetsforsyning. Der blev opført to stk. 250 kW vindmøller og i alt 174 kW solceller, på tagene af ca. halvdelen af øens beboelseshuse.

Strømmen bliver samlet i et ”energicenter”, se fig. 3, hvor der er opstillet batterier med en kapacitet på i alt 3,86 MWh. Tidligere blev øen forsynet fra 3 stk. 150 kW dieselgeneratorer, dem har man beholdt som backup til den vedvarende energi.

Projektet har efter sigende været en kæmpe succes, indbyggerne glæder sig over, at deres strøm er blevet meget billigere. Samtidigt kommer der nu mange turister på øen, der vil se de nye systemer i drift.

I alt er der kun ni biler på øen, hvoraf de 4 er elektriske. To til myndighedernes brug og to ”delebiler”.

Investeringen i alt det nye udstyr er der noget forvirring om. En artikel nævner et tal på 12,5 mio. US$, mens flere andre taler om 100 mio. dollars. Sidstnævnte virker umiddelbart som et meget højt tal. Vindmøllerne skulle have kostet 8,6 mio. dollars og solcellerne ca. 0,6 mio. Hertil kommer udgiften til batteriet, som kan anslås til op imod 12 mio. dollars (prisen i 2013-15 var stadigvæk meget høj). Resten af installationerne skulle så have kostet op i mod 80 mio. dollars hvilket virker meget voldsomt. Der er naturligvis hele styringen af anlægget, og alle elmaster blev udskiftet med kabler i jorden, men alligevel. 100 millioner dollars ville svare til ca. 4 mio. danske kroner pr. Gapado-indbygger.

Forrentning og afskrivninger på anlægget vil med ovenstående tal og en sats på 10 % være mellem 2 og 10 mio. dollars pr. år.

Det oplyses, at øens strømforbrug ligger på maks. 230 kW og i gennemsnit 142 kW. Det giver et årligt forbrug på 1,24 mio. kWh. Kapitaludgiften pr. kWh bliver således mellem 1,7 og 8 dollars/kWh.

Det er nævnt, at prisen ved dieselgenereret strøm ligger på 0,35 dollars/kWh. Når beboerne på Gapado derfor kan glæde sig over lavere elpriser, skyldes det naturligvis, at staten har betalt hele investeringen og ikke kræver pengene op via elpriserne. Så er det jo nemt nok, men en dyr historie for staten.

Hvordan er det så gået med anlægget? Fig. 4 viser resultatet fra 3 måneder i 2016, hvor det viser sig, at dieselgeneratorerne fortsat stod for knap 60% af elforsyningen. Hvordan kan det være?

Møllerne og solcellerne yder tilsammen 674 kW, og forbruget overstiger aldrig de 230 kW, mens gennemsnittet er 142 kW. Der er således rigeligt med strøm fra sol og vind. Det er oplyst, at kapacitetsudnyttelsen for sol i området ligger på 18 % og for vindmøllerne på 35 %. Over året producerer de så tilsammen næsten 50 % mere, end der er brug for.

Ved fuld produktion kan de fylde batteriet op på bare 8 timer. Efterfølgende dækker batteriet lige godt et døgns gennemsnitsforbrug.

Problemet er nu mere tydeligt. Batteriet bliver fyldt op så hurtigt, at store mængder af strøm må kasseres, da den ikke kan bruges til noget. Samtidigt vil der, også på Gapado, være dage eller uger med vindstille og meget lidt sol, og så løber batteriet meget hurtigt tørt for strøm. Så må dieselgeneratorerne tage over.

Problemet er det, vi hele tiden ser med den slags drømmeprojekter. Lagringskapaciteten er alt for lille, og investeringen tårnhøj. Med en mere realistisk batteristørrelse bliver investeringen helt prohibitivt stor. El-forbrugerne vil aldrig være i stand til at dække de reelle omkostninger, og det offentlige vil stå tilbage med en gigantisk regning.