Grønlands tab af is

Vi har alle set kurverne over istabet fra Grønlands indlandsis, som vist på fig. 1. Man ser en dramatisk nedgang over de seneste 20 år og klimaforskerne spår, at det i den nærmeste fremtid vil blive endnu værre. Afsmeltningen er ”accelererende” og vil føre til voldsomme havstigninger inden for kort tid.

Men hvordan kan vi overhovedet måle mængden af is på Grønland? Og hvordan kan vi afgøre, om der sker et fald eller en stigning i mængden? Når man kigger på fig. 1, er der tale om et fald år for år på godt 200 gigatons (Gt) i gennemsnit. Det lyder voldsomt, men når man husker på, at den samlede mængde indlandsis på Grønland formodes at veje 2,6 millioner Gt så er de 200 pludseligt ikke ret meget, faktisk mindre end 0,01 %. En total afsmeltning med det nuværende tempo ville således tage mindst 10.000 år.

Indlandsisens vækst eller fald styres af 3 faktorer. Der er en tilvækst, der skyldes snefald over isen. Der er et tab ved direkte afsmeltning om sommeren, det er dog forholdsvis beskedent. Den store afgang af is kommer fra gletsjere, der smelter og skrider ud i havene omkring Grønland og fører en masse is med sig.

Alle tre ting er svære at sætte tal på, Grønland er enormt stor og afsides beliggende, så man kan ikke bare tage derop og måle over det hele. I stedet har man grebet til satellitter, der er indrettet til at måle små ændringer i det lokale tyngdefelt. Herom skriver Polar Portal på sin hjemmeside:

Figurerne er baseret på data fra GRACE-satellitterne (drevet af NASA og Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt, DLR). Tyngdekraften ændrer sig, når mængden af is ændrer sig, og det kan måles fra GRACE-satellitterne.

GRACE står for Gravity Recovery and Climate Experiment (”Tyngdekraft-opsamling og klima-eksperiment”). Polar Portal fortsætter:

GRACE-satellitterne måler de samlede ismasse-ændringer – her og nu. En del af disse ændringer skyldes dog også, at Jordens masse løbende ændrer sig som en slags forsinket følge af tidligere ændringer i iskappernes størrelse (lidt som en sofa langsomt retter sig ud, når man rejser sig op). Det kalder man Glacial Isostatic Adjustment. Der gøres opmærksom på, at de masseændringer, der vises her, ikke er korrigeret for de masseændringer, der skyldes Glacial Isostatic Adjustment.

Den sidste sætning gav anledning til en af Tony Hellers mange stærkt underholdende videoer. Glacial Isostatic Adjustment er udtryk for den ændring, der sker med jordoverfladen, når en iskappe opbygges eller forsvinder ovenpå. Vi kender fænomenet her fra Skandinavien, hvor jordoverfladen har hævet sig støt siden ophøret af den sidste istid. Under istiden trykkede iskappen, der var op til 3 km tyk, jorden ned, og da isen forsvandt, hævede jorden sig igen. Den proces er endnu ikke færdig.

Det er nu således, at Grønlands undergrund faktisk sænker sig. Det er en følge af, at iskappen, der dækkede store dele af Canada er forsvundet, og dermed hæver landet sig her. Det bevirker så, at de omkringliggende områder, herunder Grønland, sænker sig, fordi materialerne til hævningen jo skal komme et eller andet sted fra. Princippet er illustreret i fig. 2.

Når undergrunden under den grønlandske is sænker sig, betyder det, at tyngdekraften bliver en lille smule mindre. Det kan GRACE satellitterne registrere, og den mindre tyngdekraft kan så udlægges til, at mængden af is er faldende.

Her kommer Tony Heller ind i billedet. Han angriber forskerne fra DMI for uhæderlighed, fordi de ignorerer denne sænkning af undergrunden og bare tilskriver det hele et tab af is som følge af den globale opvarmning. Men har han ret, og hvor meget betyder denne sænkning?

Inden vi kommer nærmere ind på det spørgsmål, skal det slås fast, at målingerne med GRACE-satellitterne er uhyre komplicerede og kræver en række korrektioner, fortolkninger osv. En artikel fra 2013 beskriver problemerne i detaljer. Først får vi dog lige at vide, at begrundelsen for overhovedet at interessere sig for så små variationer i iskappen naturligvis er frygten for den globale opvarmning og tilhørende havstigninger.

Iskappe-forskerne er ikke enige om hvordan GRACE-målingerne skal fortolkes og korrigeres, og derfor når de frem til temmelig forskellige resultater. Udover korrektioner for satellitternes instrumenter nævnes netop hævning eller sænkning af undergrunden som en af de store faktorer for resultatet. Den er ikke ens over hele Grønland, så man må opdele landet i zoner og tildele dem hver sin niveauændring. Det kræver mange beslutninger om de nødvendige justeringer. Hertil kommer, at hele Jorden faktisk ændrer facon en lille smule som følge af istidens ophør og det giver ændringer i det lokalt målte tyngdefelt.

Så vi har ikke nogen nem opgave her. En anden artikel har givet et bud på de aktuelle ændringer i Grønlands undergrund, resultatet er vist på fig. 3. Blå er her sænkning, rød hævning. Man ser at store dele af Grønland ganske rigtigt synker nogle få mm pr. år.

Hvor meget betyder det så for resultatet for afsmeltningen af indlandsisen? Videnskaben har bedømt den samlede indflydelse fra alle usikkerhederne til mellem 15 og 59 Gt/år. Artiklen konkluderer, at indflydelsen fra ændringer i undergrunden svarer til mellem -6 og +9,5 Gt is pr. år – med en usikkerhed på 26 Gt/år. 

Det må således konkluderes, at der er meget stor usikkerhed omkring resultaterne og dermed også om hvor stor afsmeltningen fra indlandsisen reelt er. Men efter alt at dømme har Tony Heller ikke ret i, at der slet ikke er nogen netto-afsmeltning. Landsænkningen kan langt fra forklare hele den forskel i tyngdefeltet, som satellitterne har målt.

Det er imidlertid interessant i denne sammenhæng, at DMI faktisk har rapporteret om et ganske beskedent tab i indlandsisen for den sæson, der netop er afsluttet (2021-2022), se fig. 4. Her ser vi, hvordan tabet pr. år er reduceret over de seneste 3 år og det nyeste tal viser et tab på under 100 Gt. Heraf udgør den manglende korrektion for landsænkningen jo alligevel en ikke ubetydelig del.