Det er vist meget sjældent, at den samme bog anmeldes to gange i samme medie med kun få måneders mellemrum. Men nu sker det. I april bragte vi en anmeldelse af cand.odont. Lars Forrings bog ”KLIMAPROFETI vores nye fælles religion”. Trods bogens sympatiske ærinde blev det dog ikke nogen positiv omtale, da det måtte konstateres, at bogen var fuld af grove faktuelle fejl og misforståelser af simple begreber inden for klima og energi.
Undertegnede var efterfølgende i dialog med forlaget, Bogform, og på deres opfordring fremsendte jeg en mere komplet liste over de alvorlige fejl, der var fundet. Listen var betydeligt længere end de punkter, der blev nævnt i anmeldelsen i april.
Forlaget har derefter besluttet at udsende en revideret udgave af bogen, og sendte et anmeldereksemplar til Klimarealisme. Det fremgår dog ingen steder, at der er tale om en ny udgave, bogen kaldes blot ”1. udgave, 2. oplag”. Ej heller er det nogetsteds nævnt, at man har fået lidt hjælp af Klimarealisme. Men pyt med det.
Og hvad er så resultatet af anstrengelserne? Det er blevet til en betydeligt bedre bog, forlaget/forfatteren har været omhyggelige med at få rettet langt de fleste fejl i ”1. oplag”, hvilket hjælper meget på bogens troværdighed. Og selv skønhedsfejl, som f.eks. det forrige oplags vaklende grammatik, er i et vist omfang blevet rettet.
Bogen giver nu en ok fremstilling af hele klimasagen, temperaturkurverne, havisen, ekstremvejr osv. Der er gode citater fra diverse aktører og forfattere på klimarealistisk side. Gang på gang understreges det, helt korrekt, at CO2 umuligt kan være den eneste faktor, der bestemmer den globale temperatur, selvom det – absurd nok – er, hvad klimaindustrien vil have os til at tro. Der er en fyldig omtale af Henrik Svensmark og hans teorier om den kosmiske stråling og skydannelsen. Vi hører lidt om Climategate og de andre skandaløse forsøg på at undertrykke data og videnskabelige resultater, der strider mod klimafortællingen.
Bogen har kapitler om vedvarende energi og punktvis slår den ned på Energinets daglige statistikker, der igen og igen viser hvor lidt alle vores vindmøller og solceller i realiteten producerer, selvom deres kapacitet ligger på 1½ gang det danske elforbrug. Brint og Power to X gennemgås og igen må vi konstatere, at disse teknologier stadigvæk er uprøvede og næppe nogen sinde kommer til at spille nogen afgørende rolle i energiforsyningen.
Vi hører om landbruget, og det faktum, at økologisk produktion er langt mindre ”klimavenlig” end konventionelt landbrug. Her kommer forfatteren også ind på metan og dens rolle, og bogen gør det stadigvæk ikke helt lysende klart, hvordan det hænger sammen.
Et kapitel om skovbrug og skovbrande kommer lidt langt omkring. Vi hører om de danske bestræbelser på at udlægge områder til ”naturskov”, hvor store græsædere skal gå rundt og gøre det ”naturligt”. Tørt konstaterer bogen, at dyrene vil æde de fleste af de vilde planter, vi ellers gerne ville fremme, og en naturskov bidrager ikke længere til opsugning af CO2, når først den er i balance. Skovbrug til gavntræ, dvs. træ til møbler eller byggematerialer, er den mest ”klimavenlige” aktivitet.
Kapitlet fortsætter med at kigge på de store naturbrande, ikke mindst i Australien og Californien, og igen må man konstatere, at de ikke er blevet mere hyppige med årene og ikke har nogen sammenhæng med ”klimaforandringerne”. I samme omgang hører vi om de skammelige manipulationer med australske vejrstationer, for at få temperaturudviklingen over de seneste 100 år til at blive meget mere alarmerende, end den reelt er.
Alt i alt er det nu en bog med mange gode pointer, som man kan have udbytte af at læse, hvis man ikke er særligt godt inde i klimasagen, og gerne vil have en kort og letlæst introduktion. (Skulle forlaget finde på at udsende en ”1. udgave, 3. oplag”, så ville det nu forbedre indtrykket yderligere, hvis man fik rettet navnene på jordens poler til hhv. ”Arktis” og ”Antarktis” – uden et ”k” bagefter.)
Danish