Indien har spillet med i klimaorkestret og begyndte at nævne mål om ”netto nul” udledninger en gang i fremtiden. CO2-udledningerne skulle toppe omkring 2030 og måske kunne man nå klimaneutralitet i 2070 eller deromkring.
I mellemtiden har vi fået en energikrise og samtidigt er der i den indiske befolkning et stort pres for at få en bedre elforsyning. Det skal være en stabil og billig forsyning og dermed er ”vedvarende energi” naturligvis ikke løsningen. Der er i Indiens tilfælde realistisk set kun kul, der i dag står for 70 % af elforsyningen.
Det fremgår nu fra uofficielle kilder, at planlagte lukninger af 25 GW kulkraft er aflyst, der bliver kun tale om at lukke ca. 5 GW inden årtiets udgang. Indien har p.t. i alt 204 GW kulkraft installeret og efter planerne bliver det udvidet til ca. 250 GW frem mod 2030.
Indiens regering har annonceret en stor udbygning med sol og vind, med en kapacitet på 500 GW inden 2030. Det vil naturligvis dække langt mindre af forbruget, end de 250 GW kulkraft kan, men man forestiller sig en situation, som kun er alt for velkendt her i Europa. Sol og vind leverer, hvad de kan, og kulkraften skal så samle stumperne op, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner. Man håber på, at halvdelen af landets elforbrug dækkes af vedvarende energi, når vi når 2030.
Men Indien vil fortsat være dybt afhængig af kullene, sammen med Kina fik man fjernet forslaget fra IPCC i Glasgow i fjor om at udfase al brug af kul inden en given dato – medmindre der er CO2-opsamling påmonteret. Det var den episode, der fik tårerne frem i øjnene på mødets ordstyrer.
Det er klart, at den indiske regering ikke ville kunne overleve at gå fuldt og helt ind for ”grøn omstilling”, som Tyskland har gjort med katastrofale resultater. Derfor er al snak om klimamål og udbygning med sol- og vindenergi primært et spil for galleriet i Vesten. Det er interessant i den sammenhæng, at klimapolitisk aktion i Europa og USA har været med til at sænke olie- og gasindustriens investeringer betydeligt, jfr. det hjemlige efterforsknings-stop i Danmark. Resultatet ser vi nu i form af højere olie- og (især) gaspriser. Med dyr olie og gas bliver kul pludseligt meget mere attraktivt, og så har klimaforkæmperne for alvor skudt sig selv i foden.
Danish
“Men Indien vil fortsat være dybt afhængig af kullene, sammen med Kina fik man fjernet forslaget fra IPCC i Glasgow i fjor om at udfase al brug af kul inden en given dato – medmindre der er CO2-opsamling påmonteret. Det var den episode, der fik tårerne frem i øjnene på mødets ordstyrer.”
Jeg modtog fra DTU, at der med Anders Eldrup i spidsen sættes hårdt ind på udvikling af brugbare metoder til CO2-genanvendelse eller -bortskaffelse. Et ekstrakt gengives nedenfor. Med 20 projekter indenfor de nedenfor viste indsatsområder skal CO2-problemet elimineres. Begejstringen er i top. Der er godt nok gang i det klimaindustrielle kompleks.
INNO-CCUS er et bredt funderet partnerskab med 54 forskellige aktører. Partnerne er offentlige og private aktører, herunder universiteter, vidensinstitutioner og store og små virksomheder.
CO2 fjernes fra atmosfæren
Partnerskabets vision er at bidrage til klimamålene ved at fange, lagre og anvende CO2. Ambitionen er at komme helt væk fra de fossile kulstofressourcer og nå klimamålene ved at forskyde CO2-balancen i atmosfæren.
Fem indsatsområder dækker hele værdikæden
Der er fem områder, hvor partnerskabet fokuserer indsatserne de kommende år:
1) Kemisk fangst af CO2. Eksisterende teknologier skaleres op, gøres billigere og implementeres ved store CO2-producenter som fx cementfabrikker.
2) Biologisk fangst og lagring af CO2. Der udvikles systemer, som kan sikre gennemsigtige og miljøforsvarlige metoder til dokumentation af skovrejsning. Produktion af biokul fra bioaffald skal forbedres.
3) Geologisk lagring af CO2. Teknologier og infrastruktur til at lagre CO2 i undergrunden forbedres.
4) Anvendelse af CO2. Forskning i nye materialer hvor CO2 indgår som råmateriale.
5) Samfunds- og systemanalyse. Analyser af, hvor CCU teknologier giver bedst mening, og hvordan det omgivende samfund reagerer.
Gaspriserne, der styrer gødningspriserne, der en overgang var 6-doblet, medførte at gødningsfabrikker stoppede produktionen grundet manglende tro på afsætning. Pris-og mangelsituationen kan vi i den vestlige verden måske klare, hvad med landmanden i Indien, Pakistan, Banglades samt resten af Asien, og størstedelen af Afrika?
Skaber modstanden (hetzen) mod fossile kraftstoffer hungersnød? Så kan NGOèrne sende indsamlingsfolk på gaderne, så får de sådan en god samvittighed.
Tak for endnu et glimrende indlæg Søren Hansen.
Men undskyld at jeg blander mig. Du afslutter med at skrive ”, og så har klimaforkæmperne for alvor skudt sig selv i foden”. Det er rigtigt, at den forventede udbygning med kul må antages at forøge atmosfærens indhold af CO2 – en lille smule. Og det vil antageligt øge klodens temperatur – en meget lille smule. Og planterne vil gro lidt hurtigere. Og ingen ved, om det vil gøre mere godt end skidt.
Vi har gennem 30 års hjernevask vænnet os til at CO2 er meget farligt. Måske var det på tide, at vi vover at ryste CO2–fobien af os, og se lidt mere realistisk på klimaet.