Det engelske tv-selskab, BBC, holder sig sjældent tilbage fra en god klima-alarmistisk historie. Her har man i en kort video udbredt sig om en katastrofal udryddelse i 2015-16 af en mangroveskov på den australske nordkyst som følge af klimaforandringer. Den globale opvarmning skulle angiveligt have medført tørke i området, og 40 millioner mangrovetræer døde, se fig. 1.
BBC påpeger, at mangrovetræerne indeholdt en masse kulstof, der nu ved deres død blev frigivet til atmosfæren som CO2. Det bliver foreslået, at vi mennesker for at forhindre den slags udslip af CO2 må prøve at ”redde” mangroverne, f.eks. ved at vande dem ovenfra, dvs. ved hjælp af flyvemaskiner. Det bliver selvfølgeligt lidt af en opgave, fordi det ramte areal er ca. 74 kvadratkilometer.
Men det er klart, at dommedag er nær. Eller er den?
Artiklen her påpeger for det første, at det kun drejer sig om ca. 2 % af det samlede mangrove-areal i området, se fig. 2. Der er kolossalt mange mangrovetræer, og generelt trives de.
Men hvorfor gik det så galt for de 2 procent? Forklaringen er meget interessant. I 2015 fik vi den første af de to store El Niño’er og de har den bemærkelsesværdige effekt, at havniveauet pga. lokal afkøling og ændrede strømme falder med 30-40 cm ud for kysten i det berørte område. Mangroverne er afhængige af at få rødderne oversvømmet med havvand med mellemrum, og det lavere niveau bevirkede nu, at de højereliggende mangroveområder ikke mere fik deres saltvand. Og så tørrede de ud og døde. Dette er et helt naturligt og ofte observeret fænomen.
Det nævner BBC-videoen også, men skynder sig at tilføje, at El Niño’erne er blevet meget værre pga. klimaforandringerne. Det er der imidlertid ikke noget, der tyder på. De har over de seneste 6000 år udviklet sig i lidt kraftigere retning, men det er en følge af den svage globale afkøling, der har fundet sted over de mange år. Der er ingen signifikant udvikling i nutiden.
Generelt har mangroveskovene i området ellers haft fordel af den moderate havstigning (2 mm om året) som området har haft de seneste ca. 100 år. De har kunnet udvide deres område, fordi større arealer fik den regelmæssige oversvømmelse af havvand.
Man må konkludere, at det midlertidige tab af mangroveskov ikke har så meget med ”klimaforandringer” at gøre, og derfor er BBC’s alarmisme helt grundløs. Men u-alarmistiske historier er jo ikke særligt interessante, vel?