Den amerikanske journalist og forfatter Jerome R. Corsi har skrevet en ny bog om hele klimasagen, den udkom for et par uger siden. Den fik en stor og positiv omtale på hjemmesiden Climate Depot, hvilket er naturligt nok, da den er tilegnet Marc Morano, bestyreren af Climate Depot. Morano har også har skrevet forordet til bogen.
Bogens fulde titel er ”The Truth about Energy, Global Warming, and Climate Change” og over 337 sider + det løse får vi en gennemgang af stort set alle aspekter i klimasagen. Der er ingen tvivl om forfatterens indstilling til emnet, han beskriver de stærke politiske interesser, der er involveret, men som i vid udstrækning handler om alle mulige andre mål end at ”redde” klimaet. Bogen går i detaljer med klimavidenskaben set i lyset af alle de naturlige udsving, der har været i klimaet gennem hele Jordens levetid, hvor det, der sker lige nu, bestemt ikke er bemærkelsesværdigt. Corsi tager også fat på ”den grønne omstilling” og påviser, hvor umulig den er, af mange grunde.
Så alt i alt burde vi stå med en solid gennemgang af klimasagen, og som én der har læst en stribe bøger om emnet, er man naturligvis nysgerrig efter, hvad bogen her så tilfører af nye eller anderledes vinkler på stoffet.
Den første tredjedel af bogen er da også en stærk gennemgang af hele optakten, hvor det startede i 1970’erne med en gryende bekymring for miljøet og den stærke tro på, at ressourcerne i Verden stod over for at blive brugt op. Overbefolkningen blev nævnt i den forbindelse, sammen med ubehagelige ideer til at nedbringe den. Men ellers havde alle løsningsforslagene de samme elementer til fælles: Mere styring fra regeringernes side (eller endda en Verdensregering), flere indskrænkninger i folks frihed og mere tvang. Kort sagt, en drøm om socialisme i én eller anden form. Efterhånden trådte bekymringen om ressourcerne noget i baggrunden, vi løb jo ikke tør for hverken brændstoffer eller mineraler, og miljøproblemerne kunne langt hen ad vejen tackles i de mere velstående samfund. Klimaet kom så som redningsplanken, her kunne man igen slå på det syndige og skadelige i enhver form for forbrug, og alle de totalitære virkemidler kunne igen komme i spil. IPCC blev etableret og tiltog sig mere og mere magt og indflydelse, og toget rullede – omend primært i Vesten.
Derefter kigger Corsi på selve klimasagen. En god klimarealistisk bog er karakteriseret ved, at den åbent og klart afslører svaghederne i hele tanken om klimaforandringer og klæder læseren på til at tage diskussionen op med diverse ”rettroende”. Fremragende eksempler på dette er bøgerne skrevet af vores egen Johannes Krüger, amerikanerne Steven Koonin, Michael Shellenberger og forordsforfatteren Marc Morano. Man kan jo også nævne Fritz Vahrenholt fra Tyskland.
Corsi beskriver klimamodellerne og de faktorer, der styrer klimaet (her kommer han forbi Henrik Svensmarks forskning i solen og den kosmiske stråling). Vi læser om klimaets kaotiske natur, og hvordan det i praksis er umuligt at simulere med computere.
I forbindelse med politiseringen af klimavidenskaben er der bl.a. en omtale af ”Climategate”, offentliggørelsen af en intern e-mailkorrespondance mellem klimaforskerne, der afslører manipulation med data og urimeligt pres på redaktører og fagfolk, der ikke købte klimafortællingen.
Corsi bruger en masse plads på at skrive om kulbrinter (dvs. olie og gas) som ikke stammer fra gamle planter og dyr, hvorfra de ellers har navnet ”fossile”. Forskellige mekanismer i Jordens indre kan danne f.eks. metan, der så siver op gennem de øverste 10-20 km klipper under jordoverfladen. Denne gas kaldes ”abiotisk”, dvs. ”ikke-biologisk”. Formålet med dette lange afsnit er vist nok, at Corsi vil bevise, at olie og gas ikke er begrænsede ressourcer, og derved falder meget af den politiske begrundelse for at spare på brændstofferne væk. Delvist løber han her en åben dør ind, fordi kulbrinterne fra dybet er velkendte, men man har ikke noget overblik over, hvor meget det drejer sig om, sammenlignet med de fossile. Om de abiotiske kulbrinter således gør en forskel mht. de samlede ressourcer vides ikke, og det kan Corsi heller ikke sige noget om.
Vi kommer også langt omkring i argumentationen om klimaets foranderlighed gennem tiderne. Mange sider ofres på asteroiden, der ramte Mexico for 66 millioner år siden og udryddede dinosaurerne. Der bruges også megen plads på en minutiøs beskrivelse af Milankovitch-cyklerne, ændringer i Jordens rotation om solen og om sin egen akse, der menes at stå bag de nylige skift mellem istider og mellemistider.
Corsi påpeger korrekt, at det er helt urealistisk at forestille sig, at vi mennesker kan styre klimaet og temperaturen. Og han minder om, at Jordens klima jo ikke specielt er indrettet på at gøre det behageligt for menneskeheden. Klimaet følger sine egne veje.
Afsnittet om energi behandler i detaljer den tysk-udviklede teknologi til fremstilling af flydende brændstoffer ud fra kul, kendt som Fischer-Tropsch-syntesen. Den var afgørende for Tysklands forsyninger af brændstoffer til køretøjer og flyvemaskiner i Anden Verdenskrig. Efter krigen blev en række af de tyske ingeniører og forskere inviteret til USA og amerikanerne fik fat i stakkevis af dokumentation om processen. Men Corsi beklager, at disse dokumenter aldrig er blevet udforsket til bunds. Emnet er jo af stor interesse nu, pga. ønskerne om at fremstille Power to X i stor skala, baseret på strøm fra vindmøller og solceller.
Corsi kommer ind på netop vindenergien, hvor han beskriver de kvaler, Texas havde i vinteren 2021 med et massivt strømudfald. Han anfører, at sol og vind kun kan fungere som stabil elforsyning i samspil med batterier, men disse kan kun levere strøm i få timer, så det duer ikke.
Bogen konkluderer helt korrekt, at en stabil energiforsyning ikke kan opbygges på basis af sol- og vindenergi. Hvis man forsøger, bliver resultatet fattigdom og afsavn, vel at mærke kun i Vestens befolkninger, da resten af Verden med Kina i spidsen for længst er stået af klimatoget og buldrer videre med forbruget af fossile brændstoffer.
Bogen afsluttes med nogle citater fra Paven, der jo også er blevet meget klima-woke.
Er det så en bog, en klimarealist kan have glæde af og bruge i argumentationen mod klima-alarmismen. Er det en bog, der vil kunne omvende tvivlere?
Efter denne anmelders mening er svaret klart nej. Bogen har en række svagheder, og alt for mange af argumentationerne vil let kunne affejes af klimafolkene. Corsi når simpelthen ikke ind til sagen kerne på de forskellige områder.
I afsnittet om klimamodellerne roder Corsi vanddamp og skyer sammen i en pærevælling, og det gør argumentationen noget uforståelig. Vanddamp er usynlig, vandmolekylerne er spredt enkeltvis mellem luftens øvrige molekyler, og her virker vanddamp som en drivhusgas. Skyer består ikke af vanddamp, her er vandet blevet til dråber, eller iskrystaller, der svæver i luften, de tilbagekaster solens stråler og virker således modsat af en drivhusgas.
Så er der problemstillingen med kulbrinterne. Man har løbende fundet nye forekomster af fossile brændstoffer, både kul, olie og gas, og der er ikke noget, der tyder på, at de vil slippe op de første mange hundrede år. Så vi har ingen panik, der er rigeligt tid til i ro og mag at udvikle afløserne i energiforsyningen – f.eks. den forjættede fusionskraft. Der er således ingen grund til at spekulere på et eventuelt bidrag fra ikke-fossile kulbrinter i dybet.
At Jordens klima har ændret sig gennem 100’er af millioner år er der jo ikke nogen diskussion om. Men er asteroiden for 66 millioner år siden overhovedet relevant for en klimadiskussion, der handler om de seneste 150 år? Gennemgangen af Milankovitch-cyklerne er lang og tung, og man kunne godt savne et af de illustrative billeder, der med 3 linjers tekst forklarer principperne for ændringerne i Jordens bevægelser. Men bogen her har ikke en eneste figur eller illustration. Og igen står læseren ikke tilbage med noget, der umiddelbart kan bruges i en klimadiskussion.
Der bruges mange sider på Fischer-Tropsch-syntesen, men først senere i bogen kommer forfatteren i tanke om, at energitabet ved processen jo er enormt, og da den er baseret på kul, giver den anledning til et kolossalt udslip af CO2. Man vil godt nok genoplive processen med Power to X-drømmene, men her er problemstillingen helt anderledes. Man skal finde en anden kulstofkilde, helst CO2 fra luften eller en skorsten. Man skal også få processen til at fungere på stærkt variabel strøm fra sol og vind. Men herom er bogen helt tavs.
De batterier til backup af sol og vind, man har installeret indtil nu, er ganske rigtigt ofte udlagt til kun få timers leverance af strøm på fuld effekt. Men det er jo ikke i sig selv noget, der bortdømmer batterierne som backup. Man må jo bare installere nogle, der er større, dvs. der kan lagre flere megawatt-timer. Problemet bliver så omkostningen, men herom skriver Corsi ikke noget.
Læseren står tilbage, ikke meget klogere og ikke bedre rustet til diskussionerne om klimaet. Bogen har en tilbøjelighed til at fortabe sig i mystiske blindgyder, som f.eks. teorien om, at Jorden for 600 millioner år siden var meget mindre end den er nu. Den gang var der kun landjord, men så udvidede planeten sig, landjorden blev splittet op og oceanerne opstod i mellem. Skal man le eller græde?
Hertil kommer, at bogen rummer en stribe helt elementære fejl, som burde være fanget i en sagkyndig korrekturlæsning. Eksempler:
– En hr. Hubbert blev født i 1936, for ung til at kæmpe i Første Verdenskrig og for gammel til at deltage i Anden Verdenskrig. (s. 10)
– USA’s CO2-udslip i 2019 var 5,3 tusind tons (s. 16 – mon ikke det var milliarder tons?)
– Vores nuværende mellemistid, Holocæn, har varet 120.000-150.000 år (s. 115 – det er kun 12-15.000)
– En milliard er et éttal med ni nuller efter, det skrives også 19 (s. 167)
– Wegener udgav en bog i 1925. I 1924 fik Carey fat i et eksemplar (s. 218)
– Cyklustiden er 100.000 år, dvs. den tid, det tager at komme fra det ene ekstrem til det andet (s. 226 – mon ikke cyklustiden er den tid, det tager at komme fra det ene ekstrem og tilbage igen?)
– Jordens magnetfelt har skiftet poler flere hundrede millioner gange de seneste 160 millioner år (s. 238 – magnetfeltet har denne anmelder bekendt da ikke skiftet hyppigere end hvert år?)
– Energien ved forbrænding af kulbrinter kommer fra spaltningen af molekylerne i kulstof og brint, lige som ved kernekraft, hvor det er spaltningen af de radioaktive atomkerner, der afgiver energi (s. 319 & 330 – energien ved forbrænding kommer ved reaktion mellem kulstof og brint på den ene side og luftens ilt på den anden side. Den reaktion afgiver varmen)
Nok for nu. Konklusionen må desværre blive, at Corsis bog ikke kan anbefales, og den interesserede må hellere kaste sig over de værker, der er omtalt tidligere her i anmeldelsen, eller andre nævnt i oversigten på vores hjemmeside.
Danish
Flere af de mange fejl er graverende og viser, at forfatterende ikke kan have en naturvidenskabelig uddannelse, og korrekturlæsningen har været overfladisk.
Fejlen vedr. billion/milliard er måske, at billion på engelsk svarer til milliard på bl.a. dansk?
Tak for dit store arbejde for at holde os à jour, Søren Hansen!
Kan anbefale enhver klimainteresseret at læse Johannes Krüger “32 myter om klimaet du ikke skal hoppe på” og ikke mindst Søren Hansen “Klimaplan 2030 – Realisme eller Utope?” Begge disse bøger supplere hinanden på bedste vis, indeholder omfattende fakta-krudt der kan nedlægge enhver religiøs klimakrisekriger.