Elpriserne har været på himmelflugt de seneste måneder. Man kan spørge sig selv, hvordan det kan være, da en stor del af vores strøm jo kommer fra sol og vind, og det er jo stort set gratis energikilder. Tilmed viser den ene oversigt efter den anden, at sol og vind nu er billigst, når man kigger på det totale billede i form af de såkaldte LCOE- tal, Levelized Cost of Energy (”Udjævnede omkostninger til energi”).
Det er da rigtigt, at de fossile brændstofpriser er steget, især naturgassen efter Ruslands eventyr i Ukraine. Men Danmark bruger ikke ret meget naturgas i vores elforsyning, ud over sol og vind bruger vi biomasse, lidt kul og ellers importerer vi billig norsk vandkraft, tror vi nok. I princippet burde vores elpris fortsat være rimelig, hvis man tager gennemsnittet af omkostningerne ved disse kilder. Og alligevel har vi strømpriser, som vist på fig. 1!
Hvordan kan det hænge sammen, og er der nogen, der tjener formuer på dette her?
Danmark er med i et system, der kaldes NordPool, som bl.a. fastlægger elpriserne hver dag. Nordeuropa er opdelt i en række zoner. Danmark er delt i to zoner, Vest og Øst, hvilket giver god mening, da de har forskellige udlandsforbindelser. Jylland er således koblet op til både Tyskland, Sverige og Norge, mens Sjælland kun er koblet til Sverige og Tyskland. Zonerne er vist på fig. 2.
Vindenergi.dk beskriver NordPool således:
På NordPool Spot fastsættes spotprisen hver dag for det kommende døgn, time for time, på baggrund af udbud og efterspørgsel. Den pris der opnås her, kaldes systemprisen og vil i tilfælde af fri kapacitet på kabelforbindelserne være gældende i alle Nordens prisområder. Kablerne har dog begrænset kapacitet, og derfor kan efterspørgsel i et område ikke altid dækkes af produktion i et andet område. Dette giver prisforskel mellem områder, som kaldes områdepristillæg. Vest- og Østdanmark afregnes separat, da priserne, på grund af udbud og efterspørgsel, varierer mellem de to områder.
Øst- og Vestdanmark har således ikke nødvendigvis den samme pris, Øst ligger normalt lidt højere.
NordPool fungerer på den måde, at aktører fra alle de involverede lande, der ønsker at handle fysisk el på børsen, sender hhv. salgs- og købsbud ind senest kl. 12 dagen før driftsdøgnet. Hver producent indsender sin tilbudte mængde strøm og en pris. På købssiden gives et bud på det forventede forbrug. Alle bud gives time for time i det kommende døgn. Prisen, der tilbydes, skal være baseret på el-producentens marginale omkostninger. De er meget lave for sol og vind (og vandkraft), hvorimod de for brændselsfyrede kraftværker afhænger af de aktuelle priser på f.eks. kul eller gas. Når man derefter skal finde den gældende timepris, lader man de billigste producenter levere hele deres tilbudte mængde, og derefter går man videre til de næstbilligste osv., indtil man når en samlet tilbudt mængde svarende til efterspørgslen. Den gældende elpris bliver derefter lig med det dyreste af de brugte tilbud, også selvom der kun bruges en lille del af denne producents mængde. Princippet er illustreret på fig. 3.
Dansk Energi beskriver systemet således:
Efterspørgslen fratrukket produktionen fra sol og vind definerer, hvor mange kraftværker der er behov for til at sikre at udbud og efterspørgsel går op. Produktionsomkostningerne på kraftværkerne afgør hvilken pris det marginale (dyreste aktiverede) værk byder ind med.
Kraftværkernes omkostninger udgøres primært af brændselspriser og CO2-kvoter. Det marginale værk er typisk et kulkraftværk, men i perioder med højt forbrug og svag vind og sol er det oftere et gasfyret kraftværk.
Heraf følger, at de marginale enheder, som sætter prisen, ikke har nogen profit, da prisen svarer til deres produktionsomkostninger. Værkerne med de laveste marginale produktionsomkostninger er vindkraft og solceller, mens de dyreste er kondensværker, hvor spildvarmen bortkøles.
I sjældne tilfælde er det andre teknologier, der sætter prisen (fx vindkraft ved nulpriser.)
Dansk Energi har illustreret systemet med nogle instruktive eksempler: Fig. 4 viser tre scenarier, hvor det første er et typisk udgangspunkt, og derefter kommer der et tilfælde med øget produktion fra sol og vind og nederst hvad der sker ved en øget efterspørgsel. Man ser, hvordan den øgede mængde sol og vindenergi medfører en lavere pris. Det er ikke fordi de er billige, men fordi man undgår at skulle bruge de kostbare kulfyrede værker, der ellers satte prisen i det første scenarie. Et øget forbrug, parret med mindre sol og vind, gør det til gengæld nødvendigt at trække på de allerdyreste kilder, de gasfyrede kraftværker. Selvom de reelt kun leverer lidt, er det deres pris, der kommer til at fastlægge elprisen for alle.
Vinden er jo relativt uforudsigelig, og der kan være flere eller færre skyer, der dækker for solen. Ejerne af solcelleparker og vindmøller må derfor studere vejrudsigterne nøje, og på basis af meteorologernes forudsigelser om vindhastigheder og skydække komme med et bud på, hvor meget de kan producere det følgende døgn. I det omfang, vejret ikke lever op til forventningerne og vind og sol leverer mindre, må det marginale kraftværk levere så meget desto mere, men det betyder jo ikke noget tab for værket, da det får sine omkostninger dækket.
Dansk Energi har yderligere et par eksempler, se fig. 5. Her ses der på konsekvenserne af lavere energipriser og højere CO2-afgifter. Sidstnævnte vil jo altid slå direkte igennem på elprisen, da de lægges på de termiske kraftværker, mest på kul og mindst på gas.
Vindere og tabere
Ud over at forbrugerne taber på de høje elpriser, ser det jo ud til at solcelle- og vindmølle-ejere er de store vindere. De får meget mere for deres strøm, end deres omkostninger, og de er stort set altid i stand til at komme af med al den strøm, de producerer. Det må jo være noget af en ønskesituation, og er måske også medvirkende til, at f.eks. den nye Thor-vindmøllepark blev afsat, uden at staten skulle give støtte til strømprisen. Hvis man havde budgetteret med en strømpris på 20-30 øre pr. kWh og prisen nu er den tidobbelte, bliver der jo tale om et kolossalt overskud til ejerne.
Imidlertid er der flere faktorer, der bevirker at fortjenesten bliver mindre. Dels har mange af vindmølle-ejerne indgået langtidskontrakter på leverance af strøm til en given fast pris. Det bliver så køberne af strømmen, el-distributionsselskaberne, der skummer fløden.
Men hertil kommer, at næste alle de store vindmølleparker opført indtil nu har en statslig garanti, som sikrer dem en minimumsindtjening ved lave elpriser. Det er den såkaldte Contract for Difference. Den virker nu i princippet omvendt, så ejerne stort set hele tiden skal aflevere penge til staten, se fig. 6.
I det hele taget har staten en solid indtjening på de høje elpriser. Energiafgifterne er jo konstante – uafhængige af prisen, men til gengæld er der momsen på de ekstra beløb fra prisstigningerne, og den indtægt må løbe op i meget store summer.
NordPool fastlægger primært spotpriserne på elektricitet, dvs. det, man skal betale her og nu. Ved siden af er der naturligvis nogle kontrakter af kortere og længere varighed til definerede, hvis ikke faste priser. Men i en tid som nu med kraftigt stigende brændstofpriser har elværkerne ingen interesse i at binde sig til lave priser. Derfor vil de faktiske prisers udvikling følge spotprisen temmelig nøje. Vind- og sol-energiproducenter kunne jo have indgået længerevarende kontrakter, men hvis de skal have en pris, der dækker deres investeringer ønskede de selvfølgeligt, at den ikke blev alt for lav, den gang den blev indgået. Hvis de har en Contract for Difference, kan de i princippet være ligeglade med prisudviklingen, staten dækker det eventuelle tab og løber med hele gevinsten ved højere priser. Så langt henad vejen er det resultaterne fra NordPool, der afgør, hvad vi kommer til at betale for strømmen.
Konklusion
NordPool’s primære opgave er at sikre, at der hele tiden er strøm i de deltagende landes stikkontakter. Systemet har været yderst velfungerende, vi oplever uhyre sjældent strømsvigt – blackouts – over større områder. Vi ser nu nogle lidt uheldige konsekvenser for prisdannelsen, men der er ikke så meget at gøre, hvis vi skal sikre tilstrækkelig med kapacitet til backup af de vedvarende energikilder.
Men fordi systemet fungerer så godt, kan det også godt ende med at være en sovepude for de medvirkende aktører, ikke mindst her i Danmark. Uge 32 i august i år var i den forbindelse meget illustrativ. Den var karakteriseret af meget lidt produktion fra vindmøllerne over store dele af Europa. Fig. 7 viser energiforsyningen i Tyskland i den uge. Solcellerne giver et betydeligt bidrag om dagen, men ellers må kerne- og kulkraft køre på fuld skrue, og der skal endda bruges en del af den stjernedyre naturgas i elværkerne.
I Danmark var vi langt mere sorgløse, se fig. 8, både kulkraft- og biomasse-værkerne kørte på lavt blus i den uge, og vi ”løste” problemet med den manglende forsyning gennem massiv import fra Norge og Sverige. Er det noget, vi vil kunne fortsætte med i fremtiden – eller skal vi i højere grad sikre, at vi kan stå på egne ben? Hvis Tyskland ikke havde sin kernekraft og fossile værker (som jo alle er truede af politisk besluttede lukninger), ville de også have været i markedet for massiv import, og så ville der ikke have været strøm nok til alle, og priserne var fløjet helt til himmels.
Det er uhensigtsmæssigt ikke at have en sund og robust opbygget elforsyning.
Danish
Der er firmaer, der tjener overmåde godt på elpriserne. Citat: “Vi har intet ansvar for at hjælpe forbrugerne til at komme igennem en krise”. Sagt af Ørsteds direktør Mads Nipper i et interview i radioavisen kl.18:30 d. 12.august, et interview som blev givet i anledning af Ørsteds opjustering, da de nu regner med en profit på 22 milliarder kroner i år. Journalisten antydede, at det var forbrugernes penge, som gav det enorme overskud; men som sagt er det ikke direktørens problem. Han har da også sit på det tørre. Han er ansat i et statskapitalistisk monopolfirma, som anser forbrugerne for at være – ikke kunder i gængs forstand – men undersåtter. Dette er vel i overensstemmelse med regeringens syn på borgerne i dag. Det var en meget provokerende udtalelse for en, der som jeg voksede op ved et elektricitetsværk i efterkrigstiden. Dengang var det forbrugerejet. Tjentes der penge et år, blev strømprisen sænket det følgende år. Elværket var etableret med marshallhjælp og igennem mere end 30 år blev det drevet og udvidet for forbrugernes penge. Så kom der en energiminister på banen ved navn Poul Nielson. Han og hans socialdemokratiske regering kunne ikke have, at elværkerne var privatejede. Så det blev ændret og endte med at blive en pengemaskine for staten med stadigt stigende exorbitante afgifter. Og minsandten om EL så ikke skulle på børs og kraftværker (betalt af forbrugerne) sælges til udlandet. Det var rendyrket kynisk kapitalisme foranlediget af socialdemokraterne, som ikke ville se fordelen ved forbrugereje. Nu er vi altså endt i en situation, hvor direktøren kan sige for kørende TV, at firmaet er ligeglad med kunderne. Som altså i dag må betragtes som undersåtter for en rå, kapitalistisk regering af navn – kun af navn – socialdemokratisk.. Hvilken trist udvikling.
Til Mogens Bendtsen:
Det sker, at vind og sol producerer så meget, at der reelt ikke er brug for de øvrige producenter og så bliver elprisen meget tæt på nul. Hvis kraftvarmeværkerne skal køre pga. varmeforsyningen, har de i nogle tilfælde den mulighed kun at levere fjernvarmen.
Det er korrekt at systemet indebærer en kæmpe fordel for ejerne af solceller og vindmøller, fordi de altid vil have “førsteret” til at levere pga. deres meget små marginalomkostninger (dvs. omkostning ved at levere en enkelt ekstra kWh). Men systemet er ikke noget monopol, alle producenter kan byde ind i konkurrence med hinanden.
Den garanterede mindstepris for vindmøller på 30 øre er fra de gode gamle dage, hvor strømprisen ofte kunne komme meget længere ned.
I teorien kan Danmark godt stadigvæk levere al sin strøm fra indenlandske værker, men indtil videre har import fra Sverige og Norge åbenbart været billigere, bl.a. fordi den marginale danske produktion ville komme fra gasfyrede kraftværker.
Til Frederik Jørgensen:
Artiklen viser netop, at en massiv udbygning af sol og vind ikke vil medføre billigere strømpriser, men derimod et totalt sammenbrud af energiforsyningen, jfr. fig. 7 og 8.
Spørgsmål til ”Elpriser”
Hvem har besluttet, at elpriserne skal udregnes på den måde de bliver?
Elprisen vil vel altid være høj, når man altid har elproduktion fra fjernvarmeværker?
Hvem har besluttet, at produktionsprisen på el fra vind og sol ikke skal indeholde bidrag til backup?
Den lave fastlagt produktionspris på el fra vind og sol sikrer jo, at el herfra altid vil blive solgt, altså en favorisering af vind og sol.
Hvad sker der med prisen, hvis vind kunne levere al den el, vi skulle bruge, ville elprisen så være lav? Og er det derfor, man garanterer en mindstepris på de 30 øre?
Hele prisdannelsessystemet er vel en slags statsstøtte samt forbrugerstøtte til den grønne omstilling.
Prisdannelsessystemet er vel en slags monopol, er det overhovedet lovligt ikke at have mere konkurrence?
Alt det her forklarer jo, hvorfor man kan finde på at ville have så meget ny el-kapacitet fra solceller. Man kan altid få det solgt. Altså igen lig med statsstøtte og tvungne høje forbrugerpriser.
Intet under at tyske politikere nu forlanger prisdannelsessystemet ændret.
I øvrigt: Hvad sker der, hvis Norge stopper deres eksport af el til Danmark? Vi er jo i stand til at producere helt op til 3,5 GW el fra kraftvarmeværkerne, så må de vel i drift alle sammen, og en stor del af det varme vand til fjernvarmeforbrugerne hældes ud i havet?
Tak for en fin artikel, der jo til fulde illustrerer, at vi ved en massiv udbygning af vind og sol ville få meget lavere (gennemsnits)elpriser.
Tusind tak for en velskrevet og veldokumenteret artikel omkring det der danner grundlaget for en stadigt stigende elpris.
Her lidt om min baggrund:
Da jeg tilbage i 2007 arbejdede på et 400 MW kulkraftværk i Esbjerg, havde vi besøg af kineserne, som skulle se nærmere på hvordan man byggede et effektivt kulkraftværk. De fortalte noget, som kan være svært at forstå, men som er indlysende, når man tænker over det: Jo de fortalte såmænd, at man i disse år udbyggede Kina’s Kulkraft kapacitet ved idriftsættelse af 2 stk. 800MW blokke hver uge. Dvs. 2 x 800 x 52uger = 83.200 MW/år.
Tendensen var stigende dengang, og nu er den aftagende, men gang igennem med 15 år => 1250 GW
Prisen på de dyreste fossile brændsler afgør, som vi kan læse i artiklen, elprisen.
Når vi vesterlændinge efterspørger kinesiske varer (inkl. solceller), stiger efterspørgslen på fossile brændsler og det forøger vores elpris. Desuden forbruger de flere 1000 skibe som sejler råvarer og varer til og fra Kina ca. 200 tons Heavy Fuel per 24 timer.
Stop med at købe noget som helst produceret i KINA. Det vil være godt for miljøet og for os som individer.
Her er et link til Verdens største PTX Plan i Kassø, Miljømæssigt er alt desværre muligt: https://dokument.plandata.dk/20_11140796_1656936045422.pdf