Jetstrømmene

Der er stor fokus på at sammenkæde de ekstreme vejrbegivenheder, vi har haft i år, med klimaforandringerne forårsaget af den globale opvarmning – der jo igen er et resultat af vores udledninger af CO₂.

I den forbindelse har man kastet sig over de såkaldte jetstrømme. Her er en udmærket beskrivelse fra Københavns Universitets Fysikleksikon:

Jetstrømme er smalle vindbælter, som ligger i toppen af troposfæren i 7-12 kilometers højde med vindhastigheder på 30-100m/s (100-400km/t).

Generelt ligger jetstrømmen lige over og parallelt med den grænse, som ligger mellem to luftmasser af forskellig temperatur. Jetstrømmen snor sig omkring Jorden i en varierende bølgebevægelse, som formes af placeringen af de kolde og varme luftmasser, højtryk og lavtryk, samt fordelingen af landmasserne på kloden.

Der er to fremtrædende jetstrømme på den nordlige halvkugle. Den Subtropiske Jetstrøm, som er placeret omkring 30 grader nord i ca. 12-16 km’s højde og Polarjetstrømmen, som ligger omkring 60 grader nord ved ca. 7-10 km’s højde. Ligeledes ligger der 2 fremtrædende jetstrømme på den sydlige halvkugle, se fig. 1.

Grundtanken er nu, at da jetstrømmene (bl.a.) drives af temperaturforskellen mellem polerne og Ækvator så vil de svækkes, når denne forskel bliver mindre. Og det er jo netop, hvad vi ser i forbindelse med den globale opvarmning, hvor polernes temperatur stiger hurtigere end Ækvators. Den svækkede polare jetstrøm skulle så medføre de tilfælde af ekstremvejr, som vi har set.

I medierne har den ikke fået for lidt her i løbet af sommeren. Her er refereret nogle udtalelser fra meteorologen Jesper Theilgaard i DR: 

Han peger på flere forandringer. Dels det vejrfænomen, der hedder jetstrømmen, som sender vejret ind fra Atlanterhavet, hvor den lidt forenklet regulerer temperaturerne i Europa ved en blanding af varme sydfra og kulde fra Arktis.

Når der er meget kulde fra nord og meget varme fra syd, får jetstrømmen en masse energi, og så er der udsving i temperaturen. Det, vi ser nu, siger Theilgaard, er, at jetstrømmen er gået i stå.

– Jetstrømmen evner ikke at transportere vejrsystemer ind mod Europa. Det bliver mere udtalt og sker oftere, fordi jetstrømmen er blevet svagere. Der er ikke tempo på den, fordi temperaturforskellen mellem Arktis og den varme luft mod syd bliver mindre. Jo større forskel, jo større er jetstrømmen og jo mere transport fra Atlanterhavet, men Arktis opvarmes så hurtigt, at det går den anden vej, forklarer han.

At jetstrømmen skulle være gået i stå, vil nok komme bag på forfatterne til denne artikel, offentliggjort for nyligt i tidsskriftet Climate Dynamics.

Her har man kigget på jetstrømmene på den nordlige halvkugle, opdelt pr. verdensdel. Man har set på udviklingen helt tilbage til 1871. Det kan lyde mærkeligt, fordi man jo den gang hverken havde flyvemaskiner eller satellitter, men det har vist sig, at der er en god overensstemmelse mellem lufttryk målt ved jordoverfladen og jetstrømmen ovenover. Og målinger af lufttrykket har man foretaget i betydeligt omfang lige siden dengang.

Der er to måder, hvorpå den polære jetstrøm kan have indflydelse på klimaet på jorden. Den ene er dens beliggenhed, dvs. hvor langt mod nord, den befinder sig. Den anden er vindhastigheden i jetstrømmen.

Artiklen i Climate Dynamics viser kurver for begge dele. Fig. 2 viser breddegraden for jetstrømmen. Der er ikke nogen større ændringer over de 150 år, på nær at jetstrømmen om sommeren er flyttet sydpå når man sammenligner med den tidligere periode før 1940. Men i tiden fra 1940 til i dag, hvor størstedelen af den globale opvarmning har fundet sted, er der reelt ingen ændringer i jetstrømmens placering.

Fig. 3 viser hastigheden på jetstrømmen, igen for hver af de fire årstider. Her er det svært at få øje på Jesper Theilgaards ”svækkelse”, fra 1940 og fremefter er der ingen større udvikling på nær måske en lille stigning i hastigheden om vinteren.

Der er betydelige udsving i jetstrømmen fra år til år, og forfatterne i Climate Dynamics påviser, at disse hænger sammen med de store svingninger i klimaet over havene, PDO i Stillehavet og NAO & AMO i Atlanterhavet.

Der er tydeligvis uenighed i forskningen, og hvem der lige her er nærmest sandheden, skal undertegnede ikke gøre sig klog på. Men det er jo åbenbart, at videnskaben ikke er ”afgjort” på nogen måde.

Hvis jetstrømmen ikke har ændret sig synderligt, så kan den ikke være skyld i ændringer i forekomsten af ekstremvejr. Og her nærmer vi os nok sagens kerne. Reelt har vi jo ikke set nogen ændringer i forekomsten af tørke, orkaner, oversvømmelser osv. De har altid været der, de slår bare til på nye steder hvert år. Det har vi påvist mange gange her på siden. Når der således ikke er nogen ændring i hyppighed eller forekomst af de begivenheder, så er der heller ikke brug for nogen forklaring på ”ændringerne”. Så jetstrømmen kan blæse videre i fred.

Tak til Pierre Gosselin, NoTricksZone