Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Hjælp fra oven?

Den amerikanske højesteret er kommet voldsomt i søgelyset efter den nylige afgørelse vedrørende retten til abort i USA. Den problemstilling falder uden for Klimarealismes domæne og skal ikke yderligere kommenteres her.

Men højesteretten har også netop truffet en anden afgørelse, som klimarealister og ikke mindst den amerikanske befolkning bør glæde sig over.

Præsidenterne Obama og Joe Biden har gennemført en stribe miljø- og klimatiltag uden om Kongressen, blot ved at lade den amerikanske Miljøstyrelse, EPA, udstede regulativer for industrien og olieudvindingen. På et tidspunkt blev det således vedtaget, at CO2 kunne betragtes som ”forurening” og dermed kunne udledninger af den styres af EPA, lige som alle mulige andre skadelige stoffer.

Det har givet frit løb for den klima-aktivistiske flok politikere, der omgiver Joe Biden, med hans egen vicepræsident i spidsen. De har gennem EPA fået indskrænket olie- og gasefterforskning og indført nye regler for driften af hele energisektoren. Tiltagene har været en af de væsentlige årsager til USA’s nuværende energikrise. 

Nu har højesteretten så vedtaget, med dommerstemmerne 6 mod 3, at EPA ikke længere skal have disse vidtgående beføjelser. De undergraver det amerikanske demokrati og derfor skal alle større tiltag på klima- og miljøsiden godkendes af den amerikanske Kongres: Senatet og Repræsentanternes Hus. Her bliver det nok svært at få de mere rabiate klimatiltag igennem.

Afgørelsen er selvfølgeligt blevet mødt med hyl og skrig fra klimaaktivistisk side. Alexandria Ocasio-Cortez fra Repræsentanternes Hus kaldte således afgørelsen for ”en katastrofe”. Medierne skrev om at ”Højesteret nu er en trussel mod planeten”, eller spurgte: ”Hvem skal nu redde Verden?”

Mere interessante var kommentarerne fra en af højesterettens mindretal i afgørelsen: Dommer Elena Kagan skrev bl.a. i sin udtalelse:

Retten har frataget EPA mulighederne for at håndtere det mest presserende miljøproblem, vi har i vores tid…. Stigende havniveau, brændende hede og andre alvorlige tilfælde af vejr, der kunne fremtvinge masse-migration, politiske kriser, uro i gaderne og endda sammenbrud af nationer… Jorden er nu varmere end nogensinde i moderne historie, og den globale opvarmning kan være årsag til 4,6 millioner ekstra årlige dødsfald…. Hvis det nuværende niveau af udledninger fortsætter, vil børn, der er født i år, formentligt leve længe nok til at se dele af Østkysten opslugt af havet.

Det har jo umiddelbart ikke så meget med jura at gøre, men mere et udtryk for klima-alarmisme, som vel næppe bør spille nogen rolle i højesterettens arbejde. Hvis det amerikanske folk virkeligt ønsker, at der skal gøres en hel masse i retning af grøn omstilling, så må de jo vælge nogle senatorer og repræsentanter til Kongressen, der går ind for disse tiltag. Så vil det komme af sig selv. Men klimatiltag skal ikke luskes igennem ved magtmisbrug fra regeringens side, specielt ikke set i lyset af, at de ikke tjener noget fornuftigt formål og helt sikkert gør mere skade end gavn, som amerikanerne nu kan mærke på deres pengepung, når de besøger en tankstation.

Det er også på tide, at nogen trækker i nødbremsen overfor EPA. Lige nu pusler de med nye angreb på olieudvindingen, denne gang i dele af Texas og New Mexico. Baggrunden er, at der slipper ozon ud i forbindelse med aktiviteterne, og på dan baggrund har EPA nu fokus en daglig produktion på 300.000 tønder olie i første omgang. Det kan dog senere ramme en meget større produktion, svarende til 40 % af USA’s samlede udvinding. Det går selvfølgeligt ikke så let lige fra start af, fordi de forskellige aktører skal have tid til at udføre forebyggende tiltag, men bare usikkerheden ved, at oliefeltets fremtid er truet, er nok til at motivationen for at investere i den fortsatte efterforskning og udvinding bliver svækket.

Mon ikke EPA’s interesse for ozon nok snarere er et udslag af interessen for CO2? Men her kommer højesterettens afgørelse måske også den trængte oliebranche – og dermed den trængte amerikanske befolkning – til hjælp.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Villi John Petersen

    Elena Kagan er livsvarigt medlem af USA´s højesteret. Det kan være, at hun har styr på de formelle faglige kundskaber i jura; men citatet afslører jo, at hun har fattet så lidt om vejr og klima, at man må anse hendes udsyn og almene dannelse for uhyggeligt lav. Eller måske er hun højesteretspolitiker….

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*