Havisen omkring Antarktis har opført sig mærkeligt, hvis man kigger på den med IPCC-brillerne på. Stigende temperaturer, fremkaldt af menneskehedens udledninger af CO2, skulle få havisens areal til at falde støt over årene. Vi har set sådan et fald i Arktis omkring Nordpolen, men hvad med Sydpolen?
Her er det gået helt anderledes. I perioden 1985 – 2015 var isens udbredelse omkring Antarktis svagt stigende. Både maksimum om vinteren og minimum om sommeren viste en stigende tendens, se fig. 1. Rekorden blev faktisk nået i 2014, hvor vinterhavisen havde det største areal målt i hele perioden, hvor vi har haft satellitmålinger til rådighed. I 2016 tog isens udbredelse så et kraftigt dyk, og i de følgende år begyndte den igen at stige lidt, dog havde 2021 et relativt svagt resultat.
Tendensen er ikke kun synlig omkring Antarktis, men også på andre steder på den sydlige halvkugle, hvor man har havis om vinteren.
Hvad foregår der? Det har forskerne selvfølgeligt interesseret sig for. Klimamodellerne, der baserer sig på CO2 som årsag til den globale opvarmning, har naturligvis forudset en nedgang i udbredelsen, og den skulle have stået på i de seneste 50-100 år. Klimamodellerne har derfor taget fejl netop på dette punkt. Den øgede globale temperatur har overhovedet ikke haft nogen effekt i de mange år frem til 2015.
I 2016 vendte billedet så, og udbredelsen faldt i betydelig grad. Det kunne tolkes som en forsinket reaktion på den globale opvarmning, men det synes nu ikke at være tilfældet. I en videnskabelig artikel fra 2022 beskrives et tilfælde, hvor et fragtskib sad fast i isen i marts 2019 og ikke kunne komme fri ved egen kraft. Det ville under normale omstændigheder have været en alvorlig sag, med risiko for at sidde fast hele vinteren. Men isen blev kort efter brudt op af nogle hvirvelstorme som hærgede området. Det viser sig, at disse hvirvelstorme, sammen med ændrede havstrømme m.v., er begyndt at optræde hver vinter, lige siden 2016, og de er formentligt årsagen til den mere ustabile havis, der går i stykker og driver længere nordpå.
Bemærkelsesværdigt nok så nævner artiklen fra 2022 ikke CO2 eller global opvarmning med et ord. Det er et lokalt vejrfænomen, der er på spil her.
Danish
Er det ikke Henrik Svensmark og det antarktiske klimaparadoks, vi skal have fat i en gang til? Det er skyerne! Set fra rummet vil en ekstra sky gøre Sydpolen mørkere og den nordlige halvkugle lysere. Derfor vil færre skyer gøre det koldere på Sydpolen og varmere på den nordlige halvkugle. – Eller er der noget jeg har glemt?