Tysk vedvarende

Tyskland har indtil nu udmærket sig ved en energisk grøn omstilling. Der er satset kraftigt på udbygning af sol og vind. Den nye regering under ledelse af Olaf Scholz tiltrådte i december sidste år, og som vicekansler og minister for klima-aktion udnævntes Dr. Robert Habeck. Habeck spillede så ud med meget ambitiøse planer for den videre udbygning.

Tyskland har op gennem tierne afviklet størstedelen af sin kernekraft, som følge af panik hos den daværende kansler Angela Merkel, fremkaldt af ulykken i Fukushima, Japan i 2011. Man satsede på kulkraft, herunder hjemlige brunkul i stedet, men pga. CO₂-skrækken blev disse kilder hurtigt ugleset, og man endte med et massivt forbrug af (russisk) naturgas. Det er så gået helt galt efter krigen i Ukraine, med knaphed og stærkt stigende priser på gassen.

Hvordan ser situationen med Tysklands energiforsyning så ud nu? Rolf Schuster fra Vernunftkraft.de har udgivet tallene for maj måned. Fig. 1 viser Tysklands samlede forsyning i måneden, fordelt på energikilderne. Det er en blandet butik, med store bidrag fra solen hver dag og meget svingende produktion fra vindmøllerne. Der bliver brugt en stor mængde biomasse, men ellers dækkes behovet af kul, olie og gas samt den lille smule resterende kernekraft.

Fig. 2 viser mere detaljeret forbruget af ikke-vedvarende energi. Brunkul leverer den største andel, fulgt af stenkul og gas. Sidstnævnte varierer voldsomt, fordi det oftest er gaskraftværkernes opgave at udjævne svingningerne fra sol og vind. Alt i alt er der tale om et stort forbrug af kul, det må veje tungt i Tysklands CO₂-regnskab, og de ambitiøse klimamål fortoner sig, i hvert fald midlertidigt.

Fig. 3 viser leverancerne fra sol og vind i måneden. Der er p.t. i alt installeret en effekt på 122 GW, hvilket er omtrent det dobbelte af Tysklands gennemsnitlige forbrug, der svinger mellem 35 og 65 GW. Men kun på enkelte dage med god blæst og megen sol kommer produktionen fra vind og sol tæt på forbruget og andre dage ligger den langt under.

Det er interessant at sammenligne fig. 3 med den tilsvarende kurve fra november 2021. Den installerede kapacitet den gang var omtrent den samme som nu, men solcellerne producerede meget lidt, og på intet tidspunkt var sol + vind i nærheden af forbruget. Solenergi i Tyskland er næsten en lige så dårlig idé, som den er i Danmark, pga. den meget store variation over årstiderne. Om vinteren, når der er mest brug for energi, producerer solcellerne meget lidt.

Førnævnte Dr. Habeck spillede ud med en meget ambitiøs plan for udbygning af sol og vind i Tyskland. Allerede i 2030 skulle der i alt være installeret 400 GW vedvarende energi, fordelt på 200 GW solceller, 170 GW landvind og 30 GW havvind. Fig. 4 viser hvordan maj 2022 ville have set ud, hvis hele Habecks kapacitet var installeret. Der ville stadigvæk være perioder, hvor Tyskland ikke havde strøm nok, specielt på nætter med ringe vind.

Til gengæld ville der være tidsrum med en kolossal overproduktion, typisk midt på dagen, hvor forbruget er ca. 60 GW og produktionen op i mod det tredobbelte. Det giver hver dag nogle perioder af få timers varighed, hvor Tyskland producerer et overskud på 90 – 120 GW. Hvem skal dog kunne aftage de mængder? Ikke nabolandene, Danmark, med sit lillebitte forbrug på 4-5 GW, har sikkert på de samme tidspunkter også et kolossalt overskud af strøm fra solcellerne.

Drømmen er jo så at fremstille brint eller Power to X, men der er ikke nogen seriøse kemiske fabrikker, der kan producere på basis af nogle toppe af strøm hver dag. De skal have en meget stor kapacitet for at kunne udnytte, f.eks., 100 GW, og vil derfor være dyre i investering. Men samtidigt kan de kun køre i få timer på maks. kapacitet hver dag og resten af tiden vil strømforsyningen svinge op og ned. Ingen fornuftig produktion kan køre på de betingelser.

Der tales også om lagring af strømmen, og her kunne man måske lagre dagens top og bruge den til en udjævning af forsyningen til brintfabrikken. Med et overskud på 100 GW f.eks. i 6 timer skulle lageret så rumme 600 GWh. Taler vi om batterier, med en pris på ca. 1900 kr. pr. kWh, bliver investeringen hertil svimlende 1200 milliarder kr., godt det halve af Danmarks årlige bruttonationalprodukt.

Dette beløb ville måske ikke afskrække en ambitiøs tysk politiker, men vi står stadigvæk tilbage med problemet om vinteren, hvor der vil være lange perioder uden tilstrækkelig strøm. Skal de også dækkes med lagring kommer vi op i en helt anden prisklasse, som vist mange gange før.

Vind og især sol kan aldrig komme til at danne rygraden i en stabil elektricitetsforsyning.