Debatindlæg, En grønnere planet

Grøn bevoksning: Godt for klimaet

Grøn bevoksning er overraskende godt for klimaet. Det interesserer ikke det klimaindustrielle-kompleks. Derfor er det heller ikke så højt på agendaen, som det burde være. Tværtimod hugger man skove ned, for at fyre med biomasse i danske kraftværker. I det hele taget gør danske politikere alt, hvad de kan for at modvirke en ægte grøn klima-revolution.

Det er velkendt, at træer opsuger og lagrer CO2. Det er ligeledes velkendt, at skove fører til dannelsen af lave skyer, som køler omgivelserne. Og det er ligeledes velkendt, at øget CO2 i atmosfæren fører til øget grøn vækst, og at jordkloden bliver grønnere og grønnere.

Men nu fortæller NASA om et nyt studie, som viser, at grøn beplantning har en større og mere kølende indflydelse på klimaet, end hvad man hidtil har troet.

Tilvækst i det gennemsnitlige blad-areal pr. geografisk lokation, 2000-2014, målt i kvadrat-decimeter pr. kvadratmeter pr. årti.

Studiet påviser, at de sidste 15 års grønne vækst har haft en kraftig kølende effekt. Effekten er så stor, at det svarer til den energi, som blev produceret og brugt i 2015. Studiet fortæller også, at kølingen var 25 gange stærkere end den tilsvarende varmeeffekt som følge af nedhugning af regnskov.

Den kølende effekt opstår, fordi grøn beplantning fremmer transport af varme og fugtighed til atmosfæren.

Studiet fortæller, at den kølende effekt svarer til 10-20% af global opvarmning. Hertil kommer effekten af, at træer opsuger og lagrer CO2, samt at skove udvikler lavthængende kølende skyer.

Miljøminister Lea Wermelin og hendes embedsmænd har planlagt 23 nationalparker, heraf er 5 allerede etableret. Nationalparkerne vil blive indhegnet, for at store planteædende dyr, som køer og heste kan afgræsse og holde bevoksningen nede. Formålet er at øge biodiversiteten. Det har ført til folkelige protester. Hvis Lea Wermelin vil gøre noget godt for mennesker og klima, så fjerner hun dyr og indhegning. Lea Wermelin bør af hensyn til et køligere klima fremme grøn beplantning i nationalparkerne.

Regeringen og Folketinget bør gå forrest, for at gennemføre en ægte grøn klima-revolution både hjemme og i udlandet. Det offentlige har masser af plads til grøn beplantning ikke mindst på græsarealer samt langs veje og motorveje.

Hvis det offentlige fører an, så vil erhverv og private følge efter med grøn beplantning af flise- og græsarealer.

En ægte grøn omstilling vil få stor folkelig støtte i modsætning til Folketingets planer om at plastre Danmark til med solcelle- og vindmølleparker.

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*