Kraka og energiøen

Klimarealisme havde for nyligt et kortere videomøde med Kraka Advisory, en del af tænketanken Kraka. Hovedemnet for mødet var de voldsomme udbygninger af energiforsyningen med solceller og vindmøller. I den forbindelse blev planerne om energiøer diskuteret, og Kraka Advisory gjorde opmærksomme på, at de allerede havde udsendt rapporter, der var kritiske over for disse tanker.

Det gjorde undertegnede nysgerrig. Hvad er det, Kraka har at udsætte på energiøerne?

På deres hjemmeside kan man finde to store rapporter. Den ældste er fra november 2021 og har titlen Energiøen i Nordsøen – proces, fakta og risici. Den blev opsummeret i en kronik i Jyllands-Posten med den maleriske titel: Den klimapolitiske marsmission, ingen taler om.

Der lægges ud med det interessante faktum, at der er meget lidt offentlig debat om energiøprojektet, selvom det har et budget, der er 5 gange højere end Femernforbindelsen. Men hvor der om sidstnævnte er skrevet meget i medierne, er der anderledes tavshed om energiøen. Hvorfor mon? Kronikken fortsætter:

Heldigvis har danskerne allerede vist, at de forstår komplekse problemstillinger. Der er stor tilslutning til Danmarks klimamål blandt danskerne. Derfor er energiøprojektets kompleksitet ikke en gyldig grund for politikerne til at komme uden om en åben debat med befolkningen.

Problemet ifølge Kraka Advisory er, at energiøen bliver færdig så sent som i 2033. Det haster med den grønne omstilling, og derfor bør andre vedvarende energiprojekter gennemføres meget hurtigere.

Der er tilsyneladende stor tvivl om økonomien i energiøprojektet, om det overhovedet vil være i stand til at forrente f.eks. privat investeret kapital. Der er mange måder, hvorpå man kan sikre investorerne deres forrentning, en af dem er den såkaldte CfD-model (Contract for Difference), hvor vindmølleejeren er garanteret en fast pris for al elektriciteten. Er markedsprisen lavere, dækker staten differencen, hvis den er højere, pålægges ejeren en afgift, se fig. 1. Den model vender vi tilbage til.

Alt i alt undrer Kraka Advisory sig over, at man allerede vil sende projektet i udbud til næste år (2023), før mange af de økonomiske aspekter er afklaret.

Kraka Advisory er dog ikke i tvivl om selve den grønne omstilling:

Det er vigtigt for os at understrege, at energiøprojektet, uanset tænkepausen, stadig kan bidrage markant til den langsigtede grønne omstilling i Danmark og udlandet. Både Danmark og EU har en målsætning om netto-nul udledning i 2050. Samtidig kommer vi til at skulle bruge meget mere el både i og uden for landets grænser. Der er ingen tvivl om, at der skal opføres havvind i en hidtil uset skala.

Men konklusionen er i al korthed, at der mangler en offentlig debat og mere dybtgående analyser vedrørende energiøprojektet.

Den anden rapport har titlen Rapport 2. Energiøen i Nordsøen – Argumenterne, udbuddet og betydningen for klimaet, den udkom i april 2022.

En af konklusionerne her er, at eksport af strøm fra energiøen kan føre til de såkaldte ”kulstoflækager” andre steder. Det betyder, at når virksomheder i udlandet bruger CO₂-fri strøm fra energiøen, sparer de nogle af EU’s kulstof-kvoter, der derefter kan bruges andre steder, hvorved CO₂-udledningen forbliver den samme – eller endda bliver større.

Hvis strømmen fra energiøen bruges til Power to X, kan resultatet blive bedre, dog afhængigt af hvad det nye brændstof bruges til. Generelt er der en del skepsis mht. Power to X, det er uvist hvornår teknologien vil være klar til indsættelse i stor skala. Herom skriver man:

Selvom PtX-teknologien lige nu er ret umoden, er der stor interesse for at producere fra både private aktører og andre europæiske lande. Flere erhvervsorganisationer har udgivet deres egne bud på PtX-strategier. Dog vurderer erhvervslivet, at der er behov for ekstra offentlig støtte til udvikling og udbygning.

Rapporten peger igen på den store økonomiske usikkerhed omkring energiø-projektet. Involvering af private investorer forøger statens risiko, da der vil være krav om en højere forrentning af den investerede kapital, og staten kommer givetvis til at spille en rolle som garant.

Rapporten behandler i detaljer problemerne med forsyningssikkerheden i Danmark. Fig. 2 viser den af Energinet forventede udvikling i kapacitet for hhv. ”fleksibel” produktion, dvs. biomasse- eller fossilt fyrede kraftværker, import og så den vedvarende energi. Udviklingen i importkapaciteten fremkommer ved anlæg af nye el-forbindelser med højere effekt.

Det påpeges, at der kan være perioder med meget lav produktion fra sol og vind, og situationen her vil ikke afgørende blive forbedret, selvom man installerer en energiø. Fig. 3 viser situationen en tænkt vinterdag med meget ringe produktion fra sol og vind, hhv. før og efter udbygning af vindkraften.

Rapporten konkluderer klart, at energiøens 10 GW vindmøller ikke vil forbedre forsyningssikkerheden i nævneværdig grad, og derfor må der andre ting til:

Når energiøerne kun har en minimal effekt på forsyningssikkerheden, kan der med fordel bruges andre metoder til at forbedre forsyningssikkerheden og reducere antallet af afbrudsminutter. Energistyrelsen foreslår selv en række metoder til at forbedre effekttilstrækkeligheden: udvidelse af udlandsforbindelser, udvidelse af fleksibel elproduktion, bedre lagring, reduceret forbrug og øget fleksibilitet i forbruget.

Om mulighederne for import har rapporten følgende at sige:

En udvidelse af forbindelserne til udlandet vil dog kun have en positiv effekt på den danske forsyningssikkerhed, når udlandet producerer nok strøm til, at de kan eksportere til Danmark. Hvis det ikke er tilfældet, afhjælper større kapacitet i udlandsforbindelserne ikke problemet. Flere af Danmarks nabolande ser i de kommende år ind i samme problematik som Danmark, hvor forbruget stiger, kapaciteten i de fleksible, termiske anlæg falder, hvorfor afhængigheden af den ufleksible, vedvarende energi stiger.

Rapporten kigger derefter kortfattet på de andre løsninger. En er at have en større kapacitet af termiske kraftværker, men det vil give problemer med CO₂-udslip fra biomasse- eller fossilt fyrede kraftværker. En anden løsning er lagring af energi, f.eks. med varme væsker eller sten, komprimeret luft, batterier eller brint. Sidstnævnte metode er nok den mest lovende, men bliver dog dyr pga. de store energitab, der er involveret. Hertil kommer det fleksible forbrug, som dog også har sine begrænsninger, hvis det drejer sig om at kompensere for dage med vindstille. Afsnittet her konkluderer:

Ovenstående analyse viser, at der findes mange måder at forbedre effekttilstrækkeligheden på, men energiøen er ikke den mest effektive. Energiøen producerer nemlig ikke meget strøm på de tidspunkter, hvor der mangler strøm og vil derfor kun hjælpe ganske lidt på effekttilstrækkeligheden. Andre alternativer, som udvidelse af udlandsforbindelser, udvidelse af fleksibel elproduktion, bedre lagring, reduceret forbrug og øget fleksibilitet i forbruget, virker alle bedre og mere effektivt til at afhjælpe udfordringer med effekt-tilstrækkelighed.

I den nyligt vedtagne Thor-vindmøllepark er DfC reelt sat til 0. Det vil sige, at operatøren ikke får noget af staten, selvom elprisen er lav. Til gengæld skal operatøren betale af sin indtjening op til et beløb på 2,8 milliarder kr., hvorefter han kan beholde resten af indtægterne. Det er et arrangement, der synes meget fordelagtigt for staten. Kraka Advisory undrer sig dog over, at da 5 selskaber havde budt den samme pris, blev der blot trukket lod imellem dem – i stedet for at se, om nogen eventuelt ville være villige til at gå over de 2,8 mia. kr.

Energistyrelsens forskellige fremskrivninger af elforbruget gennemgås, hvor man kommer ind på de potentielle store forbrugere: Datacentre, Power to X og CO₂-opsamling. Det erkendes, at der fortsat vil være et stort behov for import af strøm:

Danmarks elforbrug og produktion kommer i høj grad til at være afhængig af import fra udlandet. Det ændrer sig ikke af, at Danmark bliver nettoeksportør af el. Vindmøller producerer kun el ca. halvdelen af tiden, og for solceller gælder det 20 pct. af tiden. Der er altså tidspunkter, hvor der er brug for at importere strøm. Det kan komme fra mange forskellige kilder, fx vand- og kernekraft fra Sverige eller naturgas fra Tyskland.

Det nævnes, at energiøen kan tjene Danmarks ønskede rolle som foregangsland. Den bidrager ikke til at nedbringe Verdens udslip af CO₂, men den kan blive et forbillede for andre lande, der også ønsker at reducere deres (meget større) udslip. Det kræver selvfølgeligt, at energiøen bliver en økonomisk succes.

I rapportens sammenfatning kan man læse følgende:

• Forsyningssikkerheden er allerede i dag under pres, når det ikke blæser. Yderligere udbygning af havvind ændrer ikke på denne problemstilling, fordi den nye havvind i høj grad vil producere på samme tidspunkter som de eksisterende vindmøller. Det er derfor ikke effektivt at udbygge havvindkapaciteten ud fra et hensyn til at forbedre forsyningssikkerheden.
• Forsyningssikkerheden kan i stedet forbedres ved at se på lagringskapacitet, mere fleksibel produktion, udvidet kapacitet til import fra nabolandene eller et mere fleksibelt strømforbrug.

Det er udmærkede rapporter, som Kraka Advisory her har udsendt. Man kommer et godt stykke vej ind i problemstillingen med den ustabile sol og (især) vind. Fig. 4 viser situationen i Nordsøen, januar-april 2022. P.t. har de fire lande opstillet et antal møller med en samlet kapacitet, der nogenlunde svarer til Danmarks fremtidige med energiøen på de 10 GW. Kraka Advisory underdriver på ingen måde situationen med de mange vindstille dage, men alligevel vil man gerne give indtryk af, at problemet ”sagtens” kan løses med import, lagring og fleksibelt forbrug.

Her kolliderer konklusionen med den forventede fremtidige virkelighed. Vi skal jo være foregangsland, og de andre lande skal følge vores eksempel. Det kunne jo meget vel medføre, at de så også nedlægger deres termiske kraftværker, og så har de ikke noget at eksportere til os, når både deres og vores vindmøller står stille. Fig. 3 viser ellers hvor meget, vi bliver afhængige af netop importen på de vindstille dage.

Lagring af elektricitet er reelt uden for økonomisk rækkevidde, og det bliver aldrig brugbart i stor skala. Power to X, herunder brint er en mulighed, men teknologien er slet ikke moden endnu, og den vil under alle omstændigheder medføre voldsomt forøgede priser på elektriciteten, hvis den skal bruges som backup til møllerne i stor skala.

Et sidste interessant punkt er den garanterede mindstebetaling til vindmølleejerne for deres strøm. Den er med Thor-parken reelt nul, men ejerne kommer ikke til at lide nød. Med en strømpris på f.eks. 30 øre/kWh vil de 2,8 mia. kr. til staten være tjent hjem i de første godt to år, og derefter kan ejerne få resten af indtægterne ubeskåret.

Der er dog her en trussel, som vi allerede tydeligt ser i dag. På dage med god vind bliver mange vindmøller i Danmark stoppet, fordi markedet ikke kan aftage deres produktion. Det hænger typisk sammen med en tilsvarende stor produktion i Tyskland. Den situation vil bare blive tifold værre, hvis Danmark og nabolandene udbygger deres vindmøllekapacitet massivt. Med f.eks. 30 GW vindmøller i Nordsøen skal markedet reelt kunne aftage alle 30 GW på dage med god blæst, og det er langtfra sikkert, at det er muligt. Så må man standse møllerne, og hvordan kompenseres ejerne for den tabte indtægt herved?

Kraka Advisory gør sig mange fornuftige tanker om energiøen, men man kunne godt savne en lidt skarpere konklusion. Med vores nuværende teknologiske stade skal vi slet ikke kaste os ud i at bygge den, og formentligt bliver det aldrig nogensinde en god ide.