Massachusetts Institute of Technology (MIT) anses for at være et af USA’s absolut førende universiteter inden for naturvidenskab og teknologi. De har nu udsendt en rapport på næsten 400 sider, hvor mulighederne for lagring af energi og inkorporering i en forsyning baseret på sol og vind gennemgås i detaljer.
Rapporten lægger ud med en gennemgang af alle de forskellige muligheder for lagring af energi, hvoraf kun vandkraftlagre med pumper kan siges at være moden teknologi. Batterier er en anden mulighed, men de mest oplagte baseret på litium har et problem med deres relativt korte lagringstid, som rapporten sætter helt ned til 12 timer effektivt.
Francis Menton fra The Manhattan Contrarian har læst rapporten og er ikke imponeret. Den indeholder masser af tal og grafer, og en stor del af resultaterne er baseret på modelberegninger, hvor man simulerer pris og ydelser fra forskellige løsninger. Modellerne har den fordel, at man kan vælge parametre, der ser bort fra risikoen for længerevarende svigt af både sol og vind. Et typisk eksempel er vist på fig. 1 (rapportens fig. 6.16). Her følger forbruget pænt produktionen fra sol og vind, og der er ikke noget voldsomt behov for backupløsningerne.
Resultaterne er ofte gemt i svært forståelige figurer, hvor Menton peger på det diagram, der er vist på fig. 2 (rapportens fig. 6.5). Her ser man, at der for at skulle opnås nul i CO2-udledninger, skal der installeres sol og vind med en samlet kapacitet på over 3 gange det gennemsnitlige forbrug, og så skal der være batterier nok til at kunne klare det fulde forbrug i 10-15 timer.
Historien melder ikke noget om, hvad man skal gøre, hvis fraværet af produktion fra sol og vind varer mere end de 15 timer.
I realiteten kan man regne med perioder på en uge eller mere, hvor man ikke får noget ud af sin sol og vind, og det skal lagrene kunne klare. De skal derfor have en kolossal kapacitet og bliver tilsvarende prohibitivt dyre i investering. Men herom er MIT-rapporten aldeles tavs.
Det er også tydeligvis rapportens budskab, at der mangler masser af forskning før bare en af de foreslåede lagringsmetoder (undtaget vandreservoirerne) kan bruges i praksis. Her er beskeden klar: ”Send flere penge”.
Men når en teknologi endnu ikke er færdigudviklet – og for de flestes vedkommende slet ikke sandsynliggjort endnu – kan man så bruge dem i scenarier, der skal realiseres i gigantisk skala inden for de næste 10-20 år? Hvad nu hvis det viser sig, at de aldrig kommer til at fungere?
Svaret blæser i vinden, om man så må sige.
Danish