Overvægtige isbjørne

Med jævne mellemrum må vi minde hinanden om, at isbjørnene trives overalt i Arktis, også selvom mængderne af havis svinger fra år til år, og i dag har en mindre udbredelse end for f.eks. 40 år siden.

Men vi bliver stadigvæk hele tiden fortalt, at isbjørnene er truede, de sulter og mistrives, fordi den manglende havis gør jagten på sæler meget vanskelig. Senest har Disney udsendt en ny såkaldt dokumentarfilm om alle forfærdelighederne omkring vores hvidpelsede venner. Den omtaler Susan Crockford i en ny artikel på sin hjemmeside.

Filmen følger en isbjørnefamilie på Svalbard, mor og to unger. Vi ser ungerne lege og slås for sjov, mens mor er på jagt. I stigende grad bliver det dog sværere og sværere at skaffe mad.

Svalbard ligger i Barentshavet, og her har der været en kraftig nedgang i mængden af havis siden 1979. Alligevel har forskerne konkluderet, at isbjørnehanner i gennemsnit har uforandret kropsvægt siden 1994 og størrelsen på kuldene af unger er uændret. Hunbjørnenes kropsvægt har ligefrem været stigende i perioden. Crockford citerer et videnskabeligt arbejde fra 2019:

Ganske overraskende er hunisbjørnenes vægt steget i Barentshavet efter 2005, selvom havisen har trukket sig tilbage med 50 % siden de sene 1990’ere og længden af den isfrie periode er vokset med over 20 uger mellem 1979 og 2013. Disse ændringer er også ledsaget af en tilbagetrækning af havisen om vinteren, som især er udpræget i Barentshavet, sammenlignet med andre områder i Arktis. Trods den vigende havis i Barentshavet mangler isbjørnene formentligt ikke føde, så længe der er is i den periode, hvor de spiser mest. Isbjørne indtager meget føde fra april til juni hvor ringsælerne har unger og er meget sårbare overfor rovdyrs jagt, hvorimod omfanget af jagt resten af året formodentligt er lavt.

Generelt er isbjørnene ikke så sårbare over for ændringer i udbredelsen af havis. De er fleksible og kan tilpasse sig de ændrede vilkår. Klimamodellerne forudser selvfølgeligt meget mere afsmeltning af havis i fremtiden, men indtil nu har klimamodellernes fremskrivninger været stærkt pessimistiske, og de er næppe troværdige.

Crockford går derefter over til at beskrive situationen i den vestlige Hudsonbugt, hvor isbjørnene også stortrives trods vigende ismængder. En lokal observatør har fulgt dyrene gennem de seneste 40 år og skriver, at bjørnene normalt altid kommer ind fra isen omkring 10. juli og vandrer ud igen omkring 10. november. Det har ikke ændret sig over alle årene. Observatøren fortsætter:

Mærkeligt nok, sidste år [2021, red.] ankom de fra isen sidst i juli og derefter forsvandt de, så vi næsten ikke så nogen. En rekognoscering fra luften fandt hurtigt frem til nogle store grupper (op til 20 i en gruppe) af isbjørne, der hvilede sig på stranden i en tilstand af sløvhed, fordi de simpelthen var FOR TYKKE til at bevæge sig! Det er korrekt. For tykke til at gide vandre rundt og lede efter snacks (bær, græs, fugle, ådsler) som sommeren gik. Disse bjørne var kommet skridtet videre fra at være sunde til at være direkte overvægtige. I alle vores sæsoner her, har vi ikke set bjørne i oktober/november i sådan en tilstand af ekstrem buttethed.

Hertil kommer, at mødrene og ungerne, vi har set i dette forår, er i meget fin form, og vi har endda set tilfælde af trillinger, som vi ellers ikke har observeret i nogen tid.

Alt i alt ser det ikke så værst ud for isbjørnene, men det vidste vi jo godt i forvejen.