Klimastrejke

Overskriften leder måske tankerne hen på Greta Thunberg og hende skolestrejke for klimaet, men det er ikke det, sagen her drejer sig om. Tilsyneladende er nogle prominente klimaforskere ved at være godt og grundigt trætte af, at de ikke bliver taget alvorligt, når de blæser i dommedagsbasunerne og proklamerer klimakrise og nødvendigheden af en omfattende grøn omstilling. Forskerne skriver, i en kommentar i et videnskabeligt tidsskrift:

Kontrakten mellem videnskaben og samfundet er brudt

Vi undersøger tre muligheder for klimavidenskaben. Vi når frem til, at to af mulighederne er uholdbare og én er uacceptabel. Når man tager i betragtning, hvor kritiske klimaforandringerne er, og hvor meget spørgsmålet haster, slår vi til lyd for, at tiden er inde til, at videnskaben stopper al forskningen i klimaforandringer for først at afsløre og derefter genforhandle den brudte kontrakt.

Hvad er det så for en kontrakt? En anden forsker gav for nogle år siden et bud:

Denne kontrakt rummer en forpligtelse fra forskernes side til at bruge deres energi og talent på de mest presserende problemer i tiden, proportionelt med deres betydning, og til gengæld modtager forskerne offentlige midler … Kontrakten skal være baseret på antagelserne, at forskerne vil (i) fokusere på de vigtigste behov i samfundet …. (ii) kommunikere deres viden og forståelse ud til en bred kreds for at sikre at beslutninger taget af enkeltpersoner og institutioner er på et oplyst grundlag; og (iii) udvise god dømmekraft, klogskab og ydmyghed.

Grundlæggende er det en fornuftig nok beskrivelse af en kontrakt, der jo indgås mellem to parter, der er enige om formålet og vilkårene. Forskning er også i stor udstrækning betalt af offentlige midler, omend det langt fra er al forskning, der beskæftiger sig med samfundets største og vigtigste problemer.

Men hvorfor er kontrakten så nu brudt? Argumentationen går grundlæggende ud på følgende:

Vi videnskabsfolk gjorde vores arbejde, fortalte jer hvad der var galt, samlede beviser på de store skader som klimaforandringerne forvolder, og selv efter, at al videnskaben var på bordet og afgjort, gør samfundet stadigvæk ikke, hvad vi fortæller dem, at de skal gøre.

Så åbenbart mener man, at videnskaben skal fortælle samfundet, hvad der skal gøres og følge op på det. Med andre ord: Levere videnskaben, den foreslåede løsning og gennemtrumfningen af denne løsning.

De tre ovennævnte løsninger, hvoraf to er uholdbare og den tredje er uacceptabel er følgende:

1. Fortsætte med klimaforskningen som om intet var hændt. Det giver ikke mening, da videnskaben allerede er ”afgjort”.
2. Forske mere i de sociale mekanismer, der gør, at samfundet stritter imod implementeringen af løsningerne på klimakrisen, især den grønne omstilling. Der er dog ikke noget, der tyder på, at en forøget indsigt her vil føre til noget resultat.
3. Klimaforsknings-strejken. Den skal igangsættes og fortsætte, indtil samfundet bøjer sig og får bygget nogle flere vindmøller.

Nu er problemet jo, at kontrakten mellem forskningen og samfundet ikke siger noget om, at forskningen skal anvise løsninger og sørge for, at de bliver tvunget igennem. Det er samfundets, dvs. primært politikernes opgave.

Men ellers kan man kun have stor sympati for tanken om, at klimaforskningen strejker, og dermed ophører med at producere endnu flere klimamodeller, der er løsrevet fra virkeligheden, og stopper udsendelsen af endeløse (IPCC-)rapporter, som ingen rigtigt bliver klogere af.

For at få tiden til at gå, kunne forskerne begynde at beskæftige sig mere med de virkelige mekanismer bag vores vejr og klima, herunder Solen og andre naturkræfter, og hvad det egentligt er, der styrer den globale temperatur.

Strejken kan ende med at blive noget af det bedste, der er sket med klimaforskningen i mange år.

https://wattsupwiththat.com/2022/03/02/the-new-climate-strike-what-a-good-idea/