Anmeldelse: “Klimaprofeti”

Cand. odont. Lars Forring har netop fået udgivet en bog om klimasagen. Bogens synsvinkel er absolut klimarealistisk, Forring går hårdt til IPCC og alle deres krumspring for at opretholde klima-alarmismen. Han er også stærkt kritisk over for den grønne omstilling.

Bogen ”Klimaprofeti – vores nye religion?” er, så vidt undertegnede ved, den første, der på dansk dækker hele klimasagen, lige fra videnskaben over politikken og til de tekniske aspekter af den grønne omstilling. Vi kommer langt omkring, der er kapitler om landbruget, atomkraft, IPCC, brint osv.

Forring tager udgangspunkt i Henrik Svensmarks forskning vedrørende Solens indflydelse på Jordens klima, og med den i hånden kan Forring afvise Michael Manns hockeystavkurve og hele IPCC’s besættelse af CO₂ som den eneste faktor, der styrer den globale temperatur og klimaet. I stedet for hockeystaven får vi Craig Loehles klassiske rekonstruktion fra 2009 serveret, og den er jo også et godt bud, der viser både Den Middelalderlige Varmeperiode og Den Lille Istid.

Forring viser korrekt, hvordan der ikke er tale om mere ekstremt vejr, f.eks. orkaner og storme, og de ”accelererende havstigninger”, som IPCC taler om, er også svære at få øje på.

Bogen tager i forbindelse med den grønne omstilling fat i energiøen ude i Nordsøen, hvortil der skal knyttes ikke mindre end 10 GW havvind, hvilket jo i princippet er mere, end Danmark har brug for, med et gennemsnitligt forbrug på p.t. ca. 4 GW.

Bogen fremtræder nydelig fra forlagets side, tydeligt tryk, og de mange illustrationer er trods deres detaljerigdom lette at se. En lidt mærkelig løsning i forbindelse med figurerne er, at hvis der ikke er plads til én på en side, så flyttes den over på den følgende side, og pladsen efterlades tom, i stedet for at man fylder den med tekst og derved accepterer, at illustrationen er lidt forskudt i forhold til henvisningen. Det efterlader bogen med en del sider, der kun er ca. 2/3 fyldt, og det ser lidt mærkeligt ud:

Forlagets indsats lader i det hele taget en del tilbage at ønske. Der har ikke været nogen særligt aktiv redaktør ind over. Vedkommende kunne ellers have ryddet lidt op i manuskriptet, så de samme ting ikke gentages flere steder i bogen. Ligeledes kunne man have sorteret i indholdet i de enkelte kapitler, således at de hver især var fokuseret på det emne, der fremgår af deres titel. Man kunne forholdsvis let have organiseret materialet og omplaceret elementerne, så de hørte naturligt sammen. Det ville måske give en lidt kortere bog, men en bedre læseroplevelse.

Forlagets korrekturlæsning har også været mangelfuld, og resultatet er en noget usikker grammatik, der i hvert fald i starten forvirrer læseren. Man ser mange eksempler på følgende:

”Såfremt der sker A. Vil det resultere i B.”
Der burde vist være komma i mellem de to sætninger:
”Såfremt der sker A, vil det resultere i B.”

Hovedanken mod bogen er imidlertid de mange og grove faktuelle fejl undervejs. Det er synd, fordi det på afgørende vis svækker bogens budskab, og gør den til et let bytte for klima-alarmisters modangreb. Her skal kun gives nogle få eksempler, der er mange flere:

Det nævnes adskillige steder (f.eks. s. 41 & s. 74), at IPCC oprindeligt forudså temperaturstigningen ved en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold til at være 4-5 grader celsius, men siden har man nedjusteret estimatet til kun 1,5 grader. Hvor kommer det fra? I den seneste statusrapport skrev IPCC, at stigningen forventes at ligge mellem 2,5 og 4 grader, med 3 grader som det mest sandsynlige. Hvis den forudsete stigning kun var 1,5 grader, var der jo slet ikke nogen panik omkring Parismålene på 1,5 – 2 grader.

Side 48 er der en regulær bøf: ”Jordens to poler, Nordpolen = Arktisk [sic] og Sydpolen = Antarktisk er begge kæmpe landområder, der er isdækket hele året”. Antarktis ja, men omkring Nordpolen (Arktis) er der kun hav, der så er dækket af havisen, der flyder ovenpå.

Figur 30 på s. 79 viser sammensætningen af Danmarks produktion i 2019 af primær energi, dvs. til elektricitet + alle de andre anvendelser, opvarmning, transport m.v. Her udgør sol og vind naturligvis kun en mindre del. Forfatteren befinder sig imidlertid i den vildfarelse, at denne lille del udgør bidraget fra sol og vind i elproduktionen, hvorefter han stiller sig uforstående over for påstandene om, at sol og vind dækker en større del af vores årlige elektricitetsforsyning. Det betyder også, at han drager den fejlagtige konklusion, at danske elbiler stort set kører på fossilt genereret strøm.

Grundlæggende har bogen et problem med at skelne mellem W (watt) og Wh (watt-timer). Det giver sig mange pudsige udslag. På s. 84 får vi således at vide, at Aalborg Portland cementfabrikken bruger 330 MW hvert år… På s. 113 indføres der en ny fysisk enhed: GW/dgl., som vistnok betyder GW pr. dag(?) Det giver heller ingen mening. Tilbage på s. 85 citeres et læserbrev fra JP, hvor der korrekt angives et elforbrug i Danmark på 4.233 MW, hvorefter Forring tilføjer i parentes: ”(pr. døgn, forfatteren)”.

Nej! Når man skriver om energi, må man have styr på begreberne. Joule (J) er en mængde energi, og watt (W) er en joule/sekund, dvs. en effekt. Man omregner derefter sin effekt til energi ved at gange med tiden, den har virket, oftest i timer. Har man produceret en effekt på 1 W i en time, får man således 1 Wh, der jo i øvrigt da vil være 3600 J (3600 sekunder/time). Energinets oversigter viser et øjebliksbillede givet som effekt, enten produceret, eller som her forbruget på de 4.233 MW.

Forring giver på s. 102-103 udtryk for sin undren over, at man skelner mellem CO₂ fra forbrug af fossile brændstoffer og CO₂, når det er biogas eller biomasse, der anvendes. Det fører til følgende temmelig absurde passus: ”Når der udledes 10 tons CO₂ fra et biogasanlæg …. så er udledningen negativ for det samlede klimaregnskab, hvorfor man kan tillade sig at udlede 10 tons CO₂ fra et almindeligt kraftværk, uden at det påvirker CO₂-indholdet i luften.” Det er jo helt galt. Tilsyneladende har Forring overset den grundlæggende antagelse om biomasse og klimaet. Biomasse er dannet ud fra luftens CO₂ i første omgang, og biomassen har derfor allerede trukket den mængde ud, der efterfølgende frigøres ved afbrændingen. I næste omgang vil nye planter og træer igen opsuge CO₂-en. Derfor tillader man sig i klimaregnskabet (berettiget eller ej) at udelade CO₂-udslippet fra afbrænding af biogas eller biomasse. De negative tal fremkommer, hvis man opsamler CO₂-en fra skorstenen på et biomassefyret værk og deponerer den. Så er det netop, at man får den negative udledning, der derpå kan modregnes udslip fra fossilt fyrede værker.

I forbindelse med sol og vind som energikilder får bogen ikke rigtigt fat i hovedproblemet, som jo er deres voldsomme ustabilitet. På s. 113 nævnes et scenarie med 16 GW solenergi, 5 GW kystnære havmøller og 10 GW fra energiøen, i alt 31 GW. De sammenlignes med et forbrug på knap 5 GW. Det giver efter forfatterens mening et overskud af strøm på 6-7 gange forbruget. Det gør det jo ikke, idet han overser, at møllerne og solcellerne ikke leverer deres fulde effekt konstant. Solceller i Danmark producerer over hele året sammenlagt 10-12 % af den installerede effekt, hvorved de 16 GW i realiteten kun giver ca. 1,6 GW som gennemsnit. Havvindmøllerne ligger tilsvarende på 40-50 %. De installerede 31 GW vil således tegne sig for en årlig produktion på ca. 8 GW. Det er stadigvæk for meget, men det er ikke her, det fundamentale problem ligger.

Sol og vind svinger meget, og vi vil opleve, at vores installationer nogle sjældne gange faktisk leverer alle 31 GW, hvorved vi drukner i strøm. Størstedelen af tiden vil de dog producere væsentligt mindre, og så kan der være perioder på op til mange dage, hvor de slet ikke giver noget. Her får vi så brug for fuld backup, f.eks. fra den forjættede Power to X. Det er synd, at bogen ikke særligt tydeligt får fat i denne væsentlige pointe:

Der er stor forvirring i bogen omkring landbrugets udslip af drivhusgasser. I statistikken er landbruget slået sammen med ”råstofudvinding” og det fortolkes i bogen vist nok som landbrugets produktion af afgrøder. Det er jo ikke tilfældet, råstofudvindingen er lidt udgravning af grus og sand, som ikke betyder noget. Bogen nævner derefter metan, der jo kun findes i ganske små mængder i atmosfæren. Metanen omregnes 1 til 1 til CO₂ og så ser landbrugets udslip pludseligt meget små ud (s. 131). Her overser forfatteren, at metan er en drivhusgas i sig selv, og den anses for at virke meget kraftigere end CO₂. Derfor omregner man normalt metan til såkaldt CO₂-ækvivalent CO₂-e ved at gange metanmængden f.eks. med en faktor 23. Hertil kommer, at landbruget også udleder lattergas (nitrogenoxid) fra gødskningen, lattergas betragtes også som en kraftigt virkende drivhusgas.

Lad os stoppe her, selvom mit anmeldereksemplar af bogen indeholder mange flere gule sedler med fejl og misforståelser.

Konklusionen er desværre, at forfatteren har fået dårlig hjælp fra de personer, der har gennemlæst manuskriptet, eller også har de ikke været kvalificerede til opgaven. Derfor må man nok anbefale folk, der ønsker at lære noget om klimaet, i stedet at kaste sig over Johannes Krügers bog ”32 Klimamyter…”. Hvis man vil have pålidelig information om energi og grøn omstilling, kan det anbefales at kigge sig omkring på hjemmesiden her.

Og i øvrigt, skulle nogle af læserne pusle med tanker om at udgive nye klimarealistiske bøger eller artikler, er de altid velkomne til at søge råd og vejledning her i foreningen, bare skriv til klimarealismedk@gmail.com.