Biobrændsel har efterhånden en del år på bagen. Grundtanken er, at i stedet for at hive fossile brændstoffer op af jorden kan vi dyrke dem på marken, hvorved brugen af dem ikke vil føre til noget forøget CO2-udslip og derved belaste klimaet. Det foretrukne biobrændstof er etanol – alkohol, som vi kender det fra øl, vin og snaps. Man kan blande 5-10 % etanol i almindelig benzin, uden at brugen af den til f.eks. bilkørsel giver problemer.
Men er biobrændsel egentligt nogen særligt god idé? Dyrkningen, hvilken i USA typisk er majs, og i Brasilien sukkerrør, lægger beslag på god landbrugsjord, og der skal bruges vand, kunstgødning og transport. Hertil kommer selve processen med at omdanne afgrøderne til etanol.
I en ny artikel har forskere sat sig for at analysere forholdene vedrørende den amerikanske etanolproduktion nærmere. Hvor miljø- og klimavenlig er den? Man kigger på udviklingen i perioden 2008 til 2016 og sammenligner med situationen tilbage i 1990, hvor produktionen af bioetanol for alvor blev sat i gang.
Fra 2008 til 2016 steg produktionen med godt 20 milliarder liter etanol, svarende til ca. 14 millioner tons. Det er jo en sjat. Man blander typisk 5 til 10 % etanol i benzinen, sidstnævnte er også kendt som ”E10”.
Forfatterne kigger efter tur på alle konsekvenserne af produktionen af bioetanol. USA er en af de største producenter, og tegner sig for næsten halvdelen af Jordens volumen. Den kraftige fremme af bioetanol har i praksis medført en del omlægninger af afgrøder og yderligere landområder er inddraget til dyrkningen. Tilsvarende er omfanget af braklægning, permanent eller midlertidig, blevet reduceret, ligeså rotation af afgrøder til f.eks. græs. Det har alt sammen bevirket en hårdere belastning af landbrugsjorden, med et tilhørende tab af kulstof, som man jo efter gængs konvention skal medregne som et CO2-udslip.
Tilsvarende har den mere intensive dyrkning medført et merforbrug af nitratgødning, hvilket både har givet anledning til øget lattergas-udledning (også en drivhusgas), samt selvfølgeligt miljøproblemer med øget udvaskning til vandløb og grundvand.
Resultatet har bl.a. været øgede priser på fødevarer, 30 % på majs og 20 % på andre afgrøder, se fig. 1.
Formålet med bioetanol var dog primært at nedbringe CO2-udslippet i forbindelse med bilkørsel. Her havde myndighederne fra start af kalkuleret med et udslip for etanol på ca. 80 g CO2e/MJ (MJ = megajoule, en energimængde), det er bedre end benzin, der giver ca. 93 g CO2e/MJ. Myndighederne havde slet ikke regnet med nogen belastning fra de ændrede forhold i landbruget i USA. Artiklen her tæller disse med og finder, at bioetanolen giver en udledning på næsten 116 g CO2e/MJ, se fig. 2.
Det er 24 % højere end benzinen, og som forfatterne tørt bemærker: Den nuværende majsbaserede bioetanolproduktion bidrager næppe til afhjælpning af klimaforandringerne.
Danish
Tak til Søren for en god artikel.
Når fødevarer dyrket på landbrugsarealer med gødskning og evt. kunstvanding anvendes til fremstilling af biobrændsel er det hvad vi forstår som 1. generations biobrændsler. I samme kategori er afbrænding af korn i kraftværker, hvilket faktisk engang er blevet foreslået, men vist alligevel trods alt ikke er taget i anvendelse.
Ligeledes kan tysk produktion af biogas fremstillet ved forgasning af “klimamajs” betegnes som et fejlskud.
Disse metoder kan naturligvis ikke være bæredygtige.
Selvfølgelig skal solenergi via plantemateriale kunne indgå i den grønne omstilling. Biologisk affald er helt oplagt, hvilket også foregår i dag i vore biogasanlæg. Ligeledes er afbrænding af biomasse (f.eks. træ og halm), men kun når der skabes balance med det indhøstede materiale og det af fotosyntesen indfangede CO2. Den i dag gældende metode for at sikre denne balance er dog helt uantagelig, fordi forudsætningerne for sikring af fremtidig skovvækst er helt utilstrækkelige og sårbare for misbrug.