Debatindlæg, Klimapolitik

Grøn omstilling og Gallup-demokrati

– Gæste-indlæg

Gallup-demokrati er ikke et rigtigt demokrati. Afstemningen er ikke hemmelig, og mange vil give et svar, som opfattes sympatisk af den, som spørger.

I et rigtigt demokrati sætter man krydset hemmeligt.

Information: ”Stort flertal blandt lønmodtagerne bakker op om den grønne omstilling”.

Det er resultatet af en undersøgelse gennemført af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Beskæftigelsesministeren siger, at undersøgelsen viser, at alvoren er sivet ind hos lønmodtagerne, men der er tale om et Gallup-demokrati, hvor resultatet næsten på forhånd er givet.

Undersøgelsens resultater, som gengivet i Information

Lønmodtagerne bliver blandt andet bedt om at tage stilling til en ensartet drivhusgasafgift. Lønmodtagerne er efterladt på herrens mark, fordi en demokratisk debat mangler i et Gallup-demokrati.

Indførelse af en CO2-afgift vil fordyre danskproducerede varer på såvel hjemme- som eksportmarkedet. Det går ud over konkurrenceevnen og koster danske arbejdspladser.

Lønmodtagernes købekraft vil ligeledes blive forringet ved indførelsen af en CO2-afgift, fordi varer og tjenester stiger i pris. Det vil føre til ringere efterspørgsel og tab af danske arbejdspladser.

Det Økonomiske Råd har regnet på konsekvenserne af indførelse af en CO2-afgift. Arbejdspladser vil blive flyttet fra land mod by og fra lavtuddannet mod faglært og højtuddannet.

Der er tale om fugle på taget, fordi de arbejdspladser som tabes er eksisterende arbejdspladser, og de arbejdspladser som vindes ikke eksisterer i dag.

Regering og Folketing behøver en CO2-afgift til at betale for de store investeringer, som allerede er aftalt i forbindelse med grøn omstilling.

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*