Mange gådefulde ting kommer ud af EU-kommissionens indsats. Man kan kun være sikker på, at alt vil medføre mere bureaukrati. Der skal skrives rapporter, indberettes tal og højt betalt personale i kommissionen skal så kigge på alt det indberettede, sætte flueben og derefter gå til en god frokost. Man spiser godt i Bruxelles.
Skrækindjagende er de nye tanker om ”taksonomi”, hvor alle aktiviteter skal opdeles i ”klimavenlige” og ikke ”klimavenlige”. For nyligt hørte vi om, at naturgas- og kernekraftværker nu er blevet tilføjet til taksonomien som ”klimavenlige”, hvilket har givet en del dønninger. Men det er kun toppen af kransekagen. Fra nu af skal alle virksomheder i EU med mere end 500 ansatte indrapportere alle nye investeringer, så de kan blive bedømt efter skalaen på taksonomien. Det bliver et helt fantastisk papirnusseri, men mere herom en anden gang.
Ud over bureaukrati synes kommissionen også at have meget stor sympati for rige mennesker og deres private problemer og sorger. I sommers blev der vedtaget en skat på flybrændstof, den skulle gælde alle ruteflyvninger og charterflyvninger, hvor man kan finde hr. og fru Jensen ombord. Til gengæld skulle den ikke gælde private fly, med den begrundelse, at de jo mest blev brugt til forretningsrejser – og man vil jo ikke lægge hindringer i vejen for erhvervslivets spidser. Ved samme lejlighed undgår man så også at genere alle de rige kendisser, der jo ikke er i stand til at rejse på andre måder end i privatfly. Samtidigt blev alle små fly, der bruges til fornøjelsesture, også undtaget.
Nu kommer så kommissionens udspil til CO2-beskatning af skibsfarten. Her er i første omgang lagt en grænse ind ved 5000 bruttoregistertons. Derved er det over halvdelen af alle skibe, der ikke bliver berørt. Men for at være på den helt sikre side, vil man derudover undtage fiskerbåde, offshore-både og …. lystbåde af enhver størrelse.
Det svarer alt i alt til at 20 % af de samlede udledninger fra EU’s skibe bliver omfattet af undtagelserne. Disse 20 % er af samme størrelsesorden som hele Danmarks årlige udslip.
Kommissionens milliardærvenner kan trække vejret roligt, de kan med sindsro ankre op ud for Monte Carlos kyst og tage chaluppen ind for at fortsætte festen.
https://www.climatedepot.com/2022/01/14/yachts-to-be-exempt-from-eus-carbon-pricing-plan/
Hvornår har vi nogensinde set EU tage “de smås’s” parti?!. Aldrig.
EU er og bliver en mastodont på lerfødder, det gælder også klimapolitikken. Det eneste positive, der kan siges i den sammenhæng, er at EU endelig har set lyset angående kernekraft.