WMO (World Meteorological Organization), Den Meteorologiske Verdensorganisation, har meldt sig på banen i klimakampen med endnu lidt brænde til klimalarm-bålet. Nu har WMO, med 1½ års forsinkelse besluttet, at hedebølgen i Sibirien sidste sommer (2020) skal betragtes som en ny temperaturrekord. 38 grader celsius blev målt i byen Verkhoyansk d. 20. juni. Rekorden blev målt under en længerevarende hedebølge med temperaturer, der efter WMO var 10 grader højere end normalt og gjorde dette års naturbrande endnu værre.
WMO’s generalsekretær udtaler, at det er tydelige tegn på klimaforandringer, når man kombinerer det med den sommers tab af havis og samtidigt, at der blev slået en ny temperaturrekord i Antarktis på hele 18,3 grader C.
Det er i følge WMO alt sammen noget, ”der får alarmklokkerne til at ringe i forbindelse med klimaforandringerne”.
WMO og medierne taler om ”Middelhavstemperaturer” i Arktis, på 30 grader eller derover. Det er jo ikke lige, hvad man forestiller sig. Arktis er da noget med is og sne – og isbjørne – ikke sandt?
Men nej, faktisk har Sibirien varme sommerdage med temperaturer over 30 grader næsten hvert år, som vist på fig. 1, der viser den højeste maksimale dagstemperatur i juni-juli-august. En håndfuld af disse årlige rekorder når over 34 grader, og en enkelt, i 1988, kommer helt op over 37 grader, tæt på den nu udbasunerede ”rekord”. Kigger man på udviklingen over årene synes, der heller ikke at være nogen udvikling i retning af højere temperaturer, tilbage i 30’erne var temperaturerne som nu og omkring 1970 var der en top, der var højere.
Nu kunne maks.-temperaturer godt vise et lidt skævvredent billede, og for at komme den mistanke til livs kan vi også vise nogle mere gennemsnitlige sommertemperaturer, se fig. 2. Her er de nuværende temperaturer kun marginalt over, hvad de var for 100 år siden, og viser i øvrigt et generelt dyk i periode 1940-1980. Derved kan man selvfølgeligt få en kraftig stigning på en kurve fra 1980 og fremefter, det er et trick, der ofte benyttes, når man skal have den globale opvarmning til at se slem ud.
Og så var der rekorden i Antarktis. +18,3 grader, sat i februar 2020. Er der ellers ikke altid frostvejr omkring Sydpolen? Det er der helt bestemt, men rekorden her blev sat på en station ved navn Esperanza, der befinder sig helt ude nær spidsen af den Antarktiske Halvø (se fig. 3). Her er vi faktisk nord for den sydlige polarcirkel, Esperanza ligger på 63o syd dvs. ikke længere sydpå end f.eks. Island ligger mod nord (Reykjavik ligger på 64o nord). Det er i øvrigt altid netop på halvøen, at klimaaktivister aflægger besøg for med egne øjne at se afsmeltning og ”klimaforandringer”.
Og inde på selve Antarktis er det vedvarende dejligt koldt. Fig. 4 viser situationen på Sydpolen, Scott-Amundsen stationen, hvor årsmiddeltemperaturen holder sig nede omkring minus 49 grader.
Det ses helt klart, at en enkelt varm dag ikke er udtryk for ”klimaforandringer”. Vi får jo altid at vide, at en meget kold dag ikke er bevis for at der ikke er ”klimaforandringer”. Men hvorfor skriver WMO så, som de gør?
https://notalotofpeopleknowthat.wordpress.com/2021/12/16/mediterranean-weather-in-the-arctic/
Danish
PS: DR kolporterer flittigt alarmistiske budskaber, bl.a. i “Vores vejr”:
I aften om kaffebønder i Sydamerika, der i to år blev skuffet af vejret, og tø i Sydøstgrønland.
Er vejr lig med “klimakrise”?
I min barndom måtte vi acceptere, at høsten ikke var lige god hvert år.
Jeg så og hørte også de “alarmerende beviser” på klimaforandringer. Men sidst i indslaget sagde en lokal mand, at ældre mennesker kunne huske, at det have været ligeså slemt for 76 år siden!
Det ser p.t. ud til, at vi får hvid jul i år. Mon ikke alarmisterne vil udlægge det som, at vi allerede har bevæget os ud over en eller anden slags “tipping point”?