En bemærkelsesværdig – og dyr – klimaaftale

I disse tider, hvor en fældende dom i Rigsretten, ulovlig nedlæggelse af erhverv og en langstrakt pandemi fylder forsiderne, er det gået lidt under radaren, at et bredt flertal af folketingets partier netop har indgået en bemærkelsesværdig – og dyr – klimaaftale.

Det drejer sig om CO₂-fangst og -lagring i undergrunden (kaldet CCS [Carbon Capture & Storage, red.]). Mantraet er, at vi skal reducere CO₂-udslippet til atmosfæren, fordi man på tinge har den opfattelse, at vi kun herved kan løse den såkaldte klimakrise. Denne reduktion kan ske proaktivt ved at undlade udledning, som f.eks ved at køre el-bil i stedet for benzinbil eller reaktivt ved at indfange den CO₂, vi udleder og derefter gemme den væk.

Den nys indgåede politiske aftale går ud på at smide 16 milliarder skatteyderbetalte kroner i CCS. Det er jo ikke sådan så ligetil (og det fører for vidt her at komme ind på de mange udfordringer), men til gengæld vil den afholdte udgift medføre en reduktion i CO₂-udledningen på 0,4 mill.ton allerede i 2025, stigende til 0,9 mill.ton i 2030.

Det lyder jo imponerende, men lad os lige sætte disse reduktioner i perspektiv. I Danmark udleder vi årligt ca. 56 mill. tons CO₂. Med CCS reducerer vi således udledningen med 0,4/56 eller 0,7% i 2025 og med 0,9/56 eller 1,6% i 2030.

CO₂-udledning kender ikke til grænser og tiltag bør derfor anskues globalt. Danmarks samlede andel af CO₂-udledningen på kloden udgør 1 promille. Initiativet med CCS påvirker således isoleret set CO₂-udledningen og dermed den potentielle påvirkning af klimaet med en reduktion på 0.0007% i 2025 og 0,0016% i 2030.

Det er således en ubestridelig kendsgerning, at det aftalte initiativ vil være uden målbar effekt på mængden af CO₂ i atmosfæren.

Til gengæld kræver det en skatteyderbetalt “investering” på 16 mia.kr. (Skatteyderbetalt, fordi dette at gemme CO₂ i undergrunden intet afkast giver og derfor intet økonomisk potentiale indeholder, bortset fra eventuelle luftige overvejelser om importindtægter.)

Det er jo ret mange penge og for sammenligningens skyld kan nævnes, at Storebæltsbroen kostede 21 mia. og at et supersygehus koster 3-6 mia. Investeringer, der – i modsætning til CCS – forrenter sig.

Ser vi på et andet igangværende sammenligneligt projekt, viser Elbilkommissionens rapport fra sensommeren 2020, at der ved 750.000 elbiler på de danske veje (og da der aktuelt kører ca. 25.000, skal der ske en 30-dobling, før kommissionens mål er nået) vil ske en reduktion af CO₂ -udslippet i samme størrelsesorden som ved CCS.

Med disse to hver for sig gigantiske tiltag, som kræver milliarddyre omstillinger og rejser endog meget voldsomme logistiske og andre udfordringer, jeg slet ikke er kommet ind på, vil vi have reduceret det samlede CO₂-udslip med ca. 2% i Danmark og 0,002% globalt.

Selv hvis man anerkender præmissen om den menneskeskabte klimakrise – og det er jo den helt grundlæggende debat, vi tager et andet sted – vil disse to gigantiske samfundstiltag ikke betyde noget som helst for klimaets udvikling.

Man det ved politikerne godt, altså at det ikke handler om, at initiativerne i sig selv gør nogen forskel, men om en førerposition. Således fremgår det af klimaaftalen, der dannede grundlag for den nugældende klimalov, at “Danmark har en moralsk og historisk forpligtelse til at gå forrest” (uden at dette på nogen måde begrundes) og det falder fint i tråd med aftaleteksten i det netop indgåede forlig om klimafangst, hvori det hedder, at “Aftalen skal bane vej for, at Danmark kan påtage sig et globalt lederskab inden for fangst, lagring og anvendelse af CO₂”.

Vi smider således milliarder efter milliarder af skatteborgernes midler efter tiltag, der utvivlsomt ikke i sig selv giver mening, og det gør vi, fordi vi moralsk og historisk er forpligtet hertil og insisterer på at være førende, og fordi vi tror, at musen, der gungrer, høres i Kina og får dem til at ændre adfærd.

Jeg vurderer, at der er mange på tinge, der har svært ved at falde i søvn om natten, fordi glorien blænder for kraftigt.