Chiles Atacama-ørken er blandt de tørreste og mest solrige egne i Verden. Det er jo et helt oplagt sted at installere solceller, hvor man kan regne med et højt udbytte stort set hver dag (men dog ikke noget om natten).
Den chilenske regering har nu fået den indlysende idé, at denne strøm kan eksporteres i store mængder. Nærmeste relevante kunde er tilsyneladende Kina, hvilket vil kræve et undersøisk kabel med en længde på ca. 15.000 km.
Der tales om at opstille solceller med en kapacitet på mellem 200 og 600 GW. Til sammenligning har Chile p.t. ca. 3 GW installeret. Det bliver jo et stort kabel, der skal til, hvis det f.eks. skal kunne overføre 200 GW. Fidusen ved projektet skulle være, at det er nat i Kina, når det er dag i Chile og de kinesiske solceller derfor ikke producerer noget. Samtidigt er det vinter i Kina, når det er sommer i Chile, hvor cellerne producerer mere.
Vi har tidligere skrevet om et tilsvarende projekt, hvor man ville eksportere solcellestrøm fra Marokko til England. Afstanden var her 3800 km og kablet skulle kunne overføre 3,6 GW strøm, med et tab på ca. 9 %. Prisen var opgivet til 140 milliarder kr.
Med vores Chileprojekt er vi oppe på et fire gange længere kabel med en effekt, der måske er 60 gange større. Tabet i ledningen skal der ikke spekuleres på her. Men hvis vi simpelt ganger tallet fra Marokko op, får vi en pris på 33.600 milliarder danske kr. Til sammenligning ligger Chiles bruttonationalprodukt på, hvad der svarer til ca. 1.500 milliarder kr.
Hvis man nu, forrykt nok, gennemførte projektet, ville kineserne stå med en leverance på 200 GW, der ville komme og gå, og som de så skulle kompensere i deres eget elnet, ved hjælp af nogle hundrede kulkraftværker, der skulle stå klar i standby.
Prisen (hvis ellers den holder) svarer til 168 milliarder pr. GW. Det skønnes at nye kernekraftværker i Europa koster omkring 6000 US$/kW, svarende til en pris på ca. 40 milliarder kr./GW. Kineserne bygger dem tilsyneladende noget billigere, her er nævnt en pris på 2500 US$/kW, hvilket ville give en pris på 17 milliarder kr./GW. Det er jo meget billigere end det lange søkabel, næsten en tiendedel af prisen, og samtidigt vil kineserne have strøm døgnet rundt i stedet for i omkring 10 timer ud af 24.
Og så det sidste problem. Det er så oplagt at sætte kvadratkilometer af solceller op i ørkener rundt om i Verden. Masser af sol, ikke så mange skyer og ikke noget regn. Men netop sidstnævnte er problemet. Solcellerne vil på ret kort tid blive dækket af et lag fint støv, og det vil nedsætte deres ydelse. De bør med jævne mellemrum vaskes med ferskvand. Og det har man jo ikke lige til rådighed i store mængder i ørkenen, vel?
Danish
Det ender nok med at kineserne sender den energikrævende produktion til Chile.
Efter den skitserede linieføring at dømme, ser kablet ud til at skulle krydse Marianergraven, hvorom Wikipedia skriver:
“Marianergraven er verdens dybeste oceangrav. Marianergraven, der er beliggende mellem Asien og Australien (11°21’N 142°12’E) og opkaldt efter øgruppen Marianerne, er ca. 2.550 km lang og har en gennemsnitlig bredde på blot 69 km. Den dybeste del af graven hedder Challengerdybet, hvor det dybeste punkt er beliggende 10.911 meter under havoverfladen…” – men sådan er der jo så meget! 🙂
Ja, der er mange forrykte ideer i klimaets navn. Solenergi bliver først interessant, hvis man kan lave et flydende og dermed transportabelt brændstof af det. Og det skal ske ved en mere direkte proces. Hvis solcellerne først skal lave strøm, som skal lave brint, som så skal lave et brændstof, bliver der alt for meget energispild, og det bliver meget dyrt.
Katastrofalt, hvis der sker et jordskælv på havbunden, som får sådan et elkabel til at sprænges. Man kan jo også fantasere sig til andre mere krigslignende angreb!?
Her var der måske netop basis for at omdanne solenergien til brint, som så igen kan omdannes til biobrændstof? Det er jo som bekendt den eneste kendte måde at oplagre store mængder grøn energi på – og det er tilmed energi som de selv kan bruge lokalt i hele Sydamerika.