I et indlæg her på siden undrer Erling Petersen sig over, hvor lidt gennemslagskraft vi klimarealister i grunden har, til trods for at vi bestræber os på at føre en saglige debat funderet på klimavidenskab og logisk argumentation. Når vi f.eks. helt nøgternt og i overensstemmelse med de tørre tal fortæller folk, at den ekstremt ambitiøse og eksorbitant kostbare reduktion på 70% af Danmarks CO2-udledning absolut ingen målbar effekt vil have på det globale klima, så taler vi for døve øren. Ja, selv vores nære venner reagerer med vrede, og som klimarealist risikerer man at støde selv normalt helt rationelle mennesker fra sig. Erling Petersen konkluderer, at det må være en form for “klima-radikalisering” der er årsagen: “Er man først blevet “radikaliseret”, så er man ”overbevist” og er holdt op med at tænke logisk og kritisk over sagen. Så er ens overbevisning blevet en væsentlig del af ens personlighed, identitet og dna. ”Så føler man sig som fuldgyldigt medlem at en brigade, som kæmper for den retfærdige og nødvendige sag,” skriver Erling Petersen.
Og der er nok en hel del sandhed i den analyse, på det individuelle plan. Men i mine øjne skal vi grave dybere for at finde de bagvedliggende forklaringer på “radikaliseringen” og klimarealismens ringe gennemslagskraft: Når logik, videnskab og saglige argumenter ikke har nogen virkning, til trods for at det netop er sådan, man i vores civilisation afgør tvivlsspørgsmål, så må forklaringen nødvendigvis ligge et andet sted. Folk som flest er jo ikke dumme.
Måske er forklaringen denne:
Klimaalarmismen er et skalkeskjul for kræfter med helt andre agendaer end at “redde jordens klima”.
Min tese er, at Klimaalarmismen er en uhellig alliance mellem enkeltpersoner, organisationer, globale virksomheder, ikke-Vestlige nationer og brede politiske bevægelser, som arbejder på at ændre magtfordelingen i verden. De arbejder ikke nødvendigvis sammen, og deres interesser er i flere tilfælde indbyrdes direkte modstridende – men alle ser de en fordel i at fremme klimaalarmismen og dermed de fundamentale forandringer af især de Vestlige samfund, som klimaalarmismen er godt på vej til at skabe.
Mennesker overalt på jorden, især børn og unge, er decideret angste for klimaforandringerne. Deres angst og bekymring er virkelig nok, de er ikke med i noget komplot imod den Vestlige samfundsmodel. Men deres angst er skabt og forstærkes af kræfter, der vil noget helt andet. Og det er netop klimaalarmismens enorme styrke: Dens frontsoldater tror virkelig på sagen af hele deres hjerte og med hud og hår. Og de er blevet overbevist om, at de rent faktisk kan gøre en forskel ved at engagere sig. At Jordens overlevelse står på spil, at det er vores skyld – og at den kan reddes af os mennesker. De ser bare ikke de tråde, der fører dem som dukker henover scenen. Og de ser slet ikke, at flere af deres “dukkeførere” selv har tråde, som andre trækker i – et komplekst og uigennemskueligt sammensurium af magtkampe på kryds og tværs. I sidste ende styret af kræfter som er fuldkommen ligeglade med klimaet, enten fordi de ved, at det slet ikke er så farligt, eller fordi de satser på at kunne profitere af den Vestlige civilisations sammenbrud.
Hvem er så disse “dukkeførere”? Her er blot nogle bud – jeg vil opfordre læseren til at byde ind med andre:
Skurkene bag “klimakrisen” er som bekendt de Vestlige, kapitalistiske demokratier, styret som de er og har været i århundreder, af højtuddannede, hvide mænd. Vores samfundsmodel er og har været en enorm succes, med en massiv folkelig opbakning blandt de vælgere, som jo i sidste ende bestemmer. Det er med andre ord en samfundsmodel som er næsten umulig at bryde ned med fredelige midler: Den fungerer, stort set alle medlemmer af de Vestlige samfund er rigere, friere og lykkeligere end borgere, der lever under enhver anden samfundsmodel.
Hvad gør man så, hvis man brændende ønsker et helt andet samfund og i årtier ikke har formået at overbevise noget, der bare ligner et flertal af befolkningen i disse demokratiske lande? Man må naturligvis angribe selve samfundets fundament ved på alle tænkelige måder at udstille det som ondt, undertrykkende, uretfærdigt, udbyttende og nu altså også livsfarligt, ikke bare for enkeltpersoner, men for hele klodens eksistens: Den Vestlige, kapitalistiske samfundsmodel er simpelthen ved at slå Jorden ihjel. Og vi har (igen-igen) kun ti år til at redde vores dejlige klode fra de onde hvide mænds grådige og destruktive adfærd.
Lyder det langt ude?
Prøv så at se på hvor mange af tidens dominerende “modstandsbevægelser”, der peger i præcis den retning:
– Black Lives Matter og det massive angreb på hvidhed og påstanden om at de Vestlige samfund helt kynisk og bevidst er bygget på “systemisk racisme”, kolonisering og slaveri; og at løsningen er, at alle minoriteter forener sig i kampen imod de hvide overherrer, som det i BLM-regi er helt legitimt og naturligt at diskriminere imod, og som man uden problemer kan beordre til at gå allerbagest og holde deres mund, selv når de melder sig som bevægelsens støtter!
– LGBTQ-bevægelsen og dens erklærede “intersektionelle feministiske ideologi”, altså tanken om at den enkelte systematisk undertrykkes på baggrund af køn, hudfarve og seksualitet, og ikke mindst at undertrykkeren er den såkaldt cis-kønnede, heteroseksuelle hvide mand og hans privilegieblinde hegemoni.
– MeToo-bevægelsen, som – og man bliver næsten træt af at skulle gentage remsen – naturligvis ser den hvide mands “toksiske (altså giftige) maskulinitet” og hans “misogyne ideologi” som årsagen til manglende ligestilling og de systematiske overgreb imod kvinder overalt i samfundet; hermed føjes kvinder til listen over undertrykte, og det er jo uhyre effektivt, hvis det lykkes, selv kun delvist, idet kvinder udgør ca. 50% af befolkningen, men altså alligevel må se sig selv som en undertrykt minoritet.
– Klimaalarmismen, som ikke tilfældigt har en purung kvinde som bannerfører, en nutidens Jeanne d’Arc, med sin indædte og dybt emotionelle kritik af “boomer-generationen” altså de gamle/midaldrende hvide mænd, som bogstavelig talt har “stjålet hendes barndom og knust hendes drømme”.
– Multi-kulturalismen og de åbne grænser, altså alle de politiske og “humanitære” bevægelser, som støtter eller aktivt fremmer massiv indvandring fra især lande i Nordafrika og Mellemøsten, og den deraf følgende underminering af de Vestlige samfunds økonomier, sammenhængskraft, traditioner, værdier og i sidste ende landenes oprindelige, homogene befolkning.
Kineserne gnider sig i hænderne over dette kaos – som de naturligvis støtter med alle midler i det skjulte, alt imens de gør gode miner til slet klimaspil og lover at “udfase kul”. Samtidig slipper Kina af sted med at undlade at deltage i COP26 og alene i 2020 at udbygge sin kulkraftkapacitet med 29,8 gigawatt, mens resten af Verden omvendt nedbragte sin med 17,2 gigawatt – med store konsekvenser for forsyningssikkerheden og prisen på el til følge. Vesten skyder sig selv i foden, og hele dette scenarie er Gefundenes Fressen for et land, som har ambitioner om at blive verdens førende supermagt.
Og i Rusland kan Vladimir Putin næppe få armene ned over det faktum, at Tyskland under Angela Merkels ledelse har besluttet at lukke deres velfungerende A-kraftværker for at imødekomme de stadigt stærkere rød-grønne vælgergrupper – og dermed har gjort sig selv dybt sårbar i forhold til landets forsyningssikkerhed og ligeså dybt afhængig af russisk naturgas i rigelige mængder. En ren ønskesituation for en despot med tsaristiske ambitioner om et nyt Storrusland, som netop i disse måneder planlægger sit næste træk i den gradvise indlemmelse af Ukraine. Vil EU turde for alvor at modsætte sig Putins annektering af Ukraine, hvis prisen er, at der bliver lukket for den naturgas, uden hvilken Europas industri går i stå, og millioner af europæere står uden varme i den kommende vinter? Næppe.
Europas grønne omstilling, fremskyndet og forhastet som den er af et mere eller mindre medieskabt “folkeligt krav”, efterlader EU som en stor, saftig gås, strandet midt i et fjerskifte – ude af stand til at tage flugten på sine stækkede vinger, når bjørnen nærmer sig. Så også for Putin er der meget at vinde ved på forskellig vis, f.eks. gennem orkestrerede kampagner på Vestens sociale medier, at understøtte narrativet om en overhængende klimakrise.
Og hvad så med de store, multinationale virksomheder? Ja, de støtter på ingen måde en truende samfundsomvæltning, og de tror heller ikke på den, men ser til gengæld enorme fordele i den grønne omstilling og de astronomiske milliardbeløb som de Vestlige stater hælder efter deres mere eller mindre urealistiske ambitioner om 50-60-70% reduktioner af CO2 – som jo i sidste ende skal realiseres af private aktører i vindmølle-, solcelle-, batteri-, elbils-, Power-to-X-, ingeniør-, bygge- og anlægsbranchen og guderne må vide hvilke andre brancher som i disse år forgyldes, mod at love politikerne grønne skove. Om ti år. Måske.
Og derfor, Erling Petersen, af alle de ovennævnte grunde, så har saglige klima-argumenter, videnskabelige afhandlinger og uigendrivelige facts fra os klimarealister så ringe eller ingen effekt: Fordi agendaen er en helt anden. Klimaet er bare et middel, et redskab. Men hvilket et! Vel nok det hidtil stærkeste brækjern, som endnu er brugt i kampen for at nedbryde det Vestlige Hus – eller i det mindste at score milliarder på dets himmelråbende naivitet.
Danish
Det, der sker nu, kan sammenlignes med Første Korstog: Et stort, internationalt, religiøst hysteri.
I dag kører næsten alt på følelser, meget lidt ræson og saglighed. Det gælder både klimaet (hvor folk bare glemmer, at det var varmere i vikingetiden) og LGBTQ m.v. (hvorefter mænd kan føde børn, fordi de har ændret personnr.), og Woke (hvor mennesker er giraffer, alene hvis de føler sig sådan). Mennesket tror det kan påtvinge eller lovgive sig til naturstridige tilstande.
Er man uenig, bliver man udskammet. Påviser en professor at isbjørne faktisk har det godt, bliver hun fyret; siger en professor, at man ikke kan diskutere køn uden at diskutere biologi, bliver hun fyret. Derfor er den naive ungdom, de samvittighedsløse politikere, og de medløbende virksomheder (som ovenfor påvist) blevet kritikløse, ’nyttige idioter’. Historien gentager sig selv.
Meget af det understøttes af det korrupte, men vellidte udtryk, ’Political Correctness’ – sig ikke hvad du finder rigtigt, men hvad folk gerne vil høre.
Noget tyder på, at meget er styret udefra af folk, som kan se den vestlige verdens svagheder, og som puster til den dekadence, som er produktet af den hidtil uovertrufne forkælelse, som vi nyder godt af, uden reelle problemer, såsom krig og fattigdom – alt sammen beskrevet af Thoma Martin Nielsen og andre ovenfor.
Hvad kan vi gøre?
Heldigvis er der tegn på, at mange er temmelig trætte af denne udvikling. Det skal vi absolut følge op på. Vi må
1) være leveringsdygtige i korrekte, men også slagfærdige argumenter (det er vi).
2) opfordre alle, som er lede og kede af hele dette tyranniske cirkus, til at træde i karakter. Det går ikke længere at dukke sig – det er simpelthen gået for vidt til det.
3) forsøge at akkumulere en ’apolitisk’ eller i hvert fald tværpolitisk bevægelse, som ikke truer partierne direkte på deres programmer i øvrigt, men som opsamler alle dem, som i stigende grad indser, hvor hysterisk det hele er – hvor også flere og flere politikere tør bekende, at de er enige.
Dette kan kun ske ved en vedholdende, saglig kommunikation, som Thomas Martin Nielsen nævner (12. december 2021 kl 15:18).
Ikke overraskende er jeg fuldstændig enig med dig, Henrik.
Men vi er netop oppe imod en række dybt irrationelle og stærkt emotionelle udfordringer – og så er vi ikke mindst oppe imod mediernes evige hang til sensationer, kriser og konflikter: Næsten dagligt var der f.eks. varsler om “skybrud” i mit område hele sommeren 2021. Og, ja – vi fik da et par gedigne og kraftige regnbyger, men intet der kunne forsvare mediernes meterhøje, sensationshungrende overskrifter.
Ligeså er medierne på evig international jagt efter “ekstreme” vejrfænomener – og dem er der rigeligt af, når hele jordklodens vejr pludselig er blevet relevant stof. Det har det aldrig været før – af gode grunde, for hvad vedkommer det dog mig om det er bagende varmt i Texas hvis jeg sidder i sweater og småregn i Tappernøje? Men jo, nu vedkommer det mig i allerhøjeste grad, for angsten skal jo holdes ved lige med den daglige dosis “farligt vejr”, mediernes nye yndlingsord. Men det samme ville jo gøre sig gældende hvis medierne pludselig begyndte at referere alle større trafikuheld på hele kloden. I Indien sker der f.eks. ikke færre end 150.000 trafikdrab hver eneste år – og på verdensplan er tallet rystende 1.300.000, altså 1,3 millioner årlige trafikdrab: Hele Storkøbenhavns befolkning, hver eneste år! Og mere en ti gange flere end antallet af dødsfald som følge af ekstremt vejr i Indien…
Så ja, vi skal gøre alt det du lister op – men også som læsere og seere være meget mere kritiske overfor vores medier: Skriv til dem hver eneste gang de overdriver, hver eneste gang de tager fejl – venligt og høfligt og med solide data i ryggen. Så kan vi måske flytte dagsordenen en smule.
Erling Pedersen spør hva gør vi? Dit fine indlæg giver god mening, og jeg er langt på vej enig👍🏽 For at blive hørt som klimarealister behøver vi at fokusere med alle midler på, at CO2 er livsnødvendig og ikke farlig, hele klimahysteriet hviler på dette som et vedtaget faktum, som det ikke er, dette må vore børn og skolen blive klar over, vore beviser er overvejende fakta. I 40-50 år har vi hørt dommedagsprofetier som aldrig er sket, pressen og TV samt FN løber med, fordi økonomisk er det lurt for dem selvom det er fejl😡😱😰
Enig. Men det skal gøres i en form, som ikke støder folk væk. Derfor skal vi bestræbe os på at være helt saglige og undgå alle former for “grøftegraver-retorik”, også her på siden. Selvom det er svært.
Jeg erkender, at jeg selv falder i med jævne mellemrum, men vi vinder næppe nogen over til klimarealismen ved offentligt at bruge ord som “klimahysteri” og “dommedagsprofetier” om dem, som er uenige med os.
Vi skal med redelig information og saglig argumentation forsøge både at afsløre de bagvedliggende interesser og destruktive kræfter, OG at højne befolkningens vidensniveau om det globale klima, klimaforandringerne, deres mange forskellige årsager og ikke mindst deres positive sider.
Thomas Martin Nielsen:
Grundlæggende enig i dine synspunkter. At der er andre agendaer i spil forklarer vel også, hvorfor man trods talen om jordens undergang ikke er mere indstillet på at løse problemet, dvs. satse på atomkraft, eller hvis man tror på at vindmøller kan løse problemet, kunne man vel for at redde jorden nok se bort fra diverse fugle og andre miljøfaktorer, der forhindrer opførelsen af den ene efter den anden af de planlagte vindmølleparker.
Hvis vi nu prøver at se isoleret på danske forhold, mener jeg, at man kan sætte 3 hovedspillere op:
1. Ungdom/venstreorienterede/idealister
2. Karrierepolitikere
3. Erhvervslivet
Alle 3 grupper spiller med i ”klimaorkestret”
Gruppe 1 får indhold til opbygning af en identitet (ganske normalt for ungdommen, jeg gjorde det samme da jeg var ung).
Det er indbygget i venstreorienteredes tankegang at søge mod en revolutionær situation, for at kunne overtage magten. D.v.s. at man stræber mod en vis form for kaos og ødelæggelse. Der er jo også mange gode tanker ved klima- og miljøpolitikker, men det kniber gevaldigt med at kunne se eventuelle negative konsekvenser af de foreslåede ændringer. Det er vel mangel på en grundlæggende forståelse af, hvordan et samfund er skruet sammen. Og hvordan skulle unge mennesker også vide noget om dette?
Gruppe 2. At politikere i dag tænker mere på deres karriere end på landets ve og vel, er jo sørgeligt. Mange af dem må jo trods alt vide, at der er store problemer med at udfase fossile energikilder.
Så planen er (ligesom man i disse dage tydeligst ser i Tyskland) at love en masse grønne tiltag, men at skubbe de aktuelle konkrete ændringer så tilpas langt ud i fremtiden, så man ikke selv er politiker mere, når energisystemerne bryder sammen. Hvad har politikere lært gennem mange år? At det er uden personlig risiko at ødelægge.
Der er opbygget en tro på, at hele befolkningen ønsker en grøn omstilling og derfor vil stemme på de partier, der lover mest. Men hvem skal man stemme på, hvis man vil stemme på et parti, der har gennemskuet klimateatret? Ingen. For der er ingen partier, der har gennemskuet det.
Det samme kan man jo sige om medierne. Der er ingen der kan/tør skrive om den energikatastrofe, der er på vej.
Gruppe 3. Den grønne omstilling betyder at ALT skal skiftes ud, produceres, sælges, installeres, vedligeholdes, udvikles osv. Biler, ladestandere, vindmøller, Power-to-X, varmepumper, rør, kabler, pumper, elmaster, fabriksanlæg til alternative brændstoffer. Man kunne blive ved i det uendelige. Selvfølgelig er erhvervslivet henrykte over alle disse kommende ændringer.
Når venstrefløjen, politikerne, medierne og erhvervslivet har slået sig sammen, er det selvfølgelig ekstremt svært at gøre noget.
Hvad gør vi så ved det?
Det er stadig fuldstændig afgørende, at man fortsætter med at dokumentere og analysere. Det er argumenterne fra klimakritiske artikler, der skal understøtte det, som jeg ser som eneste mulighed for at undgå en nedsmeltning af vores energisystem:
Hvis man forestiller sig at f.eks. 100 personer oplæres i de mest basale sammenhænge i klimaspørgsmålet, og at disse 100 farer rundt i hele landet og henvender sig til ”det såkaldt tavse flertal”, og dermed opbygger en basal viden hos et flertal at befolkningen, så har man måske muligheden for langsomt at vende skuden. Det lyder dyrt og besværligt, men hvad er der elles at gøre. Sætte sig ned og vente på sammenbruddet?
Vi må være ærlige: Trods den høje kvalitet at diverse artikler og analyser på klimarealisme, er det svært stof, og befolkningen skal have hjælp til at forstå sammenhængene.
Jeg er selv gået i gang med det foreslåede.
Er meget enig i din analyse og takker for dit input til at udvikle og nuancere min grundtese. Du har jo netop helt ret, når du peger på, at ingen af de tre grupper, du identificerer, har noget egentligt ønske om at underminere Vesten som sådan:
De unge er bare oprørske og kritiske overfor deres forældres generation, som unge altid har været (og skal være!);
Politikerne (i hvert fald flertallet) tænker mest på næste valg og positionerer sig efter, hvad der giver flest stemmer;
Og det private erhvervsliv gør det, de nu engang er bedst til, nemlig at tjene penge – også meget gerne på det offentlige Danmarks fatale kombination af naivitet, inkompetence og rigeligt med andre folks penge.
Hvad disse tre grupper ikke har erkendt er, at de udgør en slags “nyttige idioter” (Lenins udtryk) i udemokratiske, undergravende og destruktive kræfters tjeneste. Kræfter, som hvis de får magt som de har agt, vil skabe et samfund, som alle de tre grupper meget nødigt ville leve i, nemlig et totalitært samfund uden rum for ungdosmsoprør, ytringsfrihed, demokratiske valg og kapitalisme.
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59004535&query=nyttig+idiot
Hvad gør vi så? Ja, da vi er klimarealister med begge ben solidt plantet i evidens, videnskab og logisk ræsonnement, så må information og oplysning være vejen frem. Det er præcis de samme tanker, jeg gør mig, og du må meget gerne indvie mig i dine ideer.
Jeg vil tilføje rækken af udviklingslande, som ser frem til mia. af dollars i støtte fra i-landene, og som vel også har stor vægt i FN. Overfor dem har vi jo i Vesten en dårlig samvittighed, som vi gerne vil betale aflad for.
Thomas Martin Nielsen: Et meget fint indlæg med mange gode pointer. Du vil sikkert uden argumentation blive afvist som konspirationsteoretiker og flat-earther. Men du har jo selvfølgelig ret. Dog mener jeg, at du mangler at pege på FN (IPCC og WHO), som er styret af antivestlige, udemokratiske magter og formentlig styrer mod en totalitær verdensregering af socialistisk/kommunistisk tilsnit: en verdensomspændende lighed (lige bortset fra “avantgarden”) og fattigdom.
Tak for positiv respons!
Ja, selvfølgelig skal FN med, herunder ikke mindst IPCC og WHO, som under pandemien meget tydeligt valgte side til fordel for Kina og narrativet om smitte fra dyr til mennesker fra et vådmarked – til trods for, at de flagermus, som bærer netop den coronavariant, lever mange hundrede kilometer væk, og ikke mindst at Wuhan har Kinas eneste højsikkerheds-biolab, hvor man netop forsker i coronavirus og “gain of function”, altså muligheden for at øge et virus’ smitsomhed på mennesker gennem genmanipulation og brug af dele fra eksisterende humane virus.
Og vi ser, hvordan Kina i disse år systematisk køber sig til støtte fra især afrikanske lande bl.a. i spørgsmålet om Taiwans selvstændighed.
Og så er det jo et gigantisk problem i sig selv, at en global organisation som FN har et klart flertal af medlemslande, som er alt andet end demokratiske, men som alligevel udtaler sig fordømmede om f.eks. Israel og brud på menneskerettighederne i USA og andre Vestlige lande. Det er reelt en farce, som vi af ufattelige grunde spiller med i, simpelthen fordi der ikke synes at være noget alternativ. Her ville jeg mene, at alternativet er det helt oplagte: Et UDN – United Democratic Nations.
Det er ikke en socialistisk/kommunistisk verden, vi er på vej mod men snarere en teknokratisk. “Lyt til videnskaben”, “Videnskaben siger…”.
I 1930’erne var der nogle universitetsstuderende, der opfandt et alternativ til kapitalismen, som de kaldte Technocracy Inc.
I “The Technocracy Study course” står der: “Register on a continuous 24 hour-per-day basis the total net conversion of energy” samt “Provide a continuous inventory of all production and consumption”. Lugter lidt af FN’s verdensmål, der taler om “sustainable consumption and production”. Technocracy Inc kunne ikke selv få alle de nødvendige data i 1930’erne til at registrere energiforbrug. Men det kan vi i dag. Mastercard kan nu tilbyde et kreditkort, hvor der lukkes, når du har brugt dine CO2-kvoter.
Tak for kaffe. Nåeh nej den er jo heller ikke “bæredygtig”, da den skal sejles hertil.
Thomas Martin Nielsen: Jeg har svært ved at være uenig med dig. Men tillad mig så er spørgsmål. Hvad gør vi så ved det?
Første og vigtigste punkt er at lave analysen – helst så grundigt og retvisende som muligt. Det skal vi samarbejde om og derfor er mit indlæg også en invitation.
Næste punkt er mere, bredere og bedre information om emnet, på alle tilgængelige kanaler. Jeg arbejder på et forslag til netop det, som jeg inden længe vil præsentere her på siden.
Stay tuned.
Desværre kan vi mennesker manipulere og lade os manipulere til at tro på næsten hvad som helst, selv med dødbringende følger, så som da Danmark gik i krig i Irak – Tænk over det!
Ja, lev med det. Vi er heldigvis ikke ens og har ret til at tro på forskningen, intet andet, for resten er tro.
Hørt, derfor fortsætter jeg ret så Klimarealistisk, på min egen autodidakte GeoSciArt måde – som i forb.m. COP15-2009 og ESOF2014-Science in the City fik moralsk støtte fra videnskabsfolkene Tove Damholt, Jesper Milán og Johannes Krüger og GEUS – med Kunstinstallationer i det offentlige rum, der som en forhåbentlig øjenåbner fortæller, at her på Moder Jord har der altid været dramatiske klimaforandringer i hele klodens historie, hvilket kan læses som et Klimakartotek i Faxe Kalkbrud og Stevns Klint – senest med et Klimasolur, i samarb.m. Brorfelde:
https://www.facebook.com/1398039743808663/posts/2813556332256990/
https://faellesskabtollose.dk/fakta-toelloese-faelled/
Hermed et rent Klimarelateret budskab, som lidt efter lidt, helt uden manipulation, forhåbentlig vil ramme plet i en Klimarealistisk Verdensdebat?!
Hej Karin,
Kunne du ikke tænke dig at vise noget af din kunst her på hjemmesiden? Vi ville da hjertens gerne bringe et indlæg med nogle gode billeder. Hvad siger du til det?
Mvh/ redaktøren