Arktis & DMI-manipulation

I november var der en masse tegn på, at havisens udbredelse i Arktis ville blive hurtig og omfattende. Der blev f.eks. skrevet om de stakkels isbjørne, der altid er plaget af ”klimaforandringer”, der truer deres sæljagt og dermed deres overlevelse som art. I år var ingen undtagelse. I området nord for det aller-østligste Sibirien (se fig. 1) hvor Wrangeløen ligger et godt stykke ude i havet – med det maleriske navn Tjuktjerhavet (eng: Chukchi Sea), var der allerede i midten af november kommet så meget is, at det truede isbjørnenes jagt.

Vi skrev for nyligt om hvalrosserne, der var forhindret i at gå på land mange af deres sædvanlige steder i samme område pga. is langs kysten, der ikke smeltede hen over sommeren. Nu blev denne is hurtigt bredere og tykkere, mange steder kom tykkelsen op over to meter, og derved var der ikke mere passende huller, som sælerne kunne komme op igennem, og hvor isbjørnene kunne fange dem (se fig. 2). Dyrene var derved nødt til at søge længere sydpå, ned i Beringstrædet. 

Samtidigt lukkede isdannelserne stort set Nordøstpassagen for skibe, der sejler på ruten nord om Sibirien. 15-20 skibe blev fanget allerede i starten af november, og måtte afvente assistance fra Ruslands to isbrydere i området, den ene er atomdreven, og den anden sejler på diesel (fig. 3). Den ene isbryder hjalp skibene syd om Wrangeløen og ned i Beringstrædet, mens den anden sikrede sejladsen for en gruppe skibe, der skulle vestpå, heriblandt et finsk skib, der sejlede med gods fra Korea til Europa.

Der var således lagt op til en vinter med rekordudbredelse af havisen, og det fremgik da også klart af DMI (Polar Portal)’s daglige oversigt. Fig. 4 viser udbredelsen i form af havisens volumen. I starten af december var der is langs hele Sibiriens nordkyst undtagen den vestligste del mod Murmansk. Svalbard var ved at være godt pakket ind i is, og den rakte langt ned langs Grønlands østkyst. Tykkelsen af isen ved selve Nordpolen var allerede over 3 m.

Kun Hudsonbugten i Canada har været længe om at fryse til i år, det har vist nok noget med havstrømmene af gøre. Men også her er isen på vej.

Fig. 5 viser så udviklingen i volumenet af is frem til 4. december, sammenholdt med de foregående år. D. 4. december var mængden af is lige over gennemsnittet for årene 2004-2013.

Over weekenden skete der imidlertid noget mærkeligt. Polar Portal ophørte med at opdatere sin kurve, hvad de ellers gør næsten dagligt. Først i går – 8. december – kom kortet og kurven tilbage, men nu i en ny udgave med meget mindre is, vist på fig. 6. Tykkelsen ved Nordpolen er faldet med 30 % og ved Svalbard og langs Grønlands nordkyst er den mærkbart tyndere.

På Polar Portals hjemmeside er der en lang forklaring om, at man er overgået til en meget bedre og mere retvisende model, der i øvrigt har være under test siden 1990. Modellen er tilføjet en masse gætværk:

Specielt havisdelen er kraftig forbedret med smeltevandssøer, isens saltholdighed, forbedret thermodynamik mm. Ferskvandsinputtet fra Grønland er desuden kraftigt forbedret vha. ferskvandsprodukt fra GEUS, hvilket specielt forbedrer de kystnære havstrømme og dermed istransporten langs Grønland.

Den nye model må fryde enhver klimaalarmist. Nu er 2021 gået hen og blevet et år med relativt lidt is, p.t. ligger vi langt under middel for 2004-2013 og blandt de dårligste 3 år i nyere tid, se. fig. 7.

Man vil så naturligvis spørge sig selv, hvor store og systematiske ændringerne er? Har DMI også justeret de historiske kurver, 2017 – 2020 og gennemsnittet for 2004-2013? Det har de, men det giver et meget broget billede. Baseret på værdier aflæst fra kurverne i fig. 5 og fig. 7 viser fig. 8 ændringerne i tallene måned for måned fra 4. december til 8. december. Den største ændring er umiddelbart, at volumenet af is om sommeren er forøget betydeligt, mens ændringerne om vinteren ligger tættere på 0. Men stigningen om sommeren er meget forskellig fra kurve til kurve, således er i juli måned gennemsnittet for 2004-2013 opjusteret med ikke mindre end 5,500 km³. I bunden af kurverne ligger 2021, med en stigning på kun 2000 km³. I det hele taget ligger 2021 i bunden over det hele, kun i årets sidste måneder er dens ændring på niveau med 2020.

For nærmere at kunne vurdere tallenes størrelse, viser fig. 9 de samme kurver, men denne gang er ændringen vist som % af udgangsværdien fra 4. december:

Det første, der slår én, er, hvor store ændringerne er. Viste den gamle model virkeligt 60 % galt om sommeren for perioden 2004-2013? Hvordan kan det være – og giver det os tillid til, at den nye model er bedre? Til gengæld kan man nu meget tydeligt se tendensen over årene. Jo længere tilbage i tiden, desto mere er sommer-tallene forøget i den nye model. Det passer jo så fint med teserne om den globale opvarmning og den gradvise nedgang i mængden af havis. 2021-kurven ligger i bunden, om sommeren er der en mindre positiv ændring – men meget mindre end de tilsvarende for årene før. Vinter, forår og efterår er 2021 trykket godt ned i forhold til, hvad den var for få dage siden.

Hvis man inden for andre grene af videnskaben kom med justeringer i den størrelsesorden, ville det blive mødt med udbredt skepsis, for at sige det mildt. Men inden for klimavidenskaben er det helt accepteret, som vi også f.eks. har set, når det drejer sig over kurverne for den globale temperatur – i nutid og i fortiden.

Desværre må vi nok bare erkende, at Polar Portal, der ellers var et fyrtårn af pålidelig information, nu også må betragtes med betydelig mistro. Triste tider!